Ridder Niels Ebbesen til Nørreris i Jylland

Megen faktuel viden om Niels Ebbesen kan ikke opdrives, og den viden, som kan findes, stammer fra et enkelt værk: Jydske Krønike (ca. 1342-1350). Heraf fremgår, at en jysk væbner med navnet Niels Ebbesen 1340 ved aftenstide sneg sig ind til Randers med 47 mænd og slog Gerhard 3. af Holsten (1292-1340) ihjel i sit kammer. Niels Ebbesen slap fra snigmordet ved at flygte over Randers Bro, men allerede senere samme år omkom Niels Ebbesen i et større slag mod en holstensk hær ved Skanderborg. Episoden i Randers er siden via folkevisetraditionen i 1500-tallet blevet gjort til heltegerning, og den jyske væbner selv er blevet en myteomspunden dansk nationalhelt, som mange andre forfattere op gennem tiden har brugt som litterært materiale fx. Christian Levin Sander, N. F. S. Grundtvig, M. H. Rosenørn og Kaj Munk ("Niels Ebbesen", 1942). Gården Nørreris er den samme som "Norring Riis", der skal have ligget i Foldby Sogn i Sabro Herred nordvest for Århus, men der er en vis usikkerhed om præcist hvor. I Foldby sogn ligger "Nørreris Voldsted" i det nordlige skovbryn af Nørreris skov. Stedet er ifølge overleveringen resterne af Niels Ebbesens gård og blev udgravet i 1870, hvor man fandt en kampestensgrundmur bygget med mørtel, som muligvis er resterne af et tårn, bygget tidligt i middelalderen. I sognet har der desuden tidligere ligget en hovedgård, Norringgård, men den blev nedbrudt i 1762. [NOM & DSD & DF]