Ligesom der anvendes fiktive, associationsrige navne på landene, er skuespillets personnavne typificerende, som det ofte er tilfældet i andre af Kaj Munks dramaer, og her er de i reglen revyagtigt karikerende. Navnet Willi Kuhn associerer til ordet "vilje" (et nøglebegreb hos både Schopenhauer og Nietzsche) og "dristig" ("kühn" på tysk). Det giver også tydelig reference til den danske søofficer og politiker Henri Konow (1862-1939). Konstitueret som guvernør over Dansk Vestindien i 1916 blev det Konows ansvar at overlevere kolonien til USA i 1917, skønt han ikke selv sympatiserede med denne afgivelse af dansk territorium. Salget af Dansk Vestindien var den første politiske sag, som oprørte den unge Kaj Munk og gjorde ham kritisk over det danske demokrati. Konow blev både forsvars- og udenrigsminister i regeringen Otto Liebe, som Christian den Tiende (med ækvivalenten Ulf den Sejstende til Donland) udnævnte mod Folketingets flertal i håb om fornyede forhandlinger om Flensborgs tilknytning til Danmark trods det massive tyske flertal ved afstemningsresultatet. I ministeriets funktionstid under Påskekrisen (30. 3. - 5. 4. 1920) var Konow som forsvarsminister den, der trak tropper til hovedstaden, og i det hele taget 'høgen' i regeringen. Blandt stykkets øvrige farverige navne kan nævnes biskop Senil, direktør Uwin og den følgende ministerliste: Førsteminister Drump, Undervisningsminister Sejselnoch, Udenrigsministrice Malfan, Landbrugsminister Sleby, Handelsminister Oljean, Industriministrice Saasy, Arbejdsministrice Vit og Trafikminister Pro. Drump dumper nok under denne affære. Vigtigst er Sejselnoch og Malfan. Førstnævnte er tydeligvis et portræt af Socialdemokratiets leder Thorvald Stauning, der spillede en hovedrolle under Påskekrisen. Navnet Sejselnoch angiver, at han her opfattes som repræsentant for en ubehagelig og renlivet partiegoisme, men i slutningen er han dog kommet på bedre tanker. Voldsomst karikeret er Udenrigsministrice Malfan, hvis navn dels leder tankerne hen på at 'male fanden på væggen', dels på sammensætninger med mal- i latinske sprog som "malfare" (ondskab på italiensk) og "malfattore" (forbryder). Udenrigsministrice Malfan er en karikatur af den socialdemokratiske toppolitiker Nina Bang. Malfan taler et opstyltet akademisk sprog fyldt med fremmedord. Nina Bang var ikke bare noget så ukvindeligt som socialdemokratisk 'skygge-udenrigsminister', men også som magister i Historie højtuddannet akademiker. Også Nina Bang spillede en hovedrolle i Påskekrisen. I 'Foraaret saa sagte kommer' beretter Kaj Munk om det voldsomt negative indtryk, som netop Stauning og Nina Bang gjorde på ham ved deres fremtræden på møder i Studenterforeningen omkring 1920. Ligesom portrættet af Malfan i stykket er billedet af Nina Bang i den førnævnte Henri Konows politiske erindringer enestående negativt. I stykket er det en satirisk pointe, at 'mandlige' ministerier som udenrigs-, industri- og arbejdsministerierne er besat af kvinder. Nina Bang blev i 1924 verdens første kvindelige minister i regeringen Stauning. Udenrigsministeriet var dog for 'mandligt' et område, skønt det var hendes speciale; hun blev undervisningsminister.