Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

Den gamle Dag

Den gamle Dag den endte syg og træt.
I Vestens Puder den i Aftenstunden
sank hen, en Blodstrøm flød den ud af Munden,
og Nattens klamme Taagehær fik Ret:
at alt er kun forgængeligt i Grunden.

Men nej, det er en Løgn, en Løgn kun ti!
Lad Mørkets fejge Skygger tro paa Døden!
Jeg tror paa Livet, paa dets Kraft og Gløden
og paa dets stolte Evighedsværdi;
thi det jeg lære vil af Morgenrøden.

For Kvælden er jo træt og Natten svag,
og Mismod kun til deres Læber hæfter,
men Morgenrøden gemmer Dagens Kræfter
Saa kom! Jeg hilser dig, du unge Dag;
thi du er den, jeg vil og længes efter.