Indre Mission eller "Den kirkelige Forening for den Indre Mission" (stiftet 1861) er en folkekirkelig missionsbevægelse baseret på en evangelisk-luthersk kristendomsforståelse. Under Vilhelm Beck (formand fra 1881) voksede bevægelsen sig landsdækkende og indflydelsesrig bl.a. via bygning af missionshuse og grundlæggelse af skoler, uddannelser, foreninger og blade. Indre Mission lagde i sin kristendomsforståelse stærkt vægt på kærlighedsgerningen og den enkeltes religiøse omvendelse (vækkelse). Indre Mission med sit pietistiske ophav fordrede bl.a. en dyb inderliggørelse af troen via ivrig bibellæsning og samvær med andre omvendte og krævede også en markant og fordømmende afstandstagen fra verdslige fornøjelser, såsom kortspil og teater, der ansås som syndige. Således kan Indre Mission siges at være præget af et vist enten-eller, for- eller imodsyn, og et af Indre Missions kendetegn var da også lægmændene eller vækkelsesprædikanterne, som kunne tale dunder (en dundertale som Munk i øvrigt havde en vis beundring og sympati for) og ofte fremstillede Herren som en streng Gud, der dømte vantro til fortabelse i evighed. [DSD & NN1]