Februar

FEBRUAR

Af KAJ MUNK

Februar,

kuldeklar,

skarp og bar

– hvabehar,

naar en Gæk

nok saa kæk –

Blev den væk?

Hvabehar?

Februar!

Skræk og Ve!

Sne og Sne.

Ve og Skræk!

Ingen Gæk

mer at se.

Bare Sne.

Himmelkrog.

Rendefog.

Alt blev væk

i en Sæk.

Bidsk Nordost.

Hark og Host.

Kuldetal

Fald paa Fald.

Jorden blind

sluttet ind

i sin Sne's

Parentes.

Hvabehar,

Februar?

Stille! hør!

Jo. Det tør.

Tagskægsdrip.

Spurvepip.

Vindvets Glar,

se, hvor klar!

Bedstefar

i sin Stol

laber Sol,

og de smaa,

ja, de maa

ud og se,

at Hr. Sne

faar Adjø

af Fru Tø.

Liden Gæk,

fin og kæk,

en Profet

indesneet,

fra sit Gem

træder frem

uden Men,

klokkeren.

Vaar med —et?

Tøv nu lidt!

Hvabehar,

Februar?

Denne Blæst

fra Sydvest,

av, den snor

sig mod Nord.

Øreflip,

Næsetip

de faar Nip,

de faar Klip.

Fra min Tud

vokser ud

Istapspryd,

spares Snyd.

Finkelil

søger til

Vindueskarm,

tiggerarm.

Som i Rus

mod vort Hus.

Mikkel Ræv

øjenskæv

spejder om

Lægedom

for sin Vom,

der er tom.

Midt i Frost

paa sin Post

lige kæk

staar vor Gæk.

Skøjter fat!

ud og drat!

Hvabehar,

Februar?

Sne igen.

Vel, min Ven,

slaa det hen,

kald det Spænd

Kælk og Ski

gør os fri.

Rask af Sted!

Pigen med.

Snefnugdrys,

friske Kys.

Hvabehar,

Februar?

Tø! og Pløre

i een Køre.

Skræk og Ve!

Maa vi be':

lad det ske

en to tre.

Sneen væk

i en Bæk

som af Blæk.

Og vor Gæk

midt i Snaus

skær og taus

fuld af Magt

holder Vagt.

General

Karneval,

for det Drill,

som dit Spil

mig har voldt,

naar du holdt

mig for Nar,

Februar,

tag mit Kvad

om, at hvad

Liberi,

du trak i,

stol kun paa,

det skal faa sin Bekomst;

men den Blomst,

der sad trøst

paa dit Bryst

i sin Ro

fuld af Tro

gennem alt,

da det gjaldt

– hvad den spaar,

det bestaar

just, naar du

om et Nu

er forbi,

Totini,

for den spaar:

VAAR.

Februar,

hvabehar?

'Revoir!

KAJ MUNK.