Marcus Lauesen og hans Kritikere

Marcus Lauesen og hans Kritikere.

Af Kaj Munk

Forfatteren, Pastor Kaj Munk skriver om Marcus Lauesens nye Bog.

Skal vi tale sammen om Marcus Lauesen? Han er det nemlig værd, baade i Skæbne og Produktion. Efter at Højesteret for et Par Aar siden havde kendt ham værdig til at løftes paa Skjolde, har samme høje Domstol nu vedtaget hans Nedstyrtelse til Nastrond, dog ikke helt uden Dissens. En stakkels læg Læser langt ude paa Landet, der fra første Færd af har tilladt sig at anbringe et Spørgsmaalstegn hist og her efter Kritikkens allersomvældigste Udraabstegn, har ikke kunnet dy sig for en grim lille Følelse af Tilfredsstillethed: saa kom da omsider det Øjeblik, da den københavnske Sagkundskab maatte til at gaa i sig selv for at hale igen fra sin Bommert. Og med et vrantent og modvilligt Suk lægger man sine 6 ½ Kroner paa Bogladens Disk og slæber sig hjem med „De meget skønne Dage“ for at give sig i Kast med Makværket.

Naar man har læst Bogen til Ende, sidder man et Øjeblik stum. Over hvad? Over sin egen Dumhed, sin egen Immobilitet. Bliver man da aldrig klogere end at man bestandig paa ny kan nare sig selv til at tro, at det siger noget afgørende om et Digterværks Værdi, hvilke Karakterer tre forslidte Fyldepenne faar rablet ned i de Blade, der holder dem. En Romans Skæbne afgøres her i Danmark af Henning Kehler, Tom Kristensen og Hans Brix. Det er dygtige Mænd alle tre, og tillige Folk af Retskaffenhed i Henseende til, at – det har man da Indtryk af – de læser de Bøger, de skriver om, hvad burde være mere end en Selvfølge, men er en Ros. Det er ikke Mændene, det er galt med. Hans Brix er den af dem, der har det fineste Øre, Kehler den største Nidkærhed, Kristensen det varmeste Hjerte. Lidt ondskabsfuldt kunde man sige, at de udøver deres Kald paa den Maade, at Brix har størst Respekt for Kunstværket, Kristensen for Kunstneren, Kehler for sig selv som Kritiker af begge Dele. Nej, det er Systemet, det er galt fat med. Er Aand ikke noget saa ubestemmeligt, at det overhovedet er farligt, er umuligt at tale om Sagkundskab? Det var ti Gange bedre om Bladene aabnede deres Spalter for Referater af en ny Bog om dem, end at holde en Ekspert til at færdige den af med et „Dumpet“ eller „Bestaaet“. Foruden at det er fortvivlet, at et Aandsprodukt laves om til en Sensation, hvor Anmeldelserne skal staa rygende varme samtidig i alle førende Aviser den Morgen, da Sensationen futtes af. Har vi da saa grueligt travlt? Kan ikke engang en Bog, der dog helst skulde have lidt med Evigheden at gøre, faa et Par rolige Dage til selv at gøre sig gældende i. Ogsaa overfor de Herrer af Anmelderfaget. Hvad er det egentlig for en Maade at behandle en Bog paa? faa den ind gennem Postsprækken og skulle have den læst og til Nød ogsaa forstaaet, i hvert Fald bearbejdet til en tospaltet Artikel inden næste Post! Sæt, det træffer paa en Dag, da en af disse Mænd har Mavepine. Eller skal giftes. Eller sæt, det var en – ganske vist sjældne – Bøger, der skal fordøjes, inden den giver En sin Næringsværdi! Men saadan er de altsaa stillet, de, der skal vejlede et helt Land i dets Litteraturforbrug.

Dette til Undskyldning, dette til Forklaring paa, at Kritikken, der greb saa fejl i sen Tid med Ophøjelsen, har grebet endnu fejlere denne Gang – med Nedstyrtelsen. Og alligevel forbliver det svært at forstaa, især da de to heftigste Fordømmere ikke kunde tilbageholde et Suk – og utvivlsomt et ærligt – over at maatte droppe deres Yndling. Med Henning Kehler kan man endda begribe det en Smule: hans særlige Metode, Knald eller Fald. Metoden kan bevirke, at han i sin Retfærdighedsiver maa gribe til Faldet, naar Knaldet ikke kan gentages. Men den gode Tom Kristensen, hvis Anmeldelser man næsten altid læser med en Slags – man kunde fristes til Sentimentalitet og sige: Taknemmelighed, fordi de bæres af Ydmygelse – ikke, at det gælder for ham om at gale i Billeder eller knuse med Fyndsprog og vise sig selv frem, men bare at være til Tjeneste at pege paa det kønne og gode og det uheldige, der nu kan siges om dette Arbejde – hvorfor har dog ogsaa han følt sig forpligtet til med et at svinge Knutten mod den uskyldige?

Med den læge Læsers fuldgode Ret og med „De meget skønne Dage“ i Haanden fremturer en Mand i det Blads Spalter, der mere end noget andet gav Skulder til at bære den unge Sønderjyde i Guldstol, og siger: Stop nu lidt! Marcus Lauesens sidste Bog er stadig ingen fuldkommen Bog, men den er et stort Digterværk, rig paa godt. Det skal indrømmes, at det besynderlige Forlag, der udgiver den, har gjort, hvad der nu stod i dets Magt for at umuliggøre den ved paa Omslaget at opstille en Indholdsoversigt, der – for at citere den forsigtige Professor J. C. Jacobsen – er noget af det mest idiotiske, der – jeg vil ikke sige eksisterer, for jeg kender ikke Grænsen, men som i hvert Fald jeg har set. Her oplyses, at Bogen handler om, hvem der har Ret, den alvorlige Mand, der lukker sig ude fra Verden, eller den lille Kunstnerinde, der ser lyst paa Tilværelsen? Manden, for hvem Arbejde er alt, eller Kvinden, for hvem Nydelse er alt?

Fraset at Modsætningerne ikke synes umiddelbart indlysende i første Sætning, maa disse Spørgsmaal jo siges at være overkommelige at besvare og skulde kunne klares uden Hjælp af en Digter af Lauesens Karat. Det er naturligvis heller ikke det, der brænder paa.

Der spørges overhovedet ikke i Bogen. Det er ingen Krydsogtværsopgave, intet Problemeri. Det er en Bog, der fortæller – om Løgnen i dens mest subtile Form, nemlig Løgnen, der er Sandhed, og saa hvordan Løgnen slaas i Stykker. Sagt ukunstigt: den handler om vor Tids genialeste Bedrag: Hyldningen af Kærligheden som en Guddom, javel, mens vi alle af fri Vilje lever under Egoismens d. v. s. Hadets Tyranni. Det er denne Løgn, at mens alle priser Kærligheden, tænker alle udelukkende paa sig selv, deres egen Fremgang, deres eget Velvære, søger enhver kun sit eget, det er dem, Marcus Lauesens her vender sig imod, ikke med funklende Spot, ikke med sviende Latterliggørelse, ikke heller – hvad man har beskyldt ham for – med Prækeri, heller ikke med afmægtige Digteraarer eller grumme Profetforbandelser, men med et stort Sinds hele stille grebne Varme, ja, og Tro, saa han vover at tage sit Menneske ved Haanden og føre det frem fra sig selv og sit eget Velbehag og til Kærligheden dens Afmagt og Sejr og Kval.

Den Cant, en anden dansk Digter groft og manisk udstoppede Henry VIII med, har Marcus Lauesen uendeligt finere og nænsommere bredt over Digteren Josef Garding. Han har forladt sin Kone og sine Børn – for sit Kalds Skyld, ikke sandt: I Ro og Klarhed med sin Voksende Berømmelses Glans som Baggrund sidder han dér i sin egen uforstyrrede Efteraarsverden og digter for Menneskene om Kærligheden:

Over hele Jorden skal Kærligheden vokse

større end noget anden Træ, som Gud har skabt.

Meget skønt digter han om dette meget skønne i de meget skønne Dage, mens ude i Verden hans Børn tumler rundt uden en Fars Tanker paa sig og uden et Hjems trofaste Tilhold, og hans forladte Hustru sidder etsteds med Bitterhedens Kræft ædende sig frem i hendes Indre. Langtrukkent, ja, men saa absolut med Mesterskab skildrer Digteren over Bogens første 60 Sider sin Kollega i hans ophøjede Liv i Værdighed og Skønhed med saa fint et Skær af kloge Tanker og indtrængende Billeder, at det er for Læseren, som Høstens Lys ligger over det hele. Morsom er Marcus Lauesen jo ikke, og morsom bliver han aldrig. To Steder i denne Bog, en Mand i Løb efter Jordemoder og ved hans Hjemkomst, forsøger han det, men hvor falder det tvungent, som om han har sagt til sig selv: „Du skal vise dem, at det kan du ogsaa.“ Ellers er det noget stout ved Lauesen, at han hidtil pure har nægtet at tage ved Lære af Kritikken: Naa, en Bog kan dog ogsaa være læseværdig uden Hjælp fra Fligende Blätter. Værre er det med Kompositionen. Da vi forlader vor Digter Josef Garding, falder vi med Døren ind i Huset til et Barselsværelse og maa overvære hele Fødslen. Det er os komplet uvedkommende og græsselig pinligt, og vi er nærved aldrig at slippe derfra. Men da vi naar til Beretningen om et Hjem, der gaar i Hundene paa Grund af alt for megen Lykke og Kærlighed, Kærlighed, der er, ret beset, det modsatte: Egenkærlighed, og til Omtalen af en Dame, der paa Grund af, at hendes Hjerte er hos Armeniere og Sudannegre, slet intet Hjerte har (samme Motiv), har Skildringen atter Rejsning og Visdom. Men nu er Josef Garding kaldt ud af sin selvspundne Verden, og Digteren fører ham fremad med sin stærke og milde Haand. I et Sprog, der intet har lært af Johs. V. Jensens, der jo altid bestænker os frydefuldt som et sprudlende Springvand, til vi dyngvaade og overpøsede bjærger os i Hus, et blankt og nøgternt Sprog uden Krumspring og Kruseduller, et, der ikke er til for sin egen Skyld, men for at være Redskab for Tanke og Skildring, leder Digteren sin Digter ud fra det Løgnens og Skalkeskjulets Slot, hvor der digtes om Kærligheden, til den Jord, hvor Kærligheden leves. Denne forfinede Hr. Forfatter Garding, der havde følt Væmmelse ved at se Georginerne efter Nattefrost – „en Blomst maa da kunne forstaa at dø skønt“, som det mesterligt hedder i den Gardingske Tankegang, et Udtryk, der efter Ekstrabladets Redaktørs Mening er det mest krukkede Pladder, den herligt hensynsløse (hil, hil), men uforsvarligt hastige („det første Skældsord er det bedste“, fy, fy), Frejlif Olsen – denne ophøjede og afklarede Verdensberømthed maa ind i Fængslet for at træffe sin Søn som Morder, maa ind til Hustruens Dødsleje for at prøve at fatte om hendes Haand, før det er for silde. Og Vandringen lykkedes ham. Han lærer at forstaa, at bedre en at digte himmelsk om Kærligheden er det at leve den jordisk. Tankens og Versets tilbagetrukne Verdensnavn var ikke mere; „der var opstaaet et nyt Menneske. Det hed kun Far.“

„Lauesens er et Lys i Syd,“ skrev Professor Brix efter Læsningen af Bogen. Snarere er han som et Fyrtaarn; hvor hans Kunst er højest at ligne ved et Fyr. Ofte Mørke. Usammenhæng. Men se, saa er Lyset der. Roligt og klart og højt. Ja, højt som en Stjerne. Visende Vej for Mennesker, der kæmper mellem Liv og Død.

Kaj Munk.