- KMF Journalistik ID:
- J281032-JP
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 28. oktober 1932
- Kommentar:
- Om "Ordet". Sv. t. Karl Nielsen i Jyllandsp. 26/10 32 jvf. Duplik fra Karl N. i Jyllandsp. 13/11 32.
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1932-10-28
Den forraadte Kristendom
Frimenighedspræst Karl Nielsen, Aagaard.[2]
Hvor har jeg haft ondt af Pastor Bandbul i denne Tid. Aldrig har jeg tænkt mig, at ORDET skulde blive Sukces. Latter eller Taushed eller en isnende Storm af Raseri, det var, hvad jeg var belavet paa. Men at Folk skulde styrte over hinanden til Teatret, og at Danmarks Gejstlighed skulde klappe i Hænderne, det havde min Fantasi dog ikke vovet at indstille sig paa.
Og nu staar han der, den stakkels Pastor Bandbul, saa løjerligt frysende og alene. Et lille Følge er ganske vist troppet op bag ham: jeg øjner Oscar Geismars fantastiske Hat (lavet til et meget stort Hovede), det trætte Glimt i Otto Larsens taagede Brilleglas, en nervøs Bevægelse af den noget konfuse Hr. Politiker, stort mere ser jeg heller ikke - før De nu i Dag kommer pedalende for at naa at være med. Og nu skal det være Dem saa inderlig velundt at skilte med, hvor forsænkede i Vantro og Fedtethed Bønderkonerne er paa de Egne, hvor De agiterer for Troen, og at fantasere om de Smiskerier, De vilde traktere mig med, hvis jeg var en Pige, hvormed De ved alle Helgener vilde hente Dem en omgaaende Kurv, og i det hele at anlægge hvilke som helst Betragtninger, der maatte forekomme Dem selv morsomme og lammende, over for mig selv og min Produktion; det skulde jeg altsammen modtage med velvillig Ligegladhed. Men naar det er selve Evangeliet, De forgriber Dem paa, saa tør jeg ikke lade være med at rykke ud.
De siger, at jeg forvansker Evangeliet, ja, at jeg i Stedet for at prædike Evangeliet stikker en Løgn. Det er rene og klare Ord, og dem kan jeg lide; dem har jeg selv en Del af paa Lager, og nu skal jeg udlevere Dem et Par Stykker. De ikke alene forvansker Evangeliet, men De forraader det; det, De forkynder, er ikke Evangelium, men Oktobervejr. Ja, De var efterhaanden ved at blive en stor Karl her i Danmark paa en Forkyndelse om, hvor smaa vi er. Ingenting er vi Mennesker, indprenter De, slet ikke noget, grimme for os selv, en Rædsel for vore Omgivelser, prisgivet Ulykkerne, Ribning og Plyndring. Gud alene er stor. Og det skal udgives for et Evangelium, dette haabløse, fedtede og svuppende Galocheføre med en Mulighed for Solskin bag Skyer, vi aldrig her faar Lov til at kigge bag. Det skal kaldes Evangelium, det skal oven i Købet kaldes Kristi Evangelium, han, der lo og sagde til sine Disciple, at havde de Tro blot som et Sennepskorn, kunde de flytte Bjerge, saa store var de, Toldbetjenten Mathæus og Aborrefiskeren Peter, - han, der hentede Kræfter fra sin Gud til at bringe Hjælp mod det utroligste og lærte sine Venner at gøre det samme - han, der vidste, at Legionerne fra Himlen stod rede til at komme, blot han bad - og viste, at de kom, naar han gjorde det.
De forraader Evangeliet, Hr. Pastor. Hvorved? Ved at tro paa Deres Øjne og Øren samtidig med, at De spørger Jesus til Raads. De forraader Evangeliet ved ikke at ville tro paa ham alene, men kombinere deres Tro paa ham med Tro paa Dem selv og Deres egne Iagttagelser. De ser ikke døde rejse sig, og ergo rejser de sig ikke, og ergo er det udelukket, og Opstandelsen, som Jesus taler om, maa vi saa lægge over i det hinsidige. Det er Dem, der er Romantiker. Guds Herlighed og Almagt lægger De over i en anden Verden, men det var Jesu Evangelium, Jesu kække, friske, glade Budskab, at Guds Rige fandtes her og nu, snart bærende gennem Ulykker, snart afværgende Ulykker, mægtigt under alle Forhold til alle Ting. Naar De kommer til en Sygeseng, hvor en Mor tigger om at faa Lov til at beholde sin lille Pige, saa lyder Deres Evangelium saadan: Lad hende knække Halsen og Rotterne gnave hendes Ben, men hun kan komme i Himlen og du faa Kraft til at bære det. Men Kristi Evangelium det lyder saadan: Bed af alle Kræfter, du Mor; maaske er det bestemt, at hun skal knække Halsen og Rotterne gnave hendes Ben, saa vil Gud hjælpe og trøste; men bed du trøstigt om, at du maa beholde hende, Gud er mægtig til Underet, og din Bøn kan hente og du have hende rødmosset og støjende om dig igen.
"Den Kaj Munkske Tro kan alligevel ikke præstere Mirakler", skriver De, og jeg spørger Dem om, hvor i Alverden ved De det fra? Fordi Folk dør i Vedersø. Hvad rager det Sagen? Hvor vover De, hvor tillader De Dem at blande min Person ind i dette Spørgsmaal? Og dog vil jeg sige saa meget, nej, ikke til Dem, men til mine Læsere, at hvis jeg var aldeles lukket ude fra Tro paa, at - nej, ikke min Tro, men Gud kan præstere Mirakler igennem Menneskers Tro, hvor skulde jeg saa nogen Sinde kunne knæle ned sammen med et Menneske i mit Sogn?
Evangeliet gør ikke Mennesker smaa og ynkelige og pulveriserede. Det er de gennemfortænkte syge, ængstelige Nureddiner, der har spekuleret ud, at et Steds maa der være en underfuld Lampe, men Mod til at bruge den vilde de aldrig faa. Men Troens unge Aladdin han gnider frimodigt paa Lampen - og se, det vidunderlige sker. Det er Kierkegaard, der har sagt dette, tænk, Kierkegaard, og tænk igen da: Søren Kierkegaard. -
Kære Pastor Bandbul, du skal ikke staa saa alene længere; nu begynder de at faa sundet sig efter Slaget og ile dig til Hjælp - Statspræster og Fripræster og Præster paa Ventepenge og POLITIKEN, det bedste kirkelige Blad, alle Kollegerne, de kommer og trykker dine lidt blaafrosne Hænder, at du har jo Ret, baade etisk og religiøst er et Under forargeligt, og vi smaa Mennesker kan ikke tillade os at stille Fordringer over for Gud, men maa finde os i vor Skæbne og sige Tak til, hvis vi faar Kræfter til at bære den. Amen O Jesu Navn.
Men denne Jesus, hvis Navn de kom for Skade at nævne, maa spørge sin Far: Hvad gav jeg dem mit Liv, min Død og min Opstandelse for, naar de dog i Stedet for Religion vil have hjemmelavet Filosofi?