Til Kong Christian den Tiende

Til Kong Christian den Tiende

Saalænge der er en Konge i Danmark,

er Danmark endnu sig selv.

I Tusinde Aar har Riget bestaaet

og mere end Tusinde til,

men ingen ved i det vældige Aarespand

om kongeløs Tid at nævne.

Jo, fra trettenhundredogtoogtredve

til trettenhundredogfyrre.

De 8 Aar er der ingen Dansk,

der ønsker at faa tilbage.

Hver eneste Gang jeg ser dig, Kong Christian,

er det, som om jeg bag dig skimter

de halvtredsindstyve Forgængeres Skikkelser.

Lige heldige var de jo ikke alle.

Hvad saa? var Folket selv altid det?

Det er hændt, at Sløvheden sad paa Tronen

og ikke fik nyttet det Fond af Kræfter,

Landet laa inde med.

Det er ogsaa hændt, at en Konges Storplan

blev ingenting til, fordi de faldt ham

i Ryggen, de, der stod bag ham.

Men alt i alt saa er Kongernes Navne

Titler paa Danmarkshistoriens Kapitler.

Valdemar Sejer – Frederik Folkekær –

vi hører et Kongenavn,

ser et Folk.

Kun kedeligt, vi er kommen i Gang med

den intetsigende Skiften mellem

Christian og Frederik plus den lille Tabel.

Giv os de gamle Navne tilbage!

Knud Altidpaafærde kunde vi kalde dig,

eller Valdemar Genvinder – gik det an?

Jeg kender dig ikke personlig, Kong Christian.

Skumlere ved med Fnis at fortælle

om Brøst og Fejl.

Gode Mænd, der fra Folkets Midte

har virket sig frem til at sidde dig nær,

Christensen, Stauning,

har givet os Ord for, at ingen Dansk

kunde været Landet en bedre Konge

de Skæbneaar, der blev din Regerings,

end han, der fødtes dertil.

Og naar du færdedes rundt iblandt os

– jeg husker engang, til en Fødselsdag var det visst,

at J. C. Christensen holdt en Tale

og sagde saadan: „Kong Christian, vi ærer dig,“

Oho, hvor Middagsbladene jubled,

og alle Revyer fik ekstra Vers,

at nu sagde Degnen fra Stadil min Salighed

Du til Kongen.

Mig greb det dybt.

Jeg syntes, den gamle Vestjydehøvding

atter engang havde talt som Fru Danmark.

For saadan er vi jo hertillands,

ogsaa du selv, Christian Ærkedansker,

at naar det gælder, er Folk og Konge

Dus med hinanden i Danmark.

Og dog var du ingen Borgerkonge,

ingen Herr Glücksborg med Paraply.

Du vidste selv, at dit Kald var helligt.

Skjalv din Røst, blev dit Øje fugtigt,

naar du stod paa de store Dage

høj og rank og tog mod vor Hyldest

aah, det glædede mig, at i dette

flade Land var der endnu en Højhed,

som var løftet af andre Bølger

end Vælgermødernes Mudderstrøm.

Kronen bærer I ikke længer,

I Konger af de moderne Tider.

Lad mig da skjule mit Hjertes Skælven

under et Smil og bringe det Ønske:

naar du – om mange Aar! – har forladt os

give da Gud, at din Søn, Kong Christian,

maa bære Jakkesættet iblandt os

saa – kongelig just som du.

Kaj Munk.