Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

En Hilsen: Fra Pastor Kaj Munk

En Hilsen.

Fra Pastor Kaj Munk.

Hr. Teateranmelder Frederik Schyberg!

I Aftes i Esbjerg var jeg heldig: jeg fik købt en „Dagens Nyheder“; den er næsten altid udsolgt.

De anmelder for 3. Gang „Cant“. Har tilmed taget Billet til Slagelse. Tro mig; Deres interesse for mit Stykke har smigret mig, Deres Udtalelser om det ofte glædet mig: De synes af og til at have forstaaet noget af det.

Deres Indvendinger mod Ændringerne er absolut rigtige: men, min Herre, ikke fyldestgørende. De noterer træffende, hvad Stykket har tabt, men ikke et Ord om, hvad det har vundet. Og, undskyld, man kan i ethvert Regnestykke indskyde nye Tal og dog faa samme Facit. Forøvrigt kan en Ændring aldrig vurderes sikkert af den, der véd, det er en Ændring, han vurderer.

Men dette er kun en temmelig ligegyldig Indledning. Pudelens Kerne er denne: De er en lovende ung Mand, Hr. Kritiker, skal, forhaabentlig i mange Aar, være dansk Dramatik en god (eller ond?) Aand. Lov mig saa een Ting: Lad Clicheerne fare: Waldweben og schillersk Maner og Vanvidsscene og alt det der. Hver Gang saadan en melder sig, saa se strengt paa Dem selv og sig: „I Papirkurven, Frederik! Ingen Godtkøbskritik her."

Saa har De pæne Muligheder for at blive den ak saa Savnede, som man kan sætte Pris paa at faa Blomster og raadne Æbler af.

Deres ærbødigste

Kaj Munk.