Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

Herre, vort Herskab

Herre, vort Herskab, der opfylder Jorden og Himlen,
Fager er Pladsen, du gav os i menneskevrimlen.
Saltfriske vand
Gynger vort smilende Land,
Øerne leger paa Havet som Skyer paa Himlen.

Mere end tusinde Aar fik vi Lov til at pløje
Bølgernes muntre og Bakkernes værdige Høje.
Ploven drog Guld
Op af det frodige Muld,
Sølvskæl sig hængte i Sømandens strikkede Trøje.

Dog, hvad det Land, som du gav os, vi pligted at bringe,
Altid vi vidste, naar Fjender det vilde omringe.
Plovenes Jern
blev da til Sværd for dets Værn,
fredfyldte Sejl over Hav til en Rovfuglevinge.

Herre, hvis Almagt vi aner i alting sig dølge,
løft du det Land paa din Miskundheds bærende Bølge.
Evigt da kan
hen over Højene Dan
styre sin Plov med de jublende Maager i Følge.