Danmark

Danmark

Et Stjernebillede spejler

sin Pragt i den blanke Sø.

Vi hilser dig, Danmark i Havet

med Jylland og Ø ved Ø!

Os løfter din høje Ynde,

os bærer din stærke Fred,

paa eengang vor Plet af Jorden

og saa en Stump Evighed.

Hvad dyrt os er, har du givet,

og dyrt vi dig takker derfor:

den Mor, der vore Smaahænder

har foldet om Fadervor,

det Sprog, der alene er Hjertets

i Hverdagens Dont som i Fest,

det røde Korsflag, der lever

i Kamp med den stridige Blæst.

Sit Folk har Dannebrog manet;

i Kamp kun har Livet sit Værd.

Tit sveg vi – men Danmark tilgav

og blev os kun dobbelt kær.

Blev Dagene tunge af Skæbne,

af Nederlag og af Savn,

brat vidste hver Mand, hvad han skyldte

sit ærlige danske Navn.

For vort er jo alt, som er hendes,

hvad Sejre hun vandt og hvad Saar,

og Vagt vil vi staa om vor Moder,

der bar os de tusinde Aar.

Af evig Ungdom hun smiler,

og aldrig skal Danmark dø,

saalænge som Stjernen spejler

sin Pragt i den dybe Sø.

Kaj Munk.