Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

Saml dig, Nord! til eet Rige

Saml dig, Nord! til eet Rige

Af KAJ MUNK

Kaj Munk gør op med Forholdene, der befordrer den socialdemokratiske Livsappetit og lyser efter det raske nordiske Sind med organisatorisk Lidenskab.

 

DER skete forleden Dag i Odense en Begivenhed, som burde have vakt den største Opsigt fra Tønder og til Nordpolen. I Eventyrets By begav det sig, at Sveriges og Norges og Danmarks tre Statsministre var stævnet sammen som Talere ved et Møde. Naar der, Sandheden i Ære, næppe nok lagdes Mærke til denne Mærkedag, maa der være en Fejl et eller andet Sted. Det er der ogsaa. Eller rettere, der er desværre mange Fejl. Den mest graverende er vel denne, at det ikke var de tre nordiske Statsministre, der talte, men Statsministre for de tre nordiske Rigers Socialdemokratier. De havde kaldt sammen til noget, der med en partipolitisk Fiffighed kaldtes for Arbejder- og Bondestævne, hvor man dog mestens glemte at tale til Bønderne, der ogsaa mestens havde glemt at indfinde sig. Men Statsministrene skal ikke tale ved Arbejder- og Bondestævner, de skal tale ved Folkestævner. Dernæst skal de helst have noget at sige, naar de lukker Munden op. Det havde de tre Herrer uheldigvis ogsaa.

*

DEN, der skriver disse Linier, har ingen Sinde lagt Skjul paa sin Svaghed for Thorvald Stauning. Stauning har været Arbejdernes stoute Fører, ogsaa dengang, da man fik Spytklatter i Skægget for at være det. Han har sin store Del af Æren for det straalende høje Plan, økonomisk, juridisk, kulturelt, hvorpaa Gennemsnitsdanskeren lever sit ubesværlige Liv. Og han er vokset med Opgaverne. Fra den løgnsmarte Agitators Rovdyrstrubelyde i et Partis Tjeneste op til den overskuende Statsmands vægtfulde og værdige Mennesketale paa et helt Folks Vegne. En lykkelig, lykkelig Udvikling har Landet gennemgaaet under hans besindige Førerskab og hans gildesglade Kammerateri med alle Klasser. Han ligner jo Kong Christian, er saa dansk, som han i dette med Dus-forholdet uden at sætte Værdigheden til. Men Kong Christian er alligevel danskere; han opererer i afgørende Øjeblikke med et Begreb, der i hans kongelige Mund hedder Vorherre; dér staar Stauning saa underlig fattig og marxistisk udenfor.

*

MEN alle disse hjertelige og til en vis Grad af Betagelse fødte Lovord om Danmarks egen Onkel Stauning skal ikke tilsløre den Kendsgerning, at han er den sidste Stormand i et System, der vakler paa Gravens Rand. For det er han. Og mon ikke han ved det selv? Der lever rundt om i Landet en Del Forargelse over, hvad der kaldes hans Livsappetit. Jeg har aldrig delt den Forargelse. Saalænge den Appetit ikke skader hans Arbejdskraft, maa vi henholde os til, at quod licet Jovi, non licet bovi. Og hvad ved vi saa om, hvordan det forholder sig med den socialdemokratiske Livsappetit?

Det er saa nemt at sige Renæssanceskikkelse og Overskud af Livskraft. Men maaske det tværtimod er Sygdom, Fortvivlelse, Døvelse. Døvelse, som sammen med alle de bombastiske Skaaltaler om socialdemocratia triumphans og dette Ministeriums Velgerninger for Landet og Verden skal prøve paa at faa den Stemme inde i Hjertet til at forstumme, der bliver ved med at slaa fast med sin spinkle Hammer: „Hvordan med din Ungdoms Idealer? du har skaffet dit Folk lidt større Gage og bygget det nogle Broer at lege med; men hvad Aand har du givet det at leve paa? Materialismens, Understøttelsesgriskhedens, Ha'detgodteriets, Selvomsorgens, den fladeste Egoismes, just den „Aand“, et Folk dør af? Og hvordan med din Ungdoms Tro og Idealer ude i Verden? Friheden er blevet en Karikatur, Ligheden er noget, det kun er muligt for Diktaturerne at naa paa Vej til, og Broderskabet kan højst eksistere i Himlen, den Himmel, du ikke tror paa. Sejr, Sejr, Sejr for dig selv og dine, saa vidt man kan se, men for dine Idéer og dermed for dig selv, dér, hvor man ikke kan se dig: Fallit. En Ungdom, hvoraf du intet forstaar, staar parat med Fremtidens Faner; den venter kun paa din Grav for at storme hen over den.“ Om der er nogen saadan Stemme inde i nogen af de nuværende Føreres Sind, kan ikke vides; de har aldrig givet Udtryk for det. Men de er jo dog ogsaa Mennesker. Den kan altsaa være der. Og den vilde vel ikke have helt Ret i sit haarde Sprog, men endnu mindre helt Uret.

*

DET ER IKKE for mig nogen Glæde at sige disse Ting, men siges skal de. Tiden er altfor stor til, at Nordens Ministre kan troppe op i Fællig for at meddele, at de stadig intet har lært. Det er ikke Spørgsmaal om Arbejdsløshedsunderstøttelse og Aldersrente og Sygepleje og alt det andet Forsorgeri, der staar paa Dagsordenen mere; disse Spørgsmaal er løst til Fuldkommenhed, ja, Gud bedre det, til langt ud over Fuldkommenhed. Den Tid, der nu er inde, er de store Syners og stærke Idéers vældige Tid. Nu drejer det sig om selve den Aand, Folkene skal leve paa, de Maal, de skal sætte sig, og den Livsvilje, de lægger for Dagen. Nu gør et Folks Førstemand sig kun latterlig ved at staa og trække i sit uldne Skæg og bræge om, at naar Faaret ikke blander sig i Ulvens Anliggender, har det Ret til at vente, at saa blander Ulven sig heller ikke i Faarets. Nu gælder det om, at Folket kan leve, saa alle ved, vi har noget at leve for, et Arbejde, der venter, en Indsats, der skal gøres. Og at Folket vil leve, saa vi ingen Anstrengelser og ingen Ofre og ingen Omtanke viger tilbage for. Det betyder, at der skal oparbejdes en ny Aand i Norden. Og de 3 første praktiske Spørgsmaal, denne Aand kaster sig over at løse (og de skal løses paa een Gang) er 1) at alle har noget at bestille (til Nastrond med Understøttelser! giv en Mand en Spade og ikke en Krykke!), 2) Rigernes Forsvarsberedskab, 3) Nordens Enhed.

 

Giv en Mand en Spade og ikke en Krykke….

Vi har ikke længere Raad til at være smaa og spredte og klynkende. Vi maa skamme os overfor os selv, om vi i usalig Individualitetstrang og Selvhævdelse og Hypokondri begaar Fosterdrab efter Fosterdrab paa Nordens Herlighed.

Det kan ophidse mig indtil Raseri, alle disse overbærende Ord om de Nationalliberales studentikose Uvirkelighed i deres Unionsbestemmelser i forrige Aarhundrede, saadan som disse Smædetaler og Skuldertræk nu serveres af Døgnfluepolitikere, der aldrig selv har fostret en Tanke eller skuet et Syn højere end Fagforeningskontorloftet og intet dybere eller rigere véd, end at livsvigtige Afgørelser træffes ved, at man stikker en Finger i Vejret som Børn i en Skolestue. Med disse Fluesjæle, det tror, at Livets Mening er at finde et Stykke Sukker at kravle paa, er der næppe noget at stille op. Der er overhovedet næppe nogen Vej frem med Kommissionspolitikerne, der endnu faar Lov at hæve Diæterne, saadanne, som skal være 5 Aar om at skaffe en Vandledning til Rudbøl, og som nu fuldstændig pjerrotterer sig med rød Næse og Mel paa Kinderne ved i dette dirrende Sekund af Verdenshistorien at æde Blaar med hinanden om, hvorvidt de politiske Pensionisters Soverum her i Landet skal for Fremtiden hedde Rigsting eller fortsætte med at hedde Landsting. Hvor mon du er, du raske nordiske Sind med organisatorisk Lidenskab? i Sverige eller Norge eller Danmark eller Island eller Finland eller mellem Slesvig og Flensborg etsteds? du, der med at Par Haandfulde flinke Drenge kan lukke Fjælleboderne, lægge en nordisk Hovedstad i Skaane, give Rigerne i hvert Fald fælles Statsminister, Kirkeminister, Undervisningsminister, Hær og Told, bygge en Bro over Sundet, afskaffe Venstrekørsel i Sverige og forbyde alle Ægteskaber undtagen de blandede?

 

Fra hvor Isen kroner Jorden,

til hvor Hveden staar,

strækker sig det stolte Norden

som i tusind Aar.

Bølgebrand i dybe Fjorde,

mørke Klippers Trods,

Oltids Kraft, der tog til Orde,

Sang af avet Fos,

Tanker høje, Syner store,

det er Norden, det er os.

 

Frimandsætter, ranke, høje,

Sol og Blæst i Haar,

Kraft i Haand og Lys i Øje,

fylker Nordens Gaard,

sindige i Høvdinghøve,

ens i Hul og Held,

hidsig, kun, gad nogen prøve

paa at sige Træl,

bange blot for ej at øve

imod andre Ret og Skel.

 

Saml dig, saml dig til eet Rige,

find dig selv nu, Nord!

Du har Ret og Pligt at sige

Verden mangt et Ord.

Nordens med Sang i Gorge

slaar nu paa sit Skjold,

synger over Byer og Borge

frank og vis og bold:

Saml dig, saml dig, Sverrig, Norge,

Danmark, Finland, Isafold!

 

Kaj Munk.