I Begyndelsen var Ordet

I Begyndelsen var Ordet

Af Kaj Munk.

Kære Egon

Din lille Artikel i „Aftenberlingeren“ for 28 dennes glædede mig, bl.a. fordi det blev en af mine gamle Skolekammerater fra Maribo, der gav mig Anledning til offentlig at indlade mig paa en Orientering i et Par af de Spørgsmaal, som jeg har lagt Mærke til bekymrer en Del af de Læsere, for hvem min Produktion har en Smule Betydning.

Dit Slutspørgsmaal til mig: „Er du Præst – eller bare Kunstner?“ kan du imidlertid ikke kræve Svar paa; dertil er dette „bare“ alt for fornærmende. At være Præst er hverken mere eller alvorligere end at være Kunstner. Selvfølgelig er der Kunstnere af den Art, at de har et Talent, som de udnytter til at tjene Penge paa. Men, kære, tror du ikke ogsaa, der er Præster af den Klasse? Men naar Kunstneren er rigtig Kunstner, saa er han Præst i Sandhedens Tempel og staar med hele sit Væsen inde for, hvad han i Øjeblikket giver fra sig som Kunstner. Dette gælder Robert Storm Pedersen og Shakespeare og Ulla Poulsen og Frimenighedspræst Morten Larsen i Holstebro og Frederik Jensen – og hver eneste anden Forkynder i Arkitekturens, Billedhuggeriets og Malerkunstens og Musikkerne og Ordets Riger, blot han har faaet den Hemmelighed, der hedder – ja, hvad skal jeg sige – Talent? Kald?

Du maa altsaa ikke sige „bare“ om Kunstneren. Hvad der (for Resten daarligt nok) sømmer sig en Søren Kierkegaard, sømmer sig ikke en Egon Larsen. Hvad enten man er Præst eller man er Kunstner – i det at strække sig til sine Evners Yderste for at delagtiggøre sine Medmennesker i den Anelse om Sandheden, der i Øjeblikket fylder En selv, er man kun et. Privat er Kunstneren – eller Præsten – ofte kun det, som Jeppe med Tugt af melde fik i Fingrene, da han vaagnede efter at have været Greve. Og stundom er det, han selv højagter som det yppersted af sine Ydelser, uhyggeligt eller traurigt præget af, hvad han er privat. Stundom sover den gode Homer, sagde de Gamle skaansomt. Men naar Aanden virkelig er over ham, da er det, han er Kunstner og Præst.

Men nu til Sagen. Dit Spørgsmaal lyder altsaa saadan: i Otto Larsen-Striden, hvor staar du, indenfor eller uden for Guds Ord? Og hertil skal jeg svare dig ganske enkelt: jeg haaber, at baade Otto Larsen og jeg staar inden for Guds ord.

Om Otto Larsen kan jeg ikke her gaa i Enkeltheder. Det har jeg gjort saa ofte, det kan vi ikke længere spænde Folks Opmærksomhed med. Men om min egen Stilling kan det vel ikke kaldes malplaceret at anbringe et Par Ord, al den Stund jeg æskes frem. Saa lyder da Menneskers redelige Spørgsmaal til mig gennem Breve og Artikler, nu ogsaa gennem din: hvordan kan du paa et Teater tugte Kirken for, at den ved sin Vantro hindrer Guds Undere i at ske, og samtidig i Avisartikler kæmpe for, at en Præst, der har den Vantro og aabent vedkender sig den, skal forblive inden for Kirken?

Og hvad skal jeg saa svare? Jeg ved det i Virkeligheden næsten ikke, ved bare, at jeg i begge disse to Tilfælde har handlet rigtigt. Hvor gaar saa Forbindelseslinien mellem dem?

Ja, se, for det første er Mennesket jo ikke en Grammofonplade, der paa Foranledning giver det Stykke fra sig, der en Gang er indspillet, og aldrig noget andet. Disse trosstærke Sjæle, der ved, hvad der skal tros, og ved, hvad de selv tror – jeg forstaar dem egentlig ikke. At Jesus er født af en Jomfru, ja, man kan maaske virkelig være fuldt og fast forvisset om det i Dag, men saa ogsaa i Morgen? Vankelmodig og vægelsindet! Saa! Saa! Saa! „Jo-e, du kan være forvisset om, at der er Tusinder, der baade i Dag og i Morgen og Livet ud er forvisset om, at han ikke er det“, indvender du. Javel, men det er jo bare Folk, der tror paa Sandsynligheden. Den er nem og billig. Men vi andre – hvordan kan vi komme længere end til, at denne Skat har vi i Lerkar?

Ser du, Egon, om ikke af anden, saa af denne Grund, at Troen er det udefinerligste af alt, gaar jeg ikke med til Kætterforfølgelse. Jeg er rygende uenig med Otto Larsen, jeg tror slet ikke, det er den Vej, vi skal, der er Dage, da jeg ved, at det passer bogstaveligt, at Jesu Legeme løftede sig opad og forsvandt bag en Sky for Disciplenes Øjne paa Himmelfartens Dag, og at fromme Helgener hele Kirkens Historie igennem har gjort Mirakler i Stil med Kristi – der er andre Dage, da vor Tids Religion, Troen paa Sanserne driller mig saa haardnakket, at jeg er paa Vej til et: „Gammelt Sludder og Ævl det hele!“ Men naar jeg skal tale til Mennesker – fra Prædikestol eller Scene, naar jeg gør mig helt tom og lille om dog Aanden maatte fylde mig og blive stor, da har jeg lagt Mærke til, at det just er de saakaldte Oldtidsforestillinger, der melder sig, alt det med det overnaturlige og underfulde, og det har styrket mig i Troen paa, at Kristendommen just er Fjenden for vor Tids, Sansernes, Religion, og skal Kirken blive til religiøs Hjælp for Fremtiden, da er det just Troen paa Jesus som Guds Søn, paa hans Mirakler og Opstandelse, paa Bønnens Stordaad og Daabs og Nadvers almægtige Mystik, paa alt det, som er gaadefuldt og umuligt og i høj Grad oplagt for en højstæret Samtid at grine ad, som vi skal holde fast om med vore skælvende Hænder – som skal være Skatten i Lerkarret.

Men naar jeg er naaet til de Højder, er der en tør og snusfornuftig Stemme, der siger til mig: „Du er jo bare en stokreaktionær Indretning; nej skal Kirken reddes, gaar Vejen om ad Otto Larsen“.

Og ser du, min kære gamle Skolefælle, som var saa vidt forskellig fra mig, det blev aldrig helt afgjort i III eller IV Mellemklasse, hvem af os to der var Nr. 1. Til syvende og sidst blev det vist den lille søde Helle Nielsen. Og saadan gaar det i disse Mellemklasser. Jeg kan ikke gaa med til, at de andre Elever skal bestemmer over Duksepladsen. Det skal være den gamle Skolebestyrer selv. Maaske det paa den store Eksamensdag viser sig, at det blev hverken Otto Larsen eller nogen af de andre omdebatterede. Men saa længe maa vi finde os i at være i Klasse sammen og ellers passe vore Ting, læse vore Lektier og slaas i Frikvartererne og for Resten stole paa, at den Gamle selv styrer sin Skole.

Han sad i Kachotten, det gjorde Paulus, og hørte om, hvordan der var nogle, der prædikede en efter hans Formening rent ravgal Kristendom. Og saa sagde dette forunderlige Mandfolk: „Kristus forkyndes dog paa enhver Maade – og derover glæder jeg mig, ja, vil og glæde mig“. Paulus havde Raad til at give Afkald paa Enigheden, der saa ofte bliver konstrueret og uægte, blot de Navn, der stredes om, kunde vokse og udbredes gennem Striden.

„Jamen, i dit Stykke paa Betty Nansen-Teatret viser Johannes dog Tvivlerpræsten ud. Hvorfor maa saa Provst Helweg-Larsen ikke gøre det i „Berlingske Aften?“ Jo, kære Egon, det maa Provsten ogsaa godt, NB! naar han selv har opvakt en Død. Men naar man ikke gør en Profets Gerning, skal man heller ikke udruste sig med Profets Myndighed.

Lad os saa gøre op: Kirken kan ikke slippe Troen paa Underet; thi det er at miste Troen paa Bønnen; og uden Bøn ingen Forbindelse med Gud, og uden Gud ingen Religion. Men kommer der nu en Præst og siger modsat, nuvel, saa gaar jeg imod ham med Aandens Vaaben, for jeg kender ikke andre, der er hæderlige i den Slags Kampe – og faar han stort Følge, jeg siger han stadig imod, men glæder mig over, at Kristus prædikes paa enhver Maade, og aner maaske inderst inde noget om, at Gud engang vil smile og sige til os: „Smaabørn, hvor I pludrede i Munden paa hinanden i jert hjælpeløse Sprog. I mente nok egentlig det samme, men kom nu ind her med mig, saa skal jeg vise jer Sandheden“.

Samtidig med, at Berlingeren kom ind ad Døren med din Artikel, arriverede ogsaa en Ligprædiken over Inger, holdt i en eller anden Avis af ingen ringere end Slotspræst Oscar Geismar. Jeg tvivler paa, at unge Mikkel Borgen vilde have faaet megen Opbyggelse af den. Med mange flyvende Ord om Evighedens Stjerner og Timelighedens Forkrænkelighed og Gud ved hvad, forklarer denne Bjørnsons Samtidige, hvilken Naturstridighed og Irreligiøsitet (o, hvilken Sammenstilling!), jeg gør mig skyldig i ved at lade Inger kalde tilbage til Døden. Nu, jeg gør det dog kun i et Skuespil. Langt tungere rammer Anklagen Kristus, der opvakte Lazarus i Virkeligheden.

Det maa jo paa Religionsstifterens Vegne meget beklages, at han saadan har udsat sig for Aartusinder senere, at desavoueres af sine egne Disciple, der endog er avanceret til Hofpræst. Død er død, forkynder Præsten, og Lazarus' Søstre skulde præstere Lydighed og ikke Bøn, der her för tilfället kaldes Oprør. Ja, saa vidt naar Slotspræsten, at han er ved at erklære sig enig med den taabeligste af alle Anmeldelserne, der krævede, at naar Skuespilleren i en Tragedie døde, skulde han virkelig dø; ellers troede man ikke paa det. (Saa fik vi da Ende paa Stjernekomedien). Saaledes taler altsaa Slotspræsten. Og saa er der endda Folk, der siger, at Pastor Bandbul er karikeret!

Der er imidlertid en Kerne af Alvor i denne Spøg, og derfor nævner jeg det her i Brevet til dig. Ofte faar jeg i disse Dage af alvorlige Mennesker det Spørgsmaal: Hvorfor opvækker De ikke selv Døde? Saa modstiller jeg et andet Spørgsmaal: Hvem giver Dem Lov til at identificere mig med nogen Person i Stykket? Og mindst maa De gøre det med Profeten. Jeg er kun Præst og Kunstner – og ligner jeg nogen i Stykket, saa lad det være Bandbul – efter Apotekerens Recept om Digtning, der er at holde Dommedag over sig selv.

Og husk saa, at selv Profetens Magt beroede paa et: Saa sandt Gud vil det. Her er Selvtægt Afmagt. Men Lydighed mod Gud spærrer ikke et Barnesind ude fra Forventning om det underfulde. Det er Præstens og Kunstnerens Kald i bange Hænder at løfte for en taknemlig og spottende Samtid den tunge og straalende Sandhed, at i det Liv, vi lever, er Mulighedens Grænse ikke at se.

Ja, kære Egon, nu har jeg skrevet til dig – og gjort det mere aabent, end jeg har for Skik. Du spurgte offentligt, saa maa jeg svare offentligt. Og nu er der vel nok dem, der vil forvrænge og misforstaa; saa lad dem! Du vil det ikke.

Venlig hilsen

Din hengivne Kaj Munk.