Oktober

OKTOBER

Af KAJ MUNK

Op, Hertha, Veninde,

min kæreste Tøs

næst Mutter derinde,

op, nu gaar det løs!

Nu gemmer vi Pligt,

nu glemmer vi Gigt

og kaster os bare

frisk ud i det Spil,

hvor Høne og Hare

faar Lov at forklare

en Jagthund, hvorfor den er til.

Kom, Hertha, nu høvler

vi Markerne af.

Se. Far er i Støvler.

Byd Bøssen Godda'!

– Det satte nok Liv

i en, der var stiv.

Af Kurven hun vipped

og strakte sig, nøs

og halsed og tripped,

og Halen den svipped,

et Under, den ikke gik løs!

Se, taagelet flagrer

de duggede Spind

hen over de Agre

i Morgenens Skin.

Du hellige Gry,

der Verden gør ny!

Jeg hilser min Broder,

den jagende Vind.

Jeg hilser min Moder,

du Stjerne blandt Kloder,

du skønneste Drøm i Guds Sind.

Fjernt hører jeg skogre

Fasanernes Kuld.

Men Hertha hun logrer

forjættelsesfuld.

Saa standser hun stiv;

et eviggjort Liv,

saa statuefager

en Hundenes Gud.

Det bruser og brager

af Agerhønsflager

i Luften omkap med mit Skud.

Den yderste dratter.

Hun bringer den smukt

og optager atter

i fjedrende Flugt

sit straalende Søg

saa let som en Røg.

Jeg véd hendes gule,

zigzaggende Lyn

vil finde de Fugle,

hvor godt de sig skjule,

og standse: „Dær ligger Menuen.“

Hoverende trommer

en Hare sig bort;

han véd, at jeg kommer

i Kapløb til kort.

Det kalder jeg Trumf:

dø midt i Triumf.

Paa Krykke vi naar kun,

hvad han tog i Rend.

Men Hertha – hvor gaar hun?

I Roerne staar hun:

her er vores Høns, Far, igen.

Ak, Solen den skeler

alt nu til sit Led.

Paa Grøften vi deler

den Bid, vi har med.

En Pibe Tobak.

Lidt Vovhundesnak.

Saa kalder os Skoven

i blussende Glød,

som om den forvoven

har hørt det fra oven:

mer festligt end Liv er dog Død.

Oktober, hvor læger

du Krankhed og Slag!

Vort Hjerte du kvæger

med Feriedag

fra Grublen og Pligt

og Afmagt og Gigt.

Med Øjnene klare

af Friskhed og Drill

du Høne og Hare

gi'r Lov at forklare

en Jæger, hvorfor han er til.

KAJ MUNK