Nyt fra Bogladen

Nyt fra Bogladen

Af Kaj Munk

Kaj Munk skriver i denne Kronik om en Række af Efteraarets nye Bøger, der særligt har interesseret ham

BLANDT det meget, man er stolt af sit lille Land for, er det Styrt af Bøger, Efteraaret overfalder os med. Der er noget for enhver Smag, altsaa ogsaa for den gode. Man maa forbauses, naar man ser det pragtfulde Udstyr, der kan ofres paa f. Eks. et Værk som Gilgamesh-Eposset, som Nyt Nordisk Forlag – formodentlig uden større Haab om at præstere en best-seller – har udsendt i Oversættelse af F. L. Østrup og med Billeder af Mogens Zieler, der med henrivende Frækhed laver Kabaretkunst paa Oldbabylonsk. I en saadan Form for Næsvished, der NB.! kræver at tages alvorligt, er der noget, der gefaller os svært, selv om den frister vor Tunge til at kalde Babylon for Bybalonien og saaledes tale om bybalonisk Kunst. Forleden kom der paa samme Forlag en kongelig Bog om All-round-Geniet da Vinci. Og i Dag er det Voltaire, der rykker ud i Pragtudgave, som en Forfølgelse af Sukcessen med Boccaccio i Fjor. Hvad Voltaire tænker, ved jeg ikke, men hvad Forlæggeren for Nyt Nordisk Forlag tænker, ved jeg endnu mindre: han maa paa Bindet af en Bog, han selv udgiver, se sit Forlag stavet med smaa Bogstaver og derefter ligesaa sit Navn. Nu ryster Verden i sine Hængsler. Febrilsk skar man Bogen op – aah, det gjorde godt, København har dog endnu bevaret sit j paa Titelbladet, endnu er der noget i denne Tidsold, der staar fast. Men hvor ender Hr. Busck, hvis han fortsætter i Løssluppenhed? Han køber Rundetaarn, skal De se, og indretter det til Bar.

Forunderligt, at man aldrig kan blive færdig med Jesus. Den fjerde Nyhed paa mit Bord fra omtalte Forlag, bærer hans Navn. En lille Bog, henved 100 Sider, Jesus af Nazareth, skrevet af O. Thune Jacobsen. Den er ingenlunde sensationsmæssigt udstyret, men der er dem, der vil faa mere ud af at studere den end Voltaires Candide. O. Thune Jacobsen er Dr. theol. Det skulde ganske vist være nok til straks at skræmme Uvildige bort til fjerne Egne. Men saa er han ogsaa Regensens Viceprovst; det vejer meget op. Det bedste ved ham er, at han er en inderlig og sanddru Kristen, saa sanddru, at han maaske ikke engang vil kalde sig med det Navn. Men vi, der har haft den Lykke at kende ham engang, ved bedre. Der var da endelig en Mand, man helt følte sig tryg ved, aldrig vilde han finde paa at begynde at præke for En, men af og til i ubevogtede Øjeblikke blinkede det, han ikke prækede, frem af, hvad han var.

Det er mærkeligt med den Thune Jacobsen, for hvergang man læser noget af ham, sidder man og synes, at det kan jo være rigtigt nok, og det er saamænd meget nydeligt pønset sammen, men uden al Barmhjertighed: det er jo dog noget humanistisk Teologiragelse, der ikke det bitterste kommer vor Tid ved. En meget smuk lille Lampe, som er pudset og holdt pænt, og med en elskværdig Smule Flamme, som skinner nok saa net, saa længe man passer paa ikke at lukke Vinduet op. Men bliver man ved med at læse, opdager man, hvor groft man har taget fejl. Der maa være noget Trolddom ved den Lampe, for Thune Jacobsen bliver netop ikke siddende inde i Studerekammeret med den; han vover sig endog længere ud end til Studentersold; ja, rent ud sagt, han marcherer ud med den i den regnpiskende og stormhylende Verden, der er vor, og dér sker det forunderlige: Lampen gaar ikke ud. Flammen kan nok blafre, men den bliver ved at skinne, og et stort Stykke af det, som var Mørke og ellers vilde være vedblevet at være Mørke, bliver til Lys.

Det Synspunkt, Forfatteren ser Jesus under, er som Søn af et Folk, der ikke er frit. „Den romerske Stat“, læser vi, „havde efterhaanden fra en republikansk Samfundsorden udviklet sig til en saadan Samfundsorganisation – – – at man under kritiske Forhold lagde Magten i Hænderne paa en enkelt Mand, en Diktator, som skulde gøre, hvad han under den foreliggende Situation saa som formaalstjenligt for Statens Frelse uden Hensyn til, om Lovene derved kom til at sove for en Dag. Med Kejsertiden naaede denne individualistiske Samfundsudvikling sit irreligiøse Højdepunkt… . Under Bestræbelsen for at lægge flere og flere Lande ind under deres Magt skabte de romerske Statsmænd Skridt for Skridt ved Hjælp af dens Legioner og deres Politik en Tingenes Orden, en Virkelighed, hvis Love ingen, om han skulde begaa sig, kunde sætte sig ud over, og hvis Tryk mærkedes helt ned i det daglige Livs Forhold…“

Født under dette Tryk og vokset op under det skal Jesus vælge. Enten: alliere sig med det, thi „den Fasthed og Stabilitet, hvormed den romerske Samfundsorganisation traadte Jøden i Møde, gav ham ikke blot Mulighed for at eksistere … Den bød ham ogsaa en Stige, ad hvilken han kunde klatre til Vejrs og gøre sin Lykke, om han uden Samvittighedsskrupler kunde stille sig til Raadighed for de regerende som Haandlanger“. Eller: gøre Oprør mod dette Tryk, sprænge Ringen, ikke med Dynamit, som ikke stod til hans Raadighed, men ved at skabe en Virkelighed, sin Virkelighed, stærk nok til at fortrænge Romervirkeligheden og gøre den til Uvirkelighed. Det er da betegnende, at ikke en eneste Gang hører vi om Sammenstød mellem Jesus og de fremmede i Landet. Hvorfor ikke? For det er slet ikke Vejen, ad hvilken Jesus skal naa sit Maal. Han skal bygge sit eget Rige op, og det (ikke han) skal, naar det er stort nok, sprænge det romerske. Derfor bliver Jesu Fjender Sadukæer og Farisæer, nemlig de uforstaaende, der vil hindre ham i Opbyggelsen af dette hans Rige. Meget smukt og meget dybsindigt, enkelte vil vel sige subtilt, giver Forfatteren sin Forklaring paa „det Ord om Jesu Kors og Død, der har saa stærk en Tone.“ Han maatte miste Disciplene for ret at vinde dem, deres Svigten var nødvendig for deres Troskab, deres Synd for deres Sejr. Han maatte altsaa selv med hele sin Person kaste sig ind under det Ideal, Selvhengivelsen, som er den polære Modsætning til det Ideal, han følte sig kaldet til at bekrige og knuse: Selvhævdelsen.

Jeg kan ikke se rettere end, at der for moderne Mennesker er noget ligefrem – lad mig være vulgær og sige spændende i den Maade, Thune Jacobsen fortæller Lidelseshistorien paa. Enig eller uenig – det sætter Overvejelser og Følelser i Gang inde i En, det hjælper til friskere at tilegne sig det Stykke Litteratur, der er Kristne det dyrebareste af alle.

Men saa kommer vi til Afsnittet om Jesu Opstandelse; og der maa jeg sige, at Gloser som visionær og hallucinatorisk efter min Regnebog, og jeg bruger stadig Christian Hansens, er utilstedelige Størrelser. Hvad der iøvrigt forklares, kan jeg følge meget langt; men over for selve Paaskemorgen dér har jeg den krasse Tro, at enten er Kristus opstanden med Legeme og det hele, eller ogsaa er det Løgn. Uden at jeg dog vil have at gøre med at nægte Kristennavn til de anæmiske, der kan nøjes med Mellemveje.

Der er nok, der i disse Tider spørger om Kristendommens Stilling til Verdensmagten. Thune Jacobsens Bog er sandelig ikke nogen ringe Besked. Den løser ikke de Problemer, der kun kan løses ved personligt Valg. Men den giver fin Retledning frem mod Valget. Modigt og tændt af en større Flamme skinner dens lille rolige Lys for os midt i Regnen, der slaar os i Ansigtet, og Stormen, der hyler i Mørket.

*

Der er ogsaa en anden Dr. theol., som er ude med en Bog i disse Dage. For at den skal kunne trække godt, er der Tvespand, baade i Forlaget (Jespersen og Pios) og i Bogen, der hedder Kirken, med Undertitel: Hvad enhver bør vide om vor danske Kirke ved Provst Otto Holmgaard og Dr. theol. Niels Nøjgaard. Her skal de altsaa være to for at være Provst og Doktor. Meningen med den er vistnok med Pegepind letfatteligt og hurtigt at gennemgaa alle Smykkerne i det Skatkammer, der hedder den danske Kirke. Er det saa lykkedes at sige noget om dem, der aabner vore Øjne for Rigdommene, eller vise dem frem paa en saadan Maade, at de faar Lov at tale for sig selv? Bogen banker af et Hjerte (eller altsaa to), der slaar varmt for vor gamle Kirke, gammel som vort Folk i historisk Tid; men underligt nok føles den noget kold i sig selv, saa alt for upersonlig, det er hele Tiden Gaard, der har Ordet, man kan aldrig mærke, hvornaar det er Nøj, og hvornaar det er Holm. Selv et Skrift, som den lille Katekismus, der jo er ganske livforladt at indstoppe i Børn – nu er det sagt – selv den bærer dog af og til endnu Præg af Morten Luthers grove og hidsige Næve. Danske Kirkemænd – og Provster og Doktorer maa vel antages at staa paa yderste højre Fløj – er der ærlig talt ikke meget Grin ved. Ak, drøje Peder Palladius, vi savner dig saa saare! Men en pæn Bog er det rigtignok med en Viggo Bangsk Omslagstegning af en Kirkeindgang saa nydelig, at aldrig har nogen Synder passeret den. Og den Kristendom, der balancerer sig gennem de Par Hundrede Sider, er der heller ingen, der vil tage Anstød af. Den bygger tro paa Daab og Nadver (uden dog visst at faa gjort disse to Gaader overtalende for nogen modvendt), den henter sin Sjæleføde tro ved den ugentlige Gudstjeneste, og den prøver tro at holde sig de aandeliggjorte Mosebud for Øje. Troskab er i det hele Bogens Præg. Den er klar og letfattelig, saa vidt det overhovedet er muligt. Men det bedste ved den, og det, der kaster det Skær af Livfuldhed, som Teksten savner, hen over dens Blade, det er en Skat af Billeder, der skal vise, hvor rig og mangfoldig og allestedsnærværende i vort Folk dets Kirke er, lige fra Museet og til Brudeparret, lige fra Harald Blaatand og til Kristus kommer igen som Dommer over alle levende og døde Danskere, saadan som en dansk Kunstner af de Største har digtet det med sin Pensel. De Billeder kunde jeg nok have Lyst til at dele med mine Konfirmander i mangen hyggelig og værdifuld Stund. I det hele vil Bogen være en flink Hjælp for Præsten ved Konfirmandundervisningen – savner dog som Haandbog en Emneliste. Maaske er den tænkt som Konfirmandgave, og dertil kan den lige saa godt bruges som J. P. Jacobsen, der engang fik Stiftsprovstinder til at besvime af Forargelse, og som nu af samme værdige Damers næste Slægtled overrækkes 14-aarige med Lykke og Velsingelse og Pandekys. Denne Bogs klare og rolige Stil vil sunde Børn i hvert Fald bedre kunne tage end Jacobsens overdaadigt skabagtige og belastede – og i begge Tilfælde vil de næppe læse dem, før de er 60.

Kaj Munk.