Jeg bliver en Stimand og gaar i andres Lommer

Humoristisk ordspil formet over ordet "stimand", en ældre betegnelse for landevejsrøver. Marc Auchet skriver herom i "De lollandske stjerner" (1997): "I løbet af sommeren 1938 fik teaterdirektør Stig Lommer den idé at opfordre flere danske dramatikere, Soya, Kjeld Abell og Kaj Munk, til at skrive en sketch hver inspireret af den nys udkomne film af Julien Duvivier "Carnet de Bal" (1937). Det var hans hensigt, at Carl Alstrup skulle spille hovedrollen i hver sketch og på den måde få mulighed for at vise sit glimrende talent. Munk erklærede sig imidlertid villig til at skrive hele stykket alene. Stig Lommer opgav dog projektet, på grund af tekniske problemer: mellemakterne var for korte til at Alstrup kunne nå at skifte kostumer. Cirka et år efter, i løbet af 1939, foreslog Thorvald Larsen, Folketeatrets direktør, at sætte Kaj Munks stykke op, dog med den betingelse, at forfatteren skulle rette de fejl, som havde fået Lommer til at afvise det." Ordspillet er altså en morsom hentydning til denne situation. Munk (Gunner) har "stjålet" idéen fra Lommer. Hentydningen er dog dobbelt, idet Lommers idé er "stjålet" fra Duviviers film, samtidig med at scenen med chatollet som tidligere påpeget også minder meget en hændelse i Blichers novelle "Skytten på Aunsbjerg" (1839). [MA & NØJ & ODS]