Med Grundloven af den 5. juni 1849 afskaffedes Enevælden, og der indførtes indskrænket monarki og repræsentativt folkestyre med en lovgivende rigsdag med to kamre, Folketinget og Landstinget. Valgret havde frie mænd, ikke tyende og kvinder. I 1866 gennemførtes en stærkt konservativ revision, som indskrænkede demokratiet, bl.a. ved kongelig udpegning af en del af Landstingets medlemmer. I forlængelse heraf udspillede der sig en lang, bitter Forfatningskamp. Mellem 1871 og 1901 havde den af kongen udpegede regering, der repræsenterede partiet Højre og havde hovedsagelig opbakning hos godsejerne og det højere borgerskab, et folketingsflertal imod sig, bestående af forskellige grupperinger af Venstre og (fra 1884) Socialdemokratiet. Ved Systemskiftet 1901 blev det parlamentariske princip knæsat – ingen regering kan have et folketingsflertal imod sig – og Venstre overtog regeringsmagten. Efter mange års fornyet grundlovsstrid blev Den Anden Junigrundlov vedtaget i 1915. Tokammersystemet blev bevaret, men den kongelige udpegning af landstingsmedlemmer blev afskaffet. Den vigtigste ændring var dog gennemførelsen af den almindelige valgret, altså også valgret til tyende og kvinder. De første valg efter den nye grundlov blev dog, under henvisning til krigen, udskudt til 1918. Endnu i 1919-20 var der politisk konflikt om en række følgelove, herunder en ny valglov efter et mere retfærdigt forholdstalssystem. Konflikterne om valgloven var også med til at udløse Påskekrisen.