Til Betty Nansen

Til Betty Nansen

(Skrevet før hendes Død nu til Fødselsdagen)

Naar en Lægmand drog til Delphi, traf han der en Skok af Præster,

Kalveknæ og Hjulben, Manker, Maaner, Skæg og Ikke-Skæg,

nogle bedst tilpas ved Hverdag, andre „oppe“ først ved Fester,

alle fast med saa umenneskeligt menneskeligt Præg.

Den, der søgte Guden, traf paa Præsterne i Helligdommen.

Nogle tjente der for Penge, andre tjente der for Ry,

atter andre – naa, nu var de jo engang til dette kommen;

er der Græs paa gammel Bedding, hvorfor lede om en ny?

Den, der kom og søgte Guden, kunde da som uviss standse

og en Smule distraheret agte paa det kendte Spil,

som om han alligevel knap rigtigt evnede at sanse,

at Reklamekunstens Livret blot blev lavet saadan til.

Men da traf maaske hans Øje en, der var for Livet præget

af et Kys i Mørket under Profetiens Kirkehvælv,

en, der uden Tanke paa sig selv og Folk og Offerkvæget

øvede sin Tempeltjeneste og ofrede sig selv.

Og omsider tren for Altret selve Ypperstepræstinden

med sin Lidenskabs Ekstase skjult bag Viljens kolde Flig.

Da fornam han, medens alle Muskler dirred ham i Kinden,

Guden var ham nær i hendes haanske Smil og Tavsheds Skrig.

KAJ MUNK