En Kvinde af Folket

En Kvinde af Folket

Ved Fjorde og Søer Landet over venter Jægerne hver Aften i denne Tid paa Ændernes og Regnspovernes Træk. Om tre Uger gaar Hønsejagten ind. Forfatteren, Pastor Kaj Munk skildrer nedenfor en „Kvinde af Folket“, – sin Jagthund Jylva, hvis Stamtræ vel ikke var af de mest ligevoksede men som ikke destomindre baade var en god Hund og først og fremmest en god Ven, hvilket sidste – blandt Hunde som blandt Mennesker – ikke altid kræver lutter blaat Blod i Ahnegaleriet. I Jylvas Træk vil Hundreder af brave Jægere genkende deres Diana, Treff eller Bonnie. Desværre ogsaa i dens Skæbne.

JYLVA, min Hund, min bedste Ven, min eneste oprigtigt fortrolige, hvem forstaar hinanden som vi to? Der er ingen i Verden, der holder af mig som du, og ingen holder jeg af paa den Maade, som jeg holder af dig. Saa indtrængende trohjertigt lægger du din Pote paa min Arm, saa smukke i deres Trang til Kærlighed kigger dine Øjne ind i mine. Efteraarsfestligt brunt som Skæret over Heden under Septembersolen, naar den gaar ned, er dit Skinds Lød, kaade som Hvirvelvinde er dine lystige Spring, naar jeg snakker Løjer til dig, mens din Halestump virrer omkap med dine lange Ørens Dasken – og du snapper efter Vejret og snapper efter mig og snapper efter Pinde paa Jorden i overstrømmende Livshumør, i Taknemmelighed over Tilværelsen og over, at vi to er gode Venner.

Jylva er en Kvinde af Folket. Tabt i Mørket er hendes Oprindelse, og Kendere, Opdrættere og Dressører og al anden ophøjet Sagkundskab vilde have tusinde Indvendinger at fremføre. En ægte født Embedslæge profanerede en Gang sit Øje ved at lade det falde paa min uværdige Hund; han hev det til sig igen i en Fart med et henkastet: „Naa, saa De foretrækker Cocktails.“

En ualmindelig gæv Mejeribestyrer besnakkede mig i min Ungdom til at købe et Jagtgevær. Derved ledede han mit Livsløb ind i et Spor, der har kostet mig uoverskuelige Summer og skaffet mig uoverskuelige Glæder. Snart gik det saadan, at det stod klart for mig selv og min Samvittighed, at en Bøsse ingenlunde var tilstrækkelig til Jagten; en Hund maatte til. Kendskabet til Jagthunderacer stod hos mig i ligefremt Forhold til Pengepungens Formaaen. Et helt Efteraar gik med at prøve Hunde og kassere dem. I Fortvivlelse købte jeg tilsidst ubeset noget, som kaldtes en Gordonsetter, der var beskrevet mig som indehavende samtlige Fuldkommenheder. En Senoktoberaften sad jeg med et lille Selskab i min stormomsusede Præstegaards luneste Inderrum, da Telefonen ringede: Ulfborg Station meldte, at dèr henstod en Hund at indløse formedelst 110 Kr. En tilstedeværende fortrinlig Lærerinde saa sig i Stand til at laane mig 40 Kr., en Lærer 30, jeg selv laa ogsaa inde med en Del, og en halv Time efter bankede Lærer Sørensen og jeg en mægtig Kasse fra hinanden, og ud sneg sig et forpjusket, langhaaret, radmager, med Stamtavle velforsynet Gespenst, der den følgende Dag viste sig uskikket til andet Tempo end Skridtgang og med Jagtinteressen specialiseret til Omraadet Huskatte. Ved Trusler om Straffe i dette Liv og det kommende og saa fremdeles formaaedes Afsenderen – ikke til at sende Pengene tilbage, men dog til at bytte med en ny Hund. For anden Gang kom den fatale Kasse til Vedersø (med Postbil til Købmanden), blev atter hamret fra hinanden, og ud sprang den vævreste og sødeste lille brune Frøken, der vimsede omkring, fulgte mig ind i Butiken, snusede til højre og venstre (Krydssøg). Gamle Købmand Skytte kom frem og betragtede den velvilligt med sit kloge vurderende Blik, og Frøkenen nejede, og se, der kom en Sø paa Gulvet, og Chefen gav en Ordre, og se, der kom Sand paa den Sø.

Mon ikke Hunden hed Jelva? Det har jeg senere spekuleret ud. Men den Mand, den kom fra, der var stivere i Salgskunst end i Skrivekunst, havde bogstaveret Jylva, og hvis det ikke var, saa blev det dens Navn. Ej, hvilken Spænding at ro ud i Baaden første Aften med den nye Hund, sidde mellem Sivene og vente. Og min Tro, om der ikke kom en Andeflok, et Skud, og ud sprang Tøsen, svømmede længe i høje og tætte Rør og prustede sig tilbage med en herlig ung Andrik i Flaben, sprang atter ud paa Hovedet, da jeg sendte et Skud i Luften, fordi jeg havde en Anelse, blev længe væk, blev meget længe væk og vendte saa tilbage med Andrikkens vingeskudte Bror. Dermed var mit og Jylvas Venskab grundfæstet.

Ikke, at der ikke kom svære Prøvelsens Tider. Med Agerhøns var det all right. Dem fandt den unge Dame, hvad Kunster de saa prøvede at lave, stod for dem, som var hun en Lots Hustru, pludselig lammet og gjort til Sten, kunde allerhøjst tillade sig en lille Drejning med Hovedet for at se efter mig, hvis det varede altfor mange Evigheder, inden min Langsomhed naaede frem.

Men der var jo disse Harer. Som sidder stille og markerer, at der er de, ved at række et Øre op. Og som saa stikker i Rend paa en yderst forførende Maade, saa det er umuligt for en rask Hund, der er meget større end Flygtningen, at tænke sig andet end, at gør man sig rigtig Umage, maa det være en smal Sag at indhente det bitte Stykke Katteskind. Jeg brølede som en Urokse, jeg pryglede, saa Konerne i Nørre Omme, der er særlig skrappe, kom løbende til ved Hundens Skrig og truede mig med Tugthus. („Og saa vil saadan En oven i Købet gaa for at være Præst!!“). Jeg fortvivlede til sidst og gav den et Skud i Rumpen, just som den lige for Næsen af mig og min Stemmekraft i et Spring kilede efter en Morten, og Hunden trillede rundt i Lyngen og i sit Blod med et Hyl, og 3 Dage efter var den med mig igen og opdagede en Hare rejse sig, tilkastede mig et meget sigende Blik og styrtede, endskønt den saa mig hæve Bøssen, af Sted efter den langørede. Saa kørte jeg den til Dickmann i Herning og sagde: Skyd den Hund. „Men hvorfor dog det?“ „Jo, saadan og saadan.“ „Det retter jeg paa en Eftermiddag.“ Men det gjorde han ikke, det tog ham 14 Eftermiddage, men saa var Jylva ogsaa mer hareren end i Moders Liv.

Jylva, min Tøs, min Veninde, hvor sjov at se din Næses Forundring første Gang, du kom ud for en Fasan. Du studser, du gaar et Par Skridt tilbage, du tilkaster mig et Par spørgende Blikke, saa besættes du af en vanvittig Iver, suser ledende rundt, stivner, staar fast, op braser et gyldent, rabaldrende Uvejr, du kaster dig ned, som vilde du holde dig for Ørene, skærme dig mod Lynene, saa springer du op, sætter efter, besinder dig, sætter dig og ser maabende paa mig. Men da var du jo allerede en øvet Hund, vant til Ænder og Bekkasiner og Snepper og Urkokke.

Snepperne, ja, – - høj Septemberhimmel, fin Blæst, Klitterne straaler og lokker. Op og ned gaar det, snart i en Dal mellem Sandbjerge, snart mellem Himmel og Jord med et gyngende Hav til den ene Side og Søer og Fjorde og Marker og Kirker til den anden. Og der paa Toppen af Klitten histovre staar Jylva, brun mod det hvide Sand, naglet til Pletten, stirrende nedad, op kommer Sneppen og ned kommer Sneppen, men min Sandten, om ikke Pigen har taget Stand allerede igen – - en skyløs Formiddag, 4 Snepper paa Tasken, god Bøsse, flink Hund, dejlig Vesterhavstur.

Og Aftenen endnu skønnere, paa Aabjerg blide Sø mellem de nikkende grønne Siv, se Rævens dansende Skygge hen over Engen derinde, plasker det hist af Odder? eller er det bare en Vandrotte? Aakanderne rejser sig, mens Blishønen ror forbi, plytplytplytplyt bliver Skalleslugerens Smaabørn ved at fortælle hinanden; Bøssen ligger hen over mine Knæ, og min firbenede Veninde sidder paa Bagtoften, dirrende af Jagtiver, spejdende hid og did op mod Himlen: kommer Ænderne ikke snart?

Tror De, den Hund nogen Sinde har lydt min Fløjte? Aldrig. Tror De, den vilde holde sig hos mig paa Jagten? Nej. Den gik et Par Hundrede Meter fra mig; der, hvor jeg travede, behøvedes den jo ikke, har den vel ment; det Revier kunde jeg selv klare. Men lynende sikker var den der, hvor den gik. Alt, hvad det gjaldt om for mig, var at holde Udkig.

I Foraaret i Aar spadserede jeg en Dag en Tur over Torsted Hede. Da jeg var kommen en halv km fra Bilen, hvad i Alverden var det? Rejste Jylva ikke en gammel Ræv og jog den op imod mig? Men nu fik Mikkel Kig paa mig og drejede om. Min Bøsse laa i Bilen; jeg stejlede tilbage til den, sprang ind, startede, ladede, mens jeg kørte, lyttede efter Jylvas Glam, spurtede Forden indover Markerne, saa Hunden vælte Ræven, og denne trimle sig op igen og af Sted, saa jog jeg Bilen hen foran Dyrene og skød. Ak, gamle Hr. Rød! Hans højre Forpote manglede, velsagtens en grimmige Saks for mange Aar siden, ikke een hel Tand i Over- eller Undermund, men to smaa Lam laa ihjelbidte henne paa Marken.

Saa oprandt den 15. Juli, da Jagten paa Hedens sorte Urfuglesværme gaar ind. Min Jagtkammerat fra Sognet og jeg er ude med vore to Hunde, saa saare Fanden har faaet Skoene klemt paa. Men i Aar er der ingen Urkokke. Klokken bliver 5 og 6 og 7, vi sveder, Hundene puster, Sommermorgenen er allerede kvælende hed, Klokken bliver 8 og halv ni, da, der i Sandet foran mig: et Urkokkespor, jeg kalder paa Jylva, hvor er hun, saa bruser det bag mig, Farvel, Hr. Kok! men se, der piler en Hare af Sted, af og til øjner jeg den hvide Numse mellem Lyngtotterne, og nu kommer Jylva og tager Stand for Haresporet, jeg skælder: „Kom her! Idiot! en Hare kommer jo ikke os ved paa denne Tid Aars.“ Men Hunden staar bomfast, ser kun af og til bebrejdende paa mig, saa maa jeg derhen for at tale den væk. Da bruser det; Haren, jeg før saa, forvandler sig til en blaagnistrende Hane, bum, der faldt den, og Jylva faar tusinde Undskyldninger og hundrede Klap.

Vi kører hjem i Bilen sammen som altid, Jylva og jeg. Vi snakker om, at nu er der kun 14 Dage godt, til Andejagten gaar ind. Vi snakker om, hvor mange Kuld Agerhøns, vi har i Aar, og hvordan vi bedst skal komme til dem for at beholde dem i vort Distrikt, Jylvas og mit. En Fasan spruder op i Plantagen, og Jylva gør store Øjne, løber fra det ene Vindue til det andet for rigtigt at se. Saa lægger den sin Lab paa mit Knæ, som vilde den sige: „Det er lige godt noget kunstigt noget med dette kinesiske Skidt herovre i vore Plantager.“

Vi kommer hjem og faar noget at drikke. Saa skal vi op at digte. Jeg passer det manuelle Arbejde, og Jylva ligger ved mine Fødder og inspirerer mig. Den interesserer sig ogsaa for Oplæsning, helst af Oehlenschläger. Kierkegaard derimod trætter den, og overfor Shakespeare føler den sig usikker. Salmer og sligt har den ikke Smag for; dér maa jeg hellere henvende mig til min lille Gravhund, som nu straks lægger Hovedet paa Siden og ser andægtig ud.

De kalder dig en Bastard, Jylva, en Cocktail, en Køter. Vistsaa, jeg kender nok deres fine Hunde, dette udvalgte Selskab af Distanceblændere og Stamtavlekabalister, Præmiejægere og Sølvtøjapporterere. De er opdrættet til at vimse rundt paa en Udstillingsmark og snobbe for Dommere og staa i Hundegaard og parres og lave Afkom til Aagerpriser. Til Jagt duer de ikke. Hvor tit har jeg ikke oplevet, at deres Ejere maatte sluge den beske Pille efter et Par Timers Jagt at pege paa din Uvelbaarenhed og ytre: „Lad Præstens Hund komme til!“

Jeg beundrer dig, Jylva, din bestandige Veloplagthed, din Interesse for Livet, din Troskab i dit Kald, dit Gaapaahumør, hvad enten det gælder at fjerne en Loppe, at finde en Andrik imellem Rørene, at føde 11 uægte Hvalpe pr. Gang, at snappe Fluer, at slaas for Sjov med mig, som to Drenge slaas med hinanden, at sidde netop i Bilen Time paa Time og holde Udkig med, hvad der sker i Verden, eller at vente i Køkkenet paa en Mus. Jeg vilde ønske, jeg ejede din Livsappetit, ja, og dit vennesæle Sind og din Djærvhed. Gamle Tøs, i din bedste Alder, ved du, at om et Par Dage gaar det løs igen mellem Sivene, og ikke længe derefter skal vi ud paa Markerne efter Misser og Putter og Kokke og Snepper og frisk Luft og frit Udsyn og Frihed for alle Tanker. Ja, vi to forstaar hinanden, vi er jo ogsaa sammen alle Dagens Timer, dig kan jeg betro alt, du rækker mig blot din Pote og bringer det ikke videre, og du er omtrent den eneste af mine Venner, der aldrig har bedt mig om Penge.

Og Andejagten gik ind, den første August. Han gjorde tusinde Undskyldninger, Chaufføren, sagde, at Hunden kom springende lige ud fra Træerne, men at han naaede at faa kastet Lastbilen saa meget til Side, at Forhjulet ikke ramte den, det var kun Baghjulet, der gik over den, – hvad hjælper alle hans Forklaringer, naar Jylva ligger derhenne paa Vejen og er død.

Kaj Munk.