Marts

MARTS

Af KAJ MUNK

JAVISST, Hr. Lærke, javisst, Hr. Stær,

ja, Gubevar's er det dejligt Vejr

og Herren vil vi skam prise.

Men dengang Solen laa hen i Døs,

og det en Snes Grader og mere frøs,

ja, undskyld mig, at jeg bli'r lidt grov,

men altsaa, Gentlemen, – med Forlov

Hvor var da I og jer Vise?

Jeg sidder i Præstens Eføj her

med Udendørstermometret nær,

har altsaa let ved at kigge.

Det undrer mig næsten, at Bunden holdt.

For det var nemlig en Smule koldt,

ja, saadan set, for at mærke det,

saa til dether Termometer se

behøved jeg egentlig ikke.

Hver Morgen jeg slog mine Øjne op,

saa pusted jeg Ferene op om min Krop

for at se, om de virkelig var der.

Saa keg jeg langt gennem Ruden ind,

hvor Stuen laa lun i Kakkelovnsskin.

De sang saa yndigt om Morgenstund,

der har efter Sigende Guld i Mund.

– Pastoren har Bakkenbarder

og gik efter Sangen paa Træk og Slip

og kom saa og stod og hørte mit Pip,

der var een Banden og Snærren.

Han kaldte paa Birthe og Frederik

og messed med vaadt i det venstre Blik:

„Se liden Graaspurv, saa tro paa sin Post!

ja, løfter endda i den strenge Frost

sin fattige Lovsang til Herren.“

Saa foldede han sine Hænder en Stund

og mumlede noget med „Guld i Mund“

og kløede sig tænksom i Bagen.

Jeg blev saa ædende gal i Hu,

jeg kunde have slaaet den Rude itu

og kradset ham ind i hans fromme Godda'

og pikked ham alle hans Bartehaar a'…

Men nu har jeg tænkt over Sagen.

I Stadsfolk, I stak jo af, da det knev.

Men Graafatter her, naa ja, altsaa: han blev,

mens Vintren gik over Gevinder.

Saa si'er jeg – ja, undskyld mig et Korn Pral! –

Gud ved, om ej, naar det være skal,

Vorherre er nok saa godt tilpas

med den, der bander og bli'r paa sin Plads,

som med den, der be'r og – forsvinder.

Maaske har han Ret, sølle Præstemand,

at Livet har hørt i mit trodsige Band

et Bifald fra sit Parterre.

– Men jøss, det skal ikke skille os mer.

I Dag er det jo et velsignet Vejr.

Og alt det andet det er forbi.

Lad mig kuns ogsaa nu stemme i

med et Længe leve Vorherre!

KAJ MUNK.