Juni

JUNI

Af KAJ MUNK

Hvorfor sidder du, Ven,

med Hovedet bøjet,

naar Solen kører

sit Lykkehjul

frem gennem Dagen,

den travle og lange,

naar Maanen sejler

med Fred som Fragt

igennem den lyse

letaandende Nat?

„Jeg ved det nok.

Men jeg sanser det ikke.

Det Lykkehjul knuser

mit Hjerte nu.

Den Fred, jeg begærer,

er ikke den korte

og lyse Nats,

det er den lange

og evig mørkes.

– Der stod et Vers

i min Barndoms Salmebog;

jeg lærte at remse

det op for Præsten:

„Saa i alt for onde Dage

glade vi herfra kan drage

did, hvor der er evig Fred.“

Jeg kender det Vers,

jeg kender det, Ven,

har stundom selv været

paa Vej til at sukke det,

men synes, der ligger

en Svigten i det,

et Forræderi

mod vor Moder Jorden.

Lad mig blive her,

saalænge jeg kan det,

saalænge Sanserne

ikke er stumpet

aldeles af Pine

og Alderdom … …

medmindre da Offer

har krævet det inden.

Men saalænge de hvide

letløvede Birke drømmende spejder

i Aaens Vand;

saalænge som Karse,

Forglemmigej, Engblomme,

Smørblomst og Perikon

sammen med alle

de saftige Græsser

vidner, at Han,

der er Ejer af Engen,

er praktisk og ogsaa

har Skønhedssans;

saalænge som Marken

er Bordet „Dug, dæk dig“

Rugstraa, der let lægger

Alen til Væksten,

smaabitte Roer

(med Vold gjort alene,

men masende paa

og snart atter et Folk)

usentimentale

Kartoffelplanter

og Lykkekløver

tre-firefoldig:

altsammen Mad;

saalænge som Heden

(dér traver Myren

og bærer – o Trøst! –

paa Byrder større

end Bæreren selv)

mut stikker ind i

sin vintervisnede

solblæsttørrede

Lyng

gul Potentil,

liden Blaaklokke

og sagteringlende

spinkeltrødmende

Tyttebærblomster;

saalænge Skoven

er høj og alvorlig

men Grøftekanterne

larmer af Farver

(endogsaa en Græshoppe

fandt jeg rød) –

–  saalænge den svage

Aftenbrise

er stærk nok til

ind i Hjertet at bære

Toner fra Drossel

og Due og Gøg

og Bedeslag

fra den fjerne Kirke

og stemme dem sammen

til Takkebøn –

–  saalænge som Høet

dufter fra Stakke,

og Timian, hvor er den?

snus til! snus til! –

– saalænge Bygen

og Havets Aande

helbreder Sjælens

sprækkede Kar,

saa ny Livskræfter

kan gydes i det –

– saalænge (tilgiv,

jeg taler Sandhed!)

en brunstegt Kylling

og friske Jordbær

paany giver Fylde

i Livets Tomhed –

– saalænge kort sagt

Fru Juni smøger

Chemisen af sig

naturlig dristig

og bader under

syv dybblaa Himle

i Danmarks Have

og lader Solen

og Vinden tørre

sit brune, prægtige

Konelegem,

hvor beder jeg da

om at være nær

med alle Sanser

i Midsommerfesten

og takke Gud.

Du svarer mig, Ven:

„Naturen, lad gaa!

skønt ogsaa den

er blind og Forvirring.

Men Utøj paa Jordens

rynkede Hud

er Menneskekravlet;

dejligt at vide

det evigt bag sig!“

Aah, smæd os ikke.

Gaa hen i Parken,

lad Michelangelo

aabne dit Øje:

hvad Mennesket end er,

Svin, Rovdyr, Lus, Giftkryb,

en Gud er det ogsaa.

Og er dets Mæle

nu Brag af Bomber,

Dødshyl og Eder

og Radioløgne,

find dig et Sted,

hvor de spiller det, som

den døve Beethoven

hørte synge

blandt Stjernerne

og tog med sig ned,

sæt dig og lyt

og forstaa, at hvad Jorden

er, saa er den

dog ogsaa en Stjerne.

– Lys er Natten

og dejligt dufter

din Elskedes Haar;

dejligt smager

den modne Læbe.

Tvivler du endnu?

hvem bød Godmorgen?

Smaapige slog

smaa haarde Arme

omkring din Hals?

Tro mig, det falder

tungt at byde

sin Broder Mennesket

sit Farvel.

„Du lefler med alle

farvede Sten!

du ryster din Pose

ret som en Kræmmer:

Se, se og køb

og bliv ved at købe!

Ved du da ikke …“

Jo, Ven, jeg ved det,

om Blod og Uret

og vædskende Løgne,

ved mer end nok.

Men skulde jeg derfor

svigte min Moder

Jorden, blot for

at hytte mig selv?

Hvortil var Livets

dyre Gave

ødslet paa mig,

om ikke til Gengæld

jeg elskede det

og mest, naar det skændes.

Just i Nedværdigelse

er der Brug for

Højhed at tro paa.

Midt i det hæslige

bør det sig Skønhedens

Banner at svinge.

Kun hvor der syndes,

er Synders Forladelse mere end Tant.

– Raab da Fordærvelsens

Dom mod Fordærverne!

ak, men de tørstende

læsk dem med Haab!

Danske Skærsommer

fuld ond var din Vinter;

„Blomster og Fugle

alt fryser til Døde,“

klaged Opgivelsens Kløgt.

Blomsterne bied,

Fuglene tied;

se nu og hør nu,

hvor de Sagtmodige

arvede Jorden.

Broder og Ven,

skriv dit Salmevers om.

Ingen Bøn om at pjække.

Nej, giv os at leve

saa i alle onde Dage

frisk vi kan i Leding drage

for den sande Jordens Fred.

KAJ MUNK.