Juli

JULI

Af KAJ MUNK

Aah, Danmark, hvor dit Navn er blidt

som Klap af Pigehænder,

og Flaget smiler rødt og hvidt

som hendes Mund og Tænder.

Din frie Blæst – til Lands, til Søs,

hvor styrker os dens raske Kys.

Og Somren gaar

med Regn i Haar

og ryster det paa Vænge –

med Nattergal

i Bøgesal

og Solen knap i Senge.

Nu lufter det, nu dufter det,

den Duft af Hø fra Enge!

Og Fjorden aabner sig saa frisk,

men har bag Rosentjørne

helt inderst inde gemt polisk

en gammel By med Lugt af Fisk

m. m. paa Larsens Hjørne.

Mod Overmagt er Dansken vant

fra Barnsben til at kæmpe

og sejred blodighaardt iblandt,

men sejred helst med Lempe.

Og sank vor Magt – i Fredens Værk

er Danskens Aand som forhen stærk:

den sjove Fyr

med Eventyr

til alle Børn paa Jorde;

den Salmeklerk,

hvis Folkeværk

er som en Sol i Norde;

Atomet selv maa aabne sig

og ta' paa Dansk til Orde.

Dog større end den store Mand

kanhænde er den jævne.

Vi ser i Kamp med Ahl og Sand

og Bjerg og Sump og Bølgebrand

hans sejge danske Evne.

Mod Havets Hvashed kun et Smil

af Klittens hvide Tænder.

Det vilde Sand fik du til Hvil

med Strøg af Lyngens Hænder.

Mod alt, der truer hvast og vildt,

du svarer kun med „fast og mildt“.

Du blev os stor, vor lille Mor,

ved Sindets brede Varme,

er os saa kær

ved mod enhver

at aabne dine Arme,

stærk mer end dem med Hadets Raab

og Gny og Vaabenlarme.

Os hellig er din gode Jord,

din fromme, muntre Ager.

Gud signe dig, vor Plet i Nord,

vort Fædreland, vor gamle Mor

ungpigeferm og fager!

Kaj Munk.