Download:

1½ Døgn i Berlin

1½ Døgn i Berlin

Forfatteren Sognepræst til Vedersø Kaj Munk, der vil være kendt som Forfatter til Skuespillet „En Idealist“, opført paa Det kgl. Teater, fortæller i nedenstaaende Artikel en Række Indtryk af Teaterkunsten og Livet i den tyske Hovedstad.

De fandens Journalister! Jeg skrev et Mesterdrama, kaldte det „En Idealist“ og lod Det kgl. Teater opføre det – og prompte faldt de over mig og raabte: Plagiat, Afskrivning, Epigoneri, Dilettantisme og endnu en Række udsøgte og aabenbare Løgne. De brave Journalister! Gud velsigne dem! Derefter gav de mig et Legat paa 500 livsalige Kroner. Dem vekslede jeg i Mark, kyssede derpaa min søde lille Kone, som af den mest velsignede af alle Grunde gav Afkald paa at følge mig, og drog til Spree og satte mig paa første Række i et Teater for at se, om Dramatiken der i Dalen har bedre Kaar for Tiden end paa Bjerget her.

Hvor er det dog et vaagent og parat Folk, det tyske! Altid i Gang. At Vorherre kunde nænne at give Englænderne Shakespeare! – Der er Tider, da den dramatiske Aand maalbevidst og blændende rører paa sig, og der er Tider, da han ligesom holder sig stille. Saadan en Overgang er vi inde i for Øjeblikket, og selv Tyskere kan ikke uden Aanden yde guddommelige Bedrifter. Men tro ikke, at de følgelig lægger Hænderne i Skødet og slaar sig til Taals med at jamre og skælde ud. Nej, vil Aanden ikke komme til dem, nuvel, saa prøver de alle Veje for at finde frem til ham. Det kaldes at eksperimentere. Maaske naar en eller anden Galfrans ham og bærer ham i Triumf ned i Folkets Midte. Maaske lykkes det ingen af dem, fordi Aand vel ikke viser sig, inden det passer den selv; men tal derfor ikke om skønne spildte Kræfter! For disse Eksperimenter, som de unge Skribenter hidsigt kaster sig ud i og minsandten faar Støtte af Direktørerne til (saa faar Publikum hysse, blive borte, sidde lammet eller hvad det vil), de hjælper i hvert Fald til at holde Interessen vedlige, saa Aanden, naar det omsider behager ham at komme, ikke skal bryde sig Vej gennem Lunkenhed og Forglemthed.

Det, der giver de unge Eksperimentatorer dette Vovemod til at gaa paa, er en epokegørende Opdagelse, de har gjort. Ogsaa mig har den foresvævet; men jeg kan ikke nægte, at det lindede at erfare, at jeg ikke var ene om den. Den gaar ud paa, at overfor Kunsten gælder ingen Regler; hvis noget duer, saa er det, fordi det er godt, og andet kan man ikke sige om den Ting. I vore Skolebøger har vi lært, at Henrik Ibsen blev det nyere Dramas Skaber, og som dramatisk Tekniker er han Skabningens Krone: Koncentrationen i de 4 eller 5 Akter, det hurtige Pulsslag gennem Stykket, Handlingens Stigen til sidste Minut

o.s.v. o.s.v. „Bevares vel!“ siger disse Unge; „er det godt? Nej, det er kun godt, hvis det er det. Muligt, at denne Ibsen mestrede den Maade at gøre det paa. Men skulde derfor alle andre Talenter tvinge sig ind i den Maner? 5 Akter? Hvorfor ikke tyve? Hvorfor maa vi ikke vise vore Tilskuere 20 forskellige Billeder den Aften, de vil være sammen med os? Det giver Afveksling og falder naturligt, mens det andet let bliver baade ensformigt og anstrengt. Og det hurtige Pulsslag, hvorfor det? Og den stigende Handling – hvorfor overhovedet Handling? Det kan være en Ros for et Stykke, at det er stillestaaende; Finhed og Stemning og Aand har tit ingenting med Handling at gøre. Hvor Digteren lægger an paa at skildre Mennesker, der kan han godt fylde en Akt med f. Eks. at lade 2 gamle Koner sidde og sove paa en Bænk. Alle Kritikens Klichéer skænker vi den paa nær én: kedsommeligt, interesseløst. Hvis et Stykke med Rette faar den klistret paa sig, saa farvel med det".

Altsaa, jeg lader Tæppet gaa op for den sidste Digtning om Tristan og Isolde. Jeg har allerede set den rakket betydeligt ned i Bladene og er følgelig en Del indstillet paa, at den er god. Og se, det er den. Men Aischylos, Aischylos! ogsaa du var for moderne, viser det sig. Har jeg ikke i mine Skolebøger læst om dig, at du forbedrede Dramaet ved at indføre 2 Skuespillere sammen med Koret, mens der før kun var Koret og 1? Og her sidder jeg i Berlin i Maj 1931 og oplever, at en moderne Digter fortæller mig Tristan og Isoldes Historie ved Hjælp af et lille moderniseret Kor og én jakkeklædt Skuespiller. George hed den Mand, der spillede König Marke, og hans Kunst var stor. Ene førte han Ordet hele Aftenen igennem. Kun ganske faa Repliker var givet til hans Omgivelser, hans Hustru, hans unge Plejesøn, hans Jagtkamerater, Doktoren og Præsten, dem, jeg kalder for Koret, og som kunde være der flere sammen eller en for en. Stor og gribende var Georges Kunst. Saa kan da selv et Menneskes Bagdel være tragisk. Da han, den halvgamle, kropsdrøje Konge, som for ikke længe siden har hjemført sin purunge Brud, er steget op i Akacietræet for at drømme om sin dyre Lykke og nu kommer kravlende ned igen efter at have set Hustruen og sin unge Plejesøn gaa forbi sammen nedenunder, da frembød han, som han lidt efter lidt med Ansigtet bortvendt kom til Syne for os mellem Grenene, et saa fortvivlet Skue, at jeg er nær ved at græde nu igen, da jeg skriver dette. Sent vil jeg glemme denne Skuespiller, der uden at slippe et Sekund bar denne Kæmperolle gennem de mange snart kvarterlange, snart minutafsnuppede Billeder, bar dens Ensomhed og Smerte gennem Kamp mod Viden og Flugt fra Sandhed ind i Raseriet, hvor hans Revolver gjorde op, mens Publikum hyssede, og Melpomene smilte til ham det Smil gennem Taarer, der er Kunstneren Løn nok for alt.

I Friedrichsstrasse vælter Autobusser forbi saa store som Runde Taarn, Untergrund ryster Jorden, og oppe i Skyerne skramler det af Tog. Lyssignalerne skifter. De fristende Vinduer byder deres Herligheder til fals snart i rødt, snart i grønt. Nej, selvfølgelig eksisterer der ikke Udvikling; det forstaar jeg nok. Men saadan en Bus kunde Aischylos ligegodt ikke have fundet op.

Til Gengæld har Kabaretterne under Aristofanes været adskilligt idérigere end disse de sidste Dages. Ud over de evigt idiotiske Danse og evigt ens Afklædningsscener strækker Opfindsomheden sig ikke. Jeg sidder og tænker: „Hvor Mennesker keder sig, naar de morer sig!“ Tilmed er Vinen beskidt.

Hvilken Forsommermorgen den næste Dag paa Vej til Kirke i Grunewald. Disse 3: Fuglesang og Rugbrød og unge Pigers Smil, de kan aldrig blive banale. Her er nok af det første. Jublende klare Toner ligefrem sprøjter ud fra de dugbesprængte Buske. En vitterlig grøn Stær løber tværs over en Plæne og træder mig over Tæerne i sin Iver for at naa en Orm. Himmerigs allermindste Engle har haft travlt hele Natten med at pynte Magnoliebuske og Kirsebærtræer – et henrivende Syn. Og ud fra den katolske og fra den evangeliske Kirkes Taarne flyver der større Engle, der holder Blomsterkurve med Malmtoner i. De blander sig mellem hinanden i Luften i avindfri Harmoni og hælder Kurvenes Indhold ned over mig. En ung Dame tænder et straalende Smil imod mig, og jeg skal allerede til at udbryde: „Er ej Himlen alle Vegne?“, da hun beder mig om en Gave til „Moderens Dag“. Det kan nok være, jeg bliver gal. „Schmacklose amerikanische Idee!“ smælder jeg ud og bjærger mig ind i den nærliggende Kirke. Der er stille, der er svalt, der er kønt; snart byder Orglet velkommen; et Øjeblik føler jeg denne Lykke, det er at kende Religionen som andet end en Oldsag fra Museet – som moderne Menneske at have hjemme i en Menighed. Vi synger Salmer, og Pastor Priebe forsøger med durable Citater af Luther, Schleiermacher og nutidige Filosofer at dokumentere, at Kernen i alt Trosliv er Bøn.

Hvilket Svineri at spærre Dyr fra Junglen inde i Bure. Det er interessant og forstemmende at se. Da jeg forlader Zoo, falder jeg lige ud i et Frelsens Hærs Møde. En tækkelig 21-aarig Frelserpige lægger os paa Sinde glade at tage mod Spot og Forfølgelse for Jesu Skyld. En noget anløben Bolsjevik kommer forbi, standser, skræpper top, Løgn og Svindel, saadan noget skulde forbydes, den lille Soldat kommer i Harnisk, pyh! hun fnyser ad ham og slaar med Nakken, og det kniber at samle sig og komme i Gang igen. Hun plutter lidt mat: „Stol paa Gud og se op, se kun op!“ Uvilkaarlig ser vi op, og saa sandt jeg lever, der, lige over vore Hoveder staar skrevet „Trumph!“ paa Bugen af et lille Luftskib, der er kommet over os uden at vi har hørt det: „Trumph! Køb kun Trumph Chokolade!"

Naa, men i Berlin og ikke se Reinhardt gaar vel aldrig an. Han spiller Zuckmayers Hauptmann von Köpenick, og blændende, blændende gør han det. Jeg ved ikke, hvor godt Skuespillet er i sig selv, den Idé at lade en Uniform være Hovedperson i et Stykke paa 21 Billeder er jo ikke kedelig. Men sikke de Mennesker var sat til at spille det og parerede Ordre! Bare lige Tæppet ned og saa op igen for næste Billede! Ingen Angivelse i Programmet af, hvor Scenerne foregaar (saa let undgaas Baduljen med Tændstikkerne); hver Sceneslutning indrettet med en lille Træffer, saa man ikke er færdig med at gotte sig, inden Tæppet er oppe igen; og især da: at den enkelte Kunstner er nøje indpasset i Sammenhængen og hver yder det helt ægte, det absolut rigtige: f. Eks. et Indkik i et bravt Borgerhjem, et Par jævne, dagligdags Mennesker, Mand og Kone, der er glade for hinanden – paa 7 Minuter er det gjort, og disse Folk, der vilde kede En til Døde, hvis man skulde omgaas dem, dem elsker man nu for Livstid.

Saa vugges jeg i Flyvemaskinen tilbage til København. Herregud, dernede ligger Maribo, der vuggedes jeg første Gang, der ligger Kirkegaarden med Far og Mor, der Skolen, der Konditoriet, hvor jeg ofrede min første Napoliumskage paa Kærlighedens Alter. Ak! hvor mange er ikke ofret siden! Og der – ja, der i den sure graa Taage ligger saamænd København. Saa er vi hjemme igen hos Fiskeblodsmændene og Hønisserne og det hele kendte Bagstræv.

En af de første Landsmænd, jeg traf, var Professor Einar Christiansen, hvem jeg skulde tale med om mit nye Stykke Cant, et Drama (langtfra Lystspil) om Henry VIII og Anne Boleyn. Ved De, hvad han sagde til mig: „Kære unge Digter! give Dem tekniske Raad, nej! Der er én Regel, jeg altid har ladet mig lede af, og det er den, at der er ingen Regler for et Drama, det er enten godt eller ikke godt."

Kaj Munk.