Vestjylland

Kaj Munk: Vestjylland

Artikel fra Vestjylland, udgivet af Sigvart Werner i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, J. Frimodts Forlag

VESTJYLLAND, det er Landet med den sure Gus og de side Kær og en Befolkning, der sælger trepattede Køer i Jesu Navn. Saa er det sagt. Og saa kan vi med god Samvittighed springe ud i Jubelen over Havbjerge og Fjorde, Enge og Agre, Nøjsomhed og Gudsfrygt og givemildt Sind. – De tror jo, Øboerne, at jo længere man rejser vestpaa, des fattigere bliver Landet. Akkurat som man i sin Barndom regnede med, at sydpaa blev der hedere og hedere, til Jorden endte i Sydpolens gloende Tap. Og Bilerne blev opfundet, og Lolliken kom til Holmsland, og hvad fik han at se der? Ringlede Havren mer overmodig hjemme paa Lerjords-Øen? Og han kørte nordpaa og kom ud til Bovbjerg. Hvadbeha'r? stod ikke hans lune Hjemlands Hvede dér og gyngede gyldentsmilende ud over det mørke, panderynkende Hav?

Vi kan her i Vestjylland. Vi lader de rige Folk østerfra køre sig trætte og sære til Sinds i Midtjyllands Magerhed og ydermere gyse paa Forskud over vort Klimas Barskhed og vor Jord, der sjældent er hjemme altsammen paa eengang, og naar de langer herud til os, hvad ser de saa? Sukkerroer og røde Køer og Byg, der truer med 20 Fold. Jo, jo, Landsmænd. I maa nøjes med Rigdommen, vi har baade den og Fattigdommen, ja, vi har baade Sandknog og Frodighed samlet paa samme Mark: „A fik da i Aar den bedste Høst, A har haft paa æ Gaard til dether, og saa 400 Kr. fra æ Sandflugtskommission“.

Vi ejer hele Danmark herovre undtagen Bøgeskoven og Sommeren. De lyse Nætter har vi, men ikke de lune. Og Bøgestammerne faar intetsteds Lov til at søjle sig for den evindeligt klippende Blæst. Men hvor Præsterne østfra ikke har kunnet holde Livet ud i det fremmede uden en Stump Barndomshjem uden for Døren og har brugt baade Tid og Penge og Møje paa at skaffe Læ og passende Bund, der staar dog Træerne, ikke de ranke Bøge, men de brede Bøge, ja, og Hyld og Hassel og vilde Roser, og Smaafuglene, der ikke er forkælet med Skjul i disse Kanter af Landet, søger dertil i Skarevis og synger en Stump koncentreret Fyn eller Langeland sammen lige ind i Ansigtet paa det forbløffede Hav. Men fraset Løvskov og sommerlun Elvernat mangler vi intet af Danmark her. Jo, Bodil Ipsen. Men saa har vi til Gengæld Maanen. Naar den stiger op og sætter sig paa en Bakketop og skuer ud over den brede, tavse Hede – min Sjæl, hvad vil du mer? Tale er Sølv og Tavshed Guld.

Er der nogen, der protesterer? At I ogsaa har Maanen andre Steder i Landet! Vel har I ej! Ikke som vi har den. Vi ejer hele Himlen i Vestjylland, skal jeg sige os. Alle I andre maa nøjes med Smaastykker af den. Der findes ikke saa arm en Vestjyde, uden at han er Godsejer. Himmel og Hav hedder hans to mægtige Besiddelser. Havet giver ham hans Livs Melodi. Kan det ikke selv naa ind til ham med sin Sang, lader det sine Fjorde og Aaer og Bække nynne den for ham. Og Himlen skifter med Smil og Trusler og Tungsind over ham, er altid forskellig og dog evigt den samme.

Hvor stort er Vestjylland? Aah, det er et mægtigt Land. Selv om jeg gaar op paa den højeste Klit i mit Sogn, kan jeg ikke engang se over til min Nabopræst, som er Domprovsten i Edinburgh. Og i den anden Retning er der endnu længere, jeg mener fra Tarm og op til Mælkevejen. Østerpaa gaar vi saa langt ind, at selv Tørvestakkene om Herning faar Lov til at regne sig for vestjydske. Og i Syd-Nord – kære, fra Ditmarskens stenlagte Veje, der, hvor Norden faar Ende, og til Skagens flyvende Sand, hvor Øst og Vest støder sammen.

Hvis vi nu tog os et Aar til en Vandring den Strækning igennem, hvad vilde vi ikke opleve! Møgeltønder, der beskedent kalder sig Nordens Venedig, saa skønne synes det, at dets Huse er. Og Tønder, der skotter over til Rømø og drømmer om Landfasthed og mere Marsk og et større Danmark. Ribe, hvis Storke knebrer pietistisk, og hvis Køer skrider bibelsk igennem ærværdige Gader. Esbjerg, der bander paa Nordsøsk. Varde, der smukt tier stille. Og Ringkøbing, der maaske tænkte sig at blive Englands Hovedstad, men nu ogsaa godt indser, at man kan nøjes med mindre. Lemvig, der ligger og smiler forborgent hen for sig med baade Sø og Fjord omkring og skønne Skrænter og fede Marker – rigtig en lille forkælet Overklasseglut; men se, om hun har taget Skade af Forkælelsen! Og Thisted, man bare ved Jacobsen om, og Hjørring, man slet intet ved om. Og saa var det jo kun Byerne. Men hvad har vi set paa Turen? Sluser og Marsk. Levende Sandjorder, Vadehavet. Alle danske Svins Pilgrimsrute til London. Skern Aa, bred som en Flod; dér springer Laksen. Fjord og Hav og Menneskesnilde tager Basketag ved Hvide Sande: stort er det store Hav, men større endnu det lille Menneske. Fuglelivet paa Tipperne – dér maa vi raste en Dag! Hvor meget det saa er forbudt at tage derover, vi gør det alligevel. Vi vil se Tusind Graagæs paa eengang. Vi vil se Klyder og Spover. Farvel, mærkværdige Ringkøbing Fjord, du Fjord af Verdensformat, du Vesterhavsvig, som Havet selv med en lang, tør Arm har dæmmet inde. Goddag, Stadil Fjord, som Mennesker har dæmmet for, et Hurra for dine Urskove af Siv og Rør, tys! dér pauker Rørdrummen. Og Vedersø Klitter! Forrevne Ørkenlandskaber, truende tunge under Uvejrshimmel, blændende hvide i Sol. Saa hvide og strakte som Svanevinger – som vilde selve det gamle Jylland løfte sig mod den høje Himmel og flyve ud over det vide Hav. Og hør, hvor de synger, de vilde Svaner i værdige Kiler ind over Nissum Fjord. Saa løfter stolte Lerskrænter oppe ved Bovbjerg smaa skinnende Kirker over graadig Brænding. Og Havet stilner til. I sorte Nætter lyser Morilden, en rullende Ildstribe langs Kysten, Ild kastes ind paa Land af hvert legende Bølgeslag, du kan skrive din Elskedes Navn i Sandet med Lueskrift, se, det staar der endnu! Og igen bliver det „Haw“ og „hyw Haw“, Vinden bidskes, Nordlyset flakker sit hidsige Liv ind i Klitternes Maanelandskab, dødtræt lander Snæppen i en Marehalmsdusk. Nu falder den hvide Rim over de store Plantager og gør de forkrøblede Fyrre feagtigt prægtige, saa pisker Sneen, saa klemmer Kulden, Termometret gaar i Bund i Herning, Storaaen trodser og vil ikke lade sig binde, men krider til omsider. Pludselig og med Vælde: Vestenstorm, Tøbrud, Isgang, der tordner sig Vej gennem Limfjorden. Aaerne svulmer og stiger og løber til sidst oppe i Luften, finder et Hul i Brinken og drøner ud over Engene, der bliver til strømmende Søer, Grøfterne fyldes, Vejene gaar under Vand, i Holstebros muntre Gader maa man færdes i Baade, Taage og Taage og Taage igen og en skønne Dag endelig Solen, Vandet er sunket, Sneen er væk; Ræven stryger af Grav, en Ildskygge hen over Plantagens mosgrønne Bund; Lyngens Konge, den loddenfodede Urkok, slaar Duggen af sine sorthvide Vinger; Hugormen gasser sig ud til en sandvarm Skrænt; Kronhjorten rejser sig vejrende i Hedens Egepurl, den fattige Rest af Jyllands Højskov; smaa Isstykker klingrer et Klokkespil i den befriede Sø; Vildgaasetrækket sætter jublende ind over Vejler og Vige. Den første Vildgaas er den, der bar Nils Holgersen, men han er forlængst faldet af, saa forundret blev hanl Thi hvad er det rige og store Sverrig mod det lille Danmarks fattige Vestenkyst? –

*

Bor der Folk i dette Land? Om der gør!

Der bor de Folk, der hersker i Indien, Australien, Kanada, Afrika. Det var nemlig dem, der fulgte Svend Tveskæg over til Storbritannien, og der var ikke mange af dem, der rejste tilbage. Derfor har de engelske Byer og Sogne i Hobetal danske Navne den Dag i Dag, og derfor kan man rolig snakke vestjysk til en Englænder, naar man møder ham i Kap eller Kairo. Han skal nok forstaa det. Især da vestjysk Tale mest bestaar i at tie stille.

Vestjydens særlige Kendetegn er, at han er ens. Heden er brungrøn baade Sommer og Vinter; Plantagerne er det ogsaa; Klitternes Hjælme og Marehalm skifter heller ikke Mode med Aarstiden. Havet er altid Havet, og Himlen er altid Himlen. Og en Ko er altid en Ko. Hvorfor skulde saa ikke Vestjyden ligne sin Omgang! For en Øbo kan det være græsseligt irriterende, at man ikke kan klemme Jyden hans Mening ud af Livet. Men jo iltrere Øboen teer sig, des mere tilpansrer Jyden sig.

Føst nær dæ æ Nø po Fahr,

komme Jyden u a Dar.

Han er vant til at bære Byrder, og den bærer stærkest, der bærer taust. Der er jo ikke alt for mange Td. Land til den lille Hjemmen, men hvad der mangler i Td. Land udenfor, er der gerne i Børnetal indenfor. Jeg har kendt det Sted, hvor der kom 5 inden for 2 Aar: 2+2+1. Og de Børn faar lært at bestille noget næsten endnu i æ Byss. „En Smaadreng skal lede dem“: han er vel ikke stort mere end 9 Aar gammel, den barbenede, hvidlokkede lysblaaøjede Gut, De møder paa alle endeløse jydske Veje i Sommersolbrand og Efteraarspløre med 15-20 sammenkoblede Køer efter sig! Arbejdet er Vestjydens jordiske Religion. Og der er altid nok at gøre: kaste Klyne, grave Grøfter, plante Fyrre, bryde Ahl, klippe Kvas; stange Aal, næppe er han færdig med det ene, før han er rede til at spytte i Næverne og finde paa noget nyt. Og tro saa ikke, at Sindigheden betyder Tværhed. Naar man gæstfrit er budt inden Døre, og den blaa begynder at dufte, og Munden omsider er lukket op, kan det vel ikke „betale sig“ at lukke den med det samme igen, og saa viser det sig, at Øjnene er storartet indrettede baade til Blik og til Blink.

Nu skal det naturligvis ikke gøres til, at det er en Race af Guder, der befolker Hardsyssel og Omegn. Allerede som unge kan de se arbejdsmisbrugte ud, og Gebis af egen Avl staar det skralt til med fra Konfirmationsalderen. Den æstetiske Sans er nogenlunde ligefrem proportional med Tændernes Velholdthed: der bygges uhyrligt mangensteds. De jyske Stationsbyer – nævn dem ikke! Selv Forsamlingshuse og Missionshuse tyder paa, at vil man have Herren indenfor, har man gjort Regning paa hans Nøjsomhed. Man handler gerne, handler om alt mellem Himmel og Undergrund, og spiller endnu hellere Kort, ofte begge Dele til Djævlens Opbyggelse. Nævnes maa ogsaa et Drag af Tungsind i Havbondens Natur, et Mørke, hvori han tit maa bestaa en dyster Kamp og stundom desværre bukker under.

Nok om det, nu hejser vi Flaget. Hus ved Gaard og Gaard ved Hus vajer Dannebroge, en Skov paa sin Vis saa skøn som Bøgeskoven, og saa langt vi dog kan se i dette flade Land! Med Salmebogen i Haand er de Gamle paa Vej fra Kirke. De gaar sindigt, men har egentlig lidt travlt, for i Eftermiddag skal de unge have Ringridning ved Møllen, stoute Karle er i Gang med at pynte de trinde Heste til Dysten, Piger med festligt røde Arme svinger Gryderne i Køkkenet, allerede med den kommende Nats Melodier i Hovedet. Klitfogeden vugger hjem til sin langlængede Gaard; den er vel bygget for Smuglerpenge engang, men prægtig er den. Hans Ansigt over den sorte Krave er mestens skjult af Skæg, de havblaa Øjne spejder skarpe ud, men i hans Hjerte nynner det af Taknemmelighed: Livet har været godt for ham, Slid og Slæb og Kræfter og Helbred, der slog til. 12 Børn har han sat i Vej, og de arter sig godt. Har aldrig kendt til andet end til Nøjsomhed og til at have nok. Hvordan han fik skaffet det? De 20 Td. Land dels alt for lav og dels alt for livlig Jord gav en Smule Korn, Havet maatte spæde til med Fisk, hvor tit det end undslog sig, og Redningsvæsenet ydede lidt i Kontanter for de mange Timers March som Strandvagt i blæsende sorte Nætter med Genfærd fra Dødemandsbjergene listende i Ens Fjed – bange? Javist var han bange, hundebange, og dog altid rede til at vove sit Liv for andre. Det er gaaet godt. Og han takker Gud.

Mod Aften staar han paa Klittens Bryst og spejder ud over sit Hav. Kirkeklokken ringer Solen ned i det, den gør Havets Sang til en Salme.

Bag ham flere Mil østerinde i Kronheden paa et Bakkehæld saa fattigt, at der ikke engang kan gro Lyng, folder Vaarkobjælden sin fine, skære Dejlighed sammen til Natten.

Kaj Munk.