Træet paa Digevolden

Træet paa Digevolden

Af Forfatteren, Pastor Kaj Munk

I Vedersøs Præstegaardshave staar der i det sydvestre Hjørne oppe paa Volden ud mod Marken en gammel prægtig Gran. Det vil sige – prægtig og prægtig, for Folk, der kommer ovre fra Øerne, er den naturligvis ingenting. Har man i Dyrehaven ved København prøvet at lægge Nakken ned paa Ryggen for etsteds oppe i Himlen at finde Spidsen af et Naaletræ, saa veed man, hvad en granvoksen Gran betyder. Men der er visselig ogsaa anderledes Læ, og anderledes Jordbund end herovre ved vor nøjsomme og blæsende Kyst.

Granen paa Digevolden staar altsaa ikke Maal med Brødrene inde i Landet, ikke i Rankhed, ikke i Omfang, slet ikke i Højde. Men tager man en anden Tommestok end det synlige, er jeg ikke vis paa, at den ikke tager Prisen hjem. Naar den blander sin Stemme ind i de danske Skoves Kor: der er et yndigt Land, det staar med brede Bøge, er det en egen ru Klang i den, som tilfører Sangen en Kraft, den i sig selv mangler.

Jeg kan sommetider ængstes for, at de høje Herrer Graner og de brede Damer Bøge histovre i Skovregionerne ikke altid er fuldt nok klar over deres Sammenhæng med Hedens mossede Egekrat og Klitlandets sejge lavstammede Naaletræer. Stormen – det veed jeg i hvert Fald – er rasende paa mit Træ derude paa Digevolden. Den kaster sig imod det og slider og flænger i det med en Vildkøters Styrke, saa det er mig noget af et Under, at det igennem de mange Aar saa stille og stædigt har holdt Stand. Naar Efteraarets piskende Vejre sætter ind, har de andre Træer smidt Løvet, men Granen beholder alle sine Naale, der kun kan virke som Sejl paa en Skude. Højt staar den ogsaa deroppe uden noget at krybe i Læ bag og lige i Vindhjørnet. Havde den saa endda en Pælerod at hage sig fast til Jordens Indre med! Men hvordan kan den i den smalle Vold faa bredt sine Rødder til ordentlig Modstand?

– Ned med dig! hyler Stormen, hvad staar du der og skræver for og bilder dig ind? Hele dette flade Land er mit Land, du har intet her at gøre – en Opkomling er du, en fremmed, og jeg skal blæse dig og alle dine Lige over Ende, saa jeg igen kan fare frit hen over, hvad der er mit! Granen duver og nejer og ranker sig igen. Den giver sig ikke. Den føler, at den har hjemme der, hvor den staar, ja, den bor paa sin egen Grund. Der er ikke langt til Mosen, hvor Oldtidens Egestammer rækker sig i deres Tusindaarssøvn, kun faa Spadestik nede. Jo, det er godt nok gammelt Skovland, dette. Her har de brede Bøge og knudrede Ege haft hjemret fra Arilds Tid. Danskernes sorgløse Brug af Øksen, vor egen Uforstand og Mangel paa Fremsyn hjalp Storm og Sandflugt til at tvinge Skoven til at vige, men Granen forkynder: „Se her gror Træer endnu“. Og den strækker sig mellem to Vindstød og spejler sig ind over Land, hvor Plantagerne vokser: se bare, Skoven kommer igen.

Jeg elsker denne Skovens Forpost ud imod Sandet og det slugvorne Hav. For mig er det lavstammede, bøjede Træ med den piskede Krone højere, rankere, skønnere end nogen Fælle derovre i Læsiden, hvor det ikke koster saa meget at være høj og rank og skøn. Ofte, naar jeg selv føler mig stormslagen og øde og mistvivler om det, jeg tror paa og kæmper for, gaar jeg ud og snakker med Træet paa Digevolden og henter mig Mod og Tro i dets levende stærke: Trods alt!

Kaj Munk