Jubilæums-Skrupler

Jubilæums-skrupler

Af Kaj Munk

Reformationsfestlighederne er forbi, og der er blevet Tid til at tænke over deres Værdi og Resultater. Vor Medarbejder, Forfatteren Kaj Munk skriver i denne Kronik post festum om Jubilæumsskrupler.

Alle Sønderjyllands Kirkeklokker begynder pludselig at kime. Sønderborgs højest, for det er i Sønderborg, jeg staar. Men i den rene Aftenluft kommer Klangene herover mange Steder fra. Et Kor af Jubel over, at Reformationen lykkedes, og at dens Gerning nu er øvet i Danmark gennem 400 Aar. Kun en 900 Aar har den kristne Kirke spredt Vinger over Norden. Den lutherske Kirkeskik er altsaa snart lige saa gammel i Gaarde her som den katolske. Er det da sært, der er Lovsang i Luften? Jeg synes næsten aldrig, jeg har hørt Kirkeklokkerne raabe saa højt og saa dansk.

Hvorfor hopper ikke ogsaa mit Hjerte i Brystet af Glæde omkap med Kneblerne i Taarnene? Protestantisk Præst er jeg, og dansk i Sind og Skind er jeg ogsaa. Og her falder det nu i min Lod at gaa langs en sønderjydsk Strand, der atter er dansk, og høre Kirkerne festjuble paa Luthersk. Min Sjæl, hvad vil du mer?

Glade Mennesker gaar forbi mig og nyder den vaarlige Oktoberaften. Sorgfrit snakker de. Unge Mænd og Kvinder hvisker sammen paa et Sprog, der har været nogenlunde ens i Odins og i Pavens og i Hans Tausens Dage. Mødre advarer deres Børn mod at komme for nær ved Vandet. Gamle Damer fortæller højrøstet hinanden, at det er en smuk Aften. Nogle siger dejlig, og andre wunderschön, men Meningen er sikkert den samme.

At klokkerne saadan ganske ekstraordinært har givet sig til at falde Folk i Talen, synes der ikke at være nogen, der tager videre Notits af.

Min Mistro begynder svagt at vaagne. Der er dog vel ikke en Antydning af falsk Tone i denne Klokkesang? Hvad er det egentlig, du er saa glad over, Kirkeklokke? Jeg hører nok, du triumferende bliver ved at spørge: Vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg!! – Vist vandt du, det kan ingen Mennesker bestride. Vi har hverken Munke eller Nonner i Landet mer, vor Kirke er fattig og fyrsteløs, Præster og Bisper kan baade gifte sig og skilles, og at der er Menighedssang, fortæller Skænderiet om de Laubske Melodier højlydt. Vist fik du sat den Katolske Kirke paa Døren. Vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg!! Ja, ja, ja, hvis det var saadan, du vilde vinde, saa vandt du umiskendeligt.

Men det, der skulde besejres, var dog vist, naar det kom til Stykket, ikke Romerkirken, men Verden. Hvordan gaar det dig i den Kamp, protestantiske Kirke? Den Gang, du havde renset ud og altsaa var en lutret Kirke, genvandt du da den Magt over Sindene, som du hævdede Moderkirken havde sat til ved sin Verdsligforgjorthed? Er du et Banner for Folkene? Præger du dine Nationer paa en ganske anden Maade, end Pavekirken gør sine? Du vilde hævde dig ved Aand alene, derfor slap du al din verdslige Magt. Har du saa hævdet dig ved Aand?

Den standser med eet sin Kimen. Det er, som om den tænker sig om. Saa begynder den at svare med dybe, alvorlige Toner. Det er dem, den kalder Folk til Kirke med om Søndagen, dem, den lykønsker to Unge med, der har bestemt sig til at „følges gennem Livet“, dem, den velsigner den Dødes sidste Kirkegang med. Det er meget smukt, meget højtideligt; det er, som om den gør sig dyb i Stemmen og taler med Bas for rigtig at imponere mig. Men jeg kan ikke lade mig imponere. Ikke i Aften. Stædigt stiller jeg igen mine Spørgsmaal. Det er ikke nok, at du præsterer Søndagsstemning og leverer Højtid ved Bryllupper og Begravelser. Sætter du ogsaa Mennesker i Gang med det store Bud: „I skulle elske hverandre“, faar du gjort det til Hjertensalvor for dem, saa de enten virkelig gør det eller flygter til din Syndsforladelses Gave? Holder du dem i Live ved Troen paa Gud Almægtige, og hvælver du Haabets Himmel af Opstandelse og Evighed over deres Færd, saa de ikke kan lade være at kigge op i den? Svar mig, Kirke! Eller er Sandheden ikke den, at Ord som Gud og Synd og evigt Liv, dine Kerneord, at de er fremmede og sære i Folkets Flertals Øren, mystisk Sprog, forstaaet i Smaakliker, men uden Sind og Styrke hos Folket i dets Helhed, det Folk, der dog siger sig selv at høre dig og ogsaa betaler for det?

Men nu opgiver Kirken mig, den simpelt hen ignorerer mig og mine syge Spørgsmaal, tager atter fat med at kime sit stærke overmodige: Vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg!!

Helt forsigtigt begynder Mørket at falde. Aldeles blankt er Sundet, Himlen næsten skyfri, alle venlige Solfaldsfarver blandes i Vest. Dybbøl Mølles Fugl Phønix staar i strunk Ro med sine 4 korsede Vinger. Smaa Kuttere tøffer udad til Nattens Fiskefangst. Bilerne trutter fornøjede inde i Byen. Rund og smilende løfter Maanen sit pluskæbede velvillige Ansigt over Slottets kraftige Murmasser. Og Klokkerne bliver ved med at nynne og danse og gotte sig.

Jeg ved nok, hvad der er i Vejen med mig.  Jeg skulde have taget min Kone med. Det er ikke en Aften til at gaa alene. Eller min lille Datter. Vanke her med hendes tillidsfulde, varme Haand i min og fortælle om Sønderjylland og om Ansgar og om Morten Luther og Tausen – oh, der var meget, hun gerne vilde høre, tænk, saadan en Maaneaften, på selve Aastedet for Begivenhederne, til Kirkeklokkemelodier! Eller kendte jeg endda en sød ung Pige i Sønderborg, en af dem med rigtig danmarksblaa Øjne og med Kinder, som Pudder aldrig har griset til –  de er bare kysset af Vind og Vover og er friske og et lige stort Guds Under, hver Gang man stjæler sig til at Kigge paa dem! Saa kunde der blive Mening i Klokkeklang og Maaneluft over en gyldenblank Fjord. Men der er over 200 km til Fru Lise og Frk. Yrsa, og hvad de unge Piger i Sønderborg angaar – der har vi denne nagende Angst igen! Sig mig nu, Kirke, hvad lærer du de unge Piger, du konfirmerede? Tror de paa det, du lægger dem paa Hjerte, og beholder du Magten over dem? Ved du hvad Overlæge Lomholt siger? At af unge Piger, der indlægges for…. aah, jeg gider ikke tænke paa al den Elendighed igen.

Sagen er den, at jeg ikke kan lide Japanere. D. v. s., at de er til derovre i Østen, finder jeg ganske fortræffeligt. Men jeg kan ikke have dem her i Sønderborg. At Danmarks og Tysklands aartusindlange Kamp om denne vidunderlige Ø, der hedder Als, skal ende med, at Japanerne indretter sig paa den og gør mine Børn til Trælle eller drukner dem i Østersø og Vesterhav, er mig en Fortvivlelse at tænke paa. Men hvordan skal det gaa til paa nogen anden Maade, naar du, Kirke, staar i det Forhold til dine Børn, at du lærer dem, at de skal elske hverandre, og de tager ved Lære paa den Maade, at de efter alle Kunstens Regler slaar hinanden ihjel? Kvinderne vil helst have de smaa Børn dræbt, inden de fødes, men Mændene foretrækker at lade dem vente en Snes Aar. Synes du virkelig, Kirke, at du har noget at raabe Hurra for? Eller er du gaaet fra Forstanden af Sorg og Afmagt og Elendighed og ler nu, som de Gale kan le?

Aah, Sludder, Sludder, Pæresludder! Det er os Digtere, der er overfølsomme. Se nu forhenværende Henrik Ibsen, var det ikke ham, Undergangens Angst var gaaet i Blodet som en Art Sukkersyge? Og hvad har Henrik Pontoppidan bestilt andet end at male Fanden paa Væggene og svinge Krabasken og true Dommedag? Men gamle Madam Jord, hun holdt salig Ibsen ud og vil ogsaa holde usalig Pontoppidan ud og svinge rundt om sig selv i nogenlunde Velgaaende i Aarmillioner endnu, saa I har Ret til at kime, I Klokker, det gaar mageligt alt sammen, lad os nu ikke blive hysteriske, men tage den med Ro og se efter Krydset i Almanaken, om der ikke nok skulde være et eller andet Jubilæum i Dag. Og hvad rager det for Resten Kirken, om der tales Tysk eller Dansk eller Japansk paa Als? Den skal hjælpe Mennesker ind i Himmeriget, og saa maa det gaa med Jorden, som det kan.

„Ja, saa maa det gaa med Jorden, som det kan“, gentager en skummel Stemme oppe fra et Hjørne af Slottet; „thi os, der med villende og stærke Hænder griber fat i Historiens træge Hjul, os spærrer de inde, og til sløve og lade Frederik'er, der lader alting gaa efter bedste Beskub, giver de den Krone, vi fødtes til, og som er vor.“

„Vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg?!“ kimer Klokken tungefærdigt, næsten nervøst nu, som er den ikke længere selv sikker. Og tier med-et og begynder saa tungsindig at runge. Begravelsesdystert toner det. Har min Underbevidsthed Næsebor, der kan indsuge Lugten af alt det Blod, som er udgydt her gennem Aarhundrederne? En Fisk svømmer hen imod mig. Jeg faar med-et den Tanke, at vil den komme helt hen til mig, er der Haab for Jorden endnu. Jeg rækker Haanden ud og naar naturligvis blot at skræmme den. Ja, der er Angst og Blod og Død mellem alle levende Skabninger. Maaske man skulde lægge Jagten af! De stakkels Dyr, de er dog vor Klodes Medbeboere. Hvad er det for et taabeligt Hovmod hos de Kristne, at Dyrene ikke kan komme i Himlen, som om de ikke var gode nok til at omgaas os. Gode nok! Ingen Dyr har begaaet de Djævlerier imod hinanden, som Menneskeheden har trakteret sig selv med. Buddhisterne de ved, Dyret har en Sjæl; de gaar af Vejen for en Ko, for de ved, at Koen er en Skabning, hellig. Maaske det endnu ikke var for silde at blive Buddhist!

Den bliver ved at ringe til Begravelse, den Klokke. Blod og Brand er Vesthimlen nu. Slottet fængselsskummelt. Med sit stive Ligblik stirrer Maanen ned. Træerne, nys piskede af to Orkaner, løfter deres endnu ikke aldeles afløvede Kroner som i en spotsk Triumf: „se bare, vi har staaet og løvet os her en Sommer, saa lang som 400 Aar, og vi har Blade endnu i Toppen, se blot, vi har Blade endnu!“

Jeg træder helt ned til Vandet. Der er en Køkkenmødding af Skaller. Liv var der i dem en Gang, nu er der kun Skallerne tilbage; de glimter Hvide i Lyset fra den døde Maane, ogsaa dér var der Liv en Gang og nu kun et Genfærdsskin.

Saa lægger Kirkeklokken ud til sidste Kimen. „Vandt jeg, vandt jeg?“ spørger den, nu rutinemæssigt, som en, der remser Bønner op til en Perlekrans. Men lidt efter er den alligevel kommen til at tænke over, hvad den siger: „Vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg?“ hvisker den bange og træt. Til sidst lyder det saa sørgmodigt, at jeg er ved at trøste den: „Maaske, lille Kirkeklokke; det er dog ikke godt at vide; maaske til sidst. Men det kan jo være, at vi hellere skulde sørge i Dag, at Reformationen skulde have forløbet saa helt anderledes, skulde have været en Gennemlutring af hele Kirken, saa den fornyet og sammensvejset og styrket i Renhed kunde have løftet sig selv og paa sine Arme med sig denne skrigende og raadvilde Verden, opad mod Godhed og Lykke.“ – – –

– – – Da den falder i med Bedeslagene, er det mørkt – langt fra Evangelii lyse Dag. Nogle Drenge slaas under Skraal og Eder, et Par Lastbiler starter med infernalsk Spektakel, en Damper tuder, hidsigt og befalende, saa glider Broen op som et Par Kæber, der aabner sig slugende imod Himlen, og en Motorbaad tøffer stampende frem, forretningsmæssigt ivrig: her er det mig, der bestemmer. Jeg synes ikke, jeg har været saa forknyt og knuget i Aarevis. Det jager med Tanker gennem min Hjerne. Luthers Kaldsidé, at den jordiske Gerning er hellig, er jo blot blevet til, at den jordiske Gerning er nok, er alt. – Sikke et Held, at Svangerskabsbetænkningen ikke var Lov under Augustus, saa var Jomfru Marie da styrtet af Sted til en autoriseret Læge, inden Gabriel havde faaet talt ud, og hvad saa med Frelseren? – Hvor er det glædeligt, at Sønderjylland har skænket os vor Ærkebiskop, den gode Fuglsang Damgaard! Men hvorfor siger han „Reformationen“ med tysk „tion“? Gaar Manden for lidt i Teater? – Dernede i det blanke, venlige Sund staar den første Stjerne nu tændt; mon man kunde fange den der?

Saa har det sidste Bedeslag tonet hen over Byen, som ikke har hørt det. Og nu kommer Natten, nu tændes Evighedens Stjerner. Evighedens Stjerner – bah! Stjernerne selv er jo ikke andet end smaa Lys, der brænder ud – smaa Lygtemænd, der blafrer en Stund over Uendelighedens bundløse Mosedyb af Tomhed.

Kaj Munk