Et Paaskedigt

Et Paaskedigt

Af Kaj Munk

Skovduen kurrer i de Dødes Have.

Mit Hjerte dybt forsænker sig i Ve.

Violer smaa paa mine Venners Grave,

skal aldrig mere jeg de kære se?

Dernedefra, hvor de er lagt til Hvile,

kom I jo nu. Hvi nikke I og smile?

Skovduen kurrer i de Dødes Have.

Ak, eders Røst var mig jo kær som dens.

Din lune Latter, Gram, var mig en Gave

til Styrkelse og Trøst, en fuldtro Vens.

Tit, Lyngby, vækkede din kloge Tale,

dit Øjes Glimt, min Tankekraft og Dvale.

Skovduen kurrer i de Dødes Have.

Violerne staar op af „sorten Muld“.

Et Foraar lyser over alle Grave,

men Graven selv er tavs og gaadefuld.

Hvor er I, Venner? dybt i Mulm forvaret?

eller i Lys, selv underfuldt forklaret?

Aah du, som kurrer i de Dødes Have,

I, som frimodigt mellem Grave le,

bring mig et Tegn, et sikkert Tegn i Gave,

godt er at tro, men bedre er at se.

De kloge Øjne, lad mig se dem atter,

høre igen den kære lune Latter.

Nej, Herre Krist, til dig jeg vil mig vende.

Naturens Børn fortæller mig kun om

et Skift af Liv og Død foruden Ende

med Jeget evigt under Dødens Dom.

Aah, lær mig, Krist, du mægtige, du blide,

at tro, hvor ingen ret kan se, kan vide.