Æslet i Bethlehem

Æslet i Betlehem

Af Kaj Munk.

DER stod et gammelt Æsel

paa Torvet i den lille By

og skrød saa sorrigfuld i Sky

og slog med sine Ører,

som næsten var det eneste,

det endnu kunde røre,

saa stift det var af Slæb og Slid

og Sult – og Hugg til hver en Tid

og i de hede Dage

knap en Taar Vand at smage.

Det stod og skrød af Smerte,

men ej for Ryggen saar og øm

– aah nej, fordybet i en Drøm,

den eneste, det ha'de:

I græsgrøn Eng gled blaa en Strøm

hen under Palmeblade;

Folk laa og sang med Vin og Øl,

selv sprang det om som lille Føl

og keg paa Vandets Ilen.

For det var født ved Nilen.

Ben Chas, hvad koster Æslet?

„Det syner knap, som det har Værd,

men tro mig, der er Kræfter her, ok,

Kors! hvor det kan trække!

Saa er det saa omgængeligt,

tja, det har Kvindetække.

Et bedre faar du ej, ved Gud.

Naa. Mester, hvad er?“

Forstod mon Æslet Sagen?

Der bed det ham i Bagen.

„Hold inde!“ raabte Josef,

men Manden svang med Ed sin pisk:

„Saa du har Raad at være bidsk,

naar nogen vil dig købe.“

Ufølsom som en Lædersæk

tog Æslet mod sin Svøbe.

For hurtigt at fri Staklen ud

gav Køberen for højt et Bud,

betalte straks Gebyret

og trak saa af med Dyret.

Og Josef snakked venligt

paa Vejen med sin Følgesvend

og fik til Løn, at den igen

blev ond og bed ham blodig.

„Lad gaa med mig til Hvæssesten,“

han mæled blot sagtmodig;

„men rører du Marielil

og ham, som hører hende til,

har aldrig du haft Herre,

hos hvem det gik dig værre.“

Og nu blev Æslet striglet.

Knap var det fikst og færdigt, før

det saa et Kvindfolk staa i Dør

og glo og le og nikke.

Saa fik det Hø i Massevis

og dertil Lov at drikke

en lille Kilde næsten læns.

Det aad og tænkte vel imens:

Det Fjols behøved sgutte

paa mig saa flot at rytte!

Ved Aften blev det læsset

ned Kvindemennesket fra før

naturligvis med Tilbehør

af Unge og af Pakker;

ved Grimen Manden ta'r, og saa:

af Sted! jo, jo, jeg takker!

først op og ned i Bjergeland,

saa hid og did i Ørkensand,

mens Gribbe og Sjakaler

en Chance sig udmaler.

En Dag i en Oase

har Mor den lille fra sig lagt

og Haanden mod en Daddel rakt,

da Æslet ondt sig gotter:

„Nu før jeg for mit Læs mig fri!“

mod Barnet brat det blotter

i hævnsygt Grin sin gule Tand.

Da kikker op den lille Mand

med Smil fra Øjne milde

saa klare som – en Kilde.

Det sanser ikke Manden,

der styrter til saa bleg som Lig,

det sanser ikke Kvindens Skrig

og ikke Piskesnertet.

Igen belæsset bærer det

sin Byrde som med Hjertet.

Og grunder paa i Gry og Kvæld

det Under, at et Kildevæld

det fik paa Ryg at bære.

Den Lykke og den Ære.

Hvad er det for en Luftning?

Nu i et Hus gaar Manden ind

og kommer ud med Smil paa Kind

„Her fandt vi straks det rette,

men før vi ser vort nye Hjem,

kom med, vi vil os tvætte.“

Og se! bag Huset – o, fald ned,

fald ned og kys den grønne Bred

langs Vandes slørblaa Ilen.

Det er jo – er jo – Nilen.

Ijah, Ijah, græd Æslet.

Og ingenting begreb de to,

men Barnet strøg det mildt og lo,

for det forstod dets Tale:

Min sidste Kvæld du har mig ført

ad Bjerge og ad Dale

til Stedet for min Morgenstund

Jeg regned dig en Byrde kun.

At bære dig, Barnlille,

er Vej til Livets Kilde.

KAJ MUNK.