Haandlangeren i Nazaret

Haandlangeren i Nazareth

Af Kaj Munk.

JEG tror, han var gullokket, Frelseren

men frem foran Hovedets Klæde,

der tjente Spanden med Mørtelen

og Kurven med Mursten til Sæde,

kasted en blankere Lok sig,

bleget af Sol og Vind;

en springende lysende Bølge

bar Bud om det havspændte Sind.

Naar Josef lidt over Fyraften

hjælper sig ned fra Stilladset,

staar lidt og retter sig, prøvende,

om ingen Muskel er kvaset,

da smøger Frelseren hurtigt

Hovedbindet af Haar.

Det varmer Josef i Hjertet,

saa frank og lys hans Dreng staar.

Saa følges de hjem til Marielil,

den buttede glade Morlille,

bekendt mellem Nabokonerne

for aldrig at holde sig stille:

der staar et Brus ud af Huset

– og har staaet det Dagen lang –

af Latter og Skænderi paa Smaabørn

og Skuren og Skrubben og Sang.

Naar Josef og Jesus har vasket sig

staar Brødet og Mælken paa Bordet.

Tavst folder de alle Hænderne,

og Josef famler med Ordet:

„Vi takker dig, Herre, for Arbejd

og Kræfter at øve det med;

ja, Herre, vi takker for Dagværk

og – ind under Aften – for Fred.“

Snart strækker den trætte Haandværker

paa den murede Stenbrix sig ud,

men sukker, mens Laagene sænker sig,

endnu et Ord til sin Gud:

„Tak ogsaa, at du i din Godhed,

Herre, har dannet En saa,

at En ikke spørger om mere,

end hvad En føler, En maa.“

*  *  *

Jeg tror, han var lysøjet, Frelseren,

og gik han en Tur efter Bønnen,

da skyndte Nazarets Piger sig

at faa et Ærind til Brønden.

De raabte: „Godaften, Jesus,“

og saa i hans Stjerneblik.

Han standsed og lo og passiared,

– før ene han videre gik.

Da falder ham Dagens Hændelser

saa sært personligt paa Sinde:

Den rige Benhadan, der narred

med Daglønnen Chores den Blinde.

Bagerens Hanne, som Smeden

har lært at smile saa fræk,

og Aras og Askalas Moder,

der hoster sig Lungerne væk.

Nu guldstænker Duggen Smaablomsterne,

der gynger langs Kløfternes Kanter.

Og Bjergene fæster i Haarkruset

Stjernernes blaa Diamanter.

Fjernt møder et Hav af maane–

forsølvede Bølger hans Syn.

Hans Lokkers Trods staar i Flammer

og Øjnenes Stjerner i Lyn.

Guds Smykke – Verden! Fortvivlelse!

det sande, det skønne, det gode,

o, hvad er det værd, som det ligger nu

Synden og Døden for Fode?

Men Oprøret inderliggør sig

i Sjælens brusende Spil

til Medynks Ve med den Kunstner,

hvem Værket ej lykkes vil.

„Du murer og nedriver, Bygmester?

hvad ser omsider du færdigt?

hvornaar skal Værket, du virker paa

staa fuldført, din Tanke værdigt?

Og har du en Haandlanger nødig,

jeg beder dig blot: sig til.“

Da lød der en Stemme omkring ham:

„Tror du nu ogsaa, du vil?“

„Det koster dig Øjnenes lyse Glans

og Smilehullet i Hage,

og Ryggens Rankhed og Lokkernes Kast

saa tung en Byrde at drage;

det koster dig Hjemmets kærlige Hvil

og Vennernes Skæmt og Pigernes Smil,

skal Dødens og Guds forladthedens Pil

dit eget Hjerte afbøde.“

Koldsveden sprang ham paa Tindingen,

og Taarer brast ham af Øjet;

længe laa han paa Bjergetind

mod Jorden urørlig bøjet.

Saa rejste han sig og stirred

mod Stjernernes Straalespil,

svælgede tungt og hvisked:

„Mester, tag mig, jeg vil.“

Igen lød Røsten, saa fjern, saa nær

„Endnu er Dagen ej inde.

Men hvis du forbliver dit Tilbud tro

jeg skal i Tide dig minde.

Og bærer du mig en Planke hid

til Bro mellem Himmel og Jord, da vid:

som Søn og Arving til evig Tid

mit Hus du med mig skal dele.“

Sent var det blevet paa Aftenen,

før Frelseren naaede Byen.

Stjernerne sløred i Taager sig,

og Maanen lured bag Skyen.

Frelseren gik saa stille

frem ad den vante Sti,

hørte en Smaafugl klage,

saa Ræven stryge forbi.

Frelseren lukked for Hønsene

og skyndte sig ind til Sengen.

Min lille Bror Jakob har lagt sig der.

Hvor kan han vel vække Drengen?

Han lister sig hen til Æslet

og klapper dets ømme Ryg.

Det nufler ham mildt med Mulen.

Snart sover Frelseren tryg.

Kaj Munk.