Januar

Januar

Af Kaj Munk

Og er vort Land en Børneflok

med Blæst i hvedegule Lok

paa lystigt Sop

med Plask og Hop

i Tusind smule Vige

– hør, Vinterens Vejr imod os gaar

og Havet ta'r til at stige,

en Sneorkan os saa fjendtlig slaar,

som om den gravkold og knokkelhaard

kom hid fra de Dødes Rige.

Og ejer vi en Hytte mild

og samles vi om Arneild,

hvis Tørvesmuld

og Egebul

vil spærre Fjenden ude

– vi skotter dog sky mod det gale Vejr,

der pisker mod sorten Rude.

Vi hører det sukke fra Sig og Kær

og knække i Skovens fejreste Træer,

og sultent Rævene tude.

For det vi har en Digters Ord

at der er ingenting paa Jord

saa tyst som Sne.

Haah, vi gad le,

men kan kun klapre Tænder.

– Da Natmørket er omsider forbi

og sig i et Dagmørke ender,

paa Ruden blomstrer en Frostfantasi.

Vi aander os hver sit Kighul deri

og ser et Land, vi ej kender.

Hvor Lærken paa sin egen Trill

tit klatrede ad Himlen til,

hvor Haren sad

saa mimreglad

med Roeblad ved Bringe

– kun Sneens Skorpe. Et Raadyrs Spor

deri med blodige Ringe.

Graakragen utrolig sort og stor.

En Smaafugl trykkende sig mod Jord

med syg og slæbende Vinge.

Hvor er de danske muntre Mil,

der løb og leged uden Hvil

til Fuglesang

langs Korn i Vang

og Blomster blaa og røde?

– Et styrtede Svaners Vingespiil,

et Ligbliks stirrende Øde.

som om det var selve Danmarks Smil,

der stivnet i Ve fra en Bagholds-Pil

var frosset i Nat til Døde.

Men Danmark, Mor for Børneflok,

der med sin hvedegyldne Lok

i Fjord og Vig

med muntre Skrig

helst sommerglade plasker,

vi tror dog fast, vi skal aldrig se,

at Vinter dig overrasker,

saa ikke du atter bag Slud og Sne

skal med dine Lærker befriet le

blandt Snerler og Hyrdetasker.

Kaj Munk.