Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

En Tak til vor Provst

En Tak til vor Provst

 

I Morgen (Fredag) begraves Provst Kristensen. Jeg er en af de mange, der skylder ham Tak for mangt og meget. Mest for hans Tale i Vedersø Kirke den 1. Juni 1924, da han indsatte mig. Den Tekst, han brugte ud over Evangeliets, var Grundtvigs velsignede Salme: »Du som gaar ud fra den levende Gud«, Salmebogens 285, og især det 4. Vers:

Skin over Vang som en Morgen med Sang,

Morgen i Maj, naar det grønnes!

Lifligheds Magt gøre Dorskhed opvakt,

saa paa Guds Naade der skønnes!

Tonerne dybe i Gry og i Kvæld

røre selv Hjertet saa haardt som Fjeld!

Saa hjertevarmt som Provsten kunde lægge den nybegyndende Præst paa Sinde, at det var med Lifligheds Magt, han skulde prøve at gøre Dorskhed opvakt! Saa smukt og klogt han dernæst kunde vende det om til Menigheden, »om det kunde være saadan, at hvis jeres Præst en Dag kommer til Kirke forsagt og ligesom med Hjertet i Baglaas, at I da kunde sidde der trindt og tæt og lige som modtage ham med jeres Forventning og jeres Tillid, saa ogsaa hos ham gør Lifligheds Magt Dorskhed opvakt«.

Det var et Raad, en Formaning og en Bøn. Og det var aandsbaaren Tale og Ord ud af Kristi eget glade, varme, menneskelige Sind.

Vi Præster slaas ofte med Anfægtelser om, mon vi dog ikke lige saa godt kunde tie, fører de til noget, alle de Ord, vi afleverer under den ophængte Due? Jo, de gør. Disse Indsættelsesord har tit og mange Gange styrket mig og givet mig Gaa-paa-Mod, har selv været af en Lifligheds Magt over mig, min Gerning som Præst havde været ringere uden dem, bl. a. derfor er jeg en af de hen- og undergivne, der i Dag tænker paa vor døde Provst med Varme og Taknemlighed og beder om, at han nu selv efter Striden i fuldest Maal maa opleve den Lifligheds Magt, hvem han var en af Gesandterne for her paa Jorden.

Kaj Munk.