Ved Ulla Poulsens Afskedsdans

Ak, Lillefolket, som i Vuggesenge
endnu er fri – o Naade! – for at sanse,
hvor Jorden, der gik skyblødt paa sin Gænge,
igen er brat og haardt bragt til at standse,
de nagler vel engang med Spottens Landse
vor Tid af Pral og Blod og Judaspenge:
„Hvert Hjerte gjort til en besudlet Skanse
– en Tid af Rovfuglkløer og Paafuglsvanse.

Og ingen Digter mægtede en Stanze,
som kunde overtone tyst og længe
den Løgnmusik, der Himlen vilde sprænge;
jer Tid var hæslig uden Smil og Kranse.“
Da bag en Latter vil vi os forskanse:
Hvad snakker I om Skønhed, dumme Drenge,
hvad snakker I om Smil og Blomsterkranse,
I, som har aldrig set vor Ulla danse?