August

AUGUST

Af KAJ MUNK

Jeg er kun Lyngen – ikke regnet stort.

Hvor det er muligt, sættes jeg paa Port.

Glemt er forlængst det gode, jeg har gjort.

Men dengang Menneskenes Uforstand

gav Egene til Pris for Savens Tand

og aabned Agren for det vilde Sand,

da Danmark lagdes blot for Skæbne vred,

da var det mig (som ingen regned med)

der drog til Felts for Landets Liv og Fred.

Kun ringe var jeg, let at overse,

vant til at døje Ringeagt og Spe –

men tænkte: Den ler bedst, der sidst kan le.

Saa sandt det var mit Hjem, mit eget Land,

jeg vidste med mig selv: „Hvad hændes kan,

jeg Holder Stand, blir ved at holde Stand.“

Og Blæsten mærkede min brune Lok

og Sandet gnavede min sorte Sok,

men jeg gik paa, jeg løftede i Flok.

Den høje Rug var gaaet rent i Staa,

og Egens Kæmpekuld paa Valen laa.

Tit hvor de store falder, staar de smaa.

Det gale Sand jeg læede i Hi,

og Stormen, der for fløjtende forbi,

udtømte nytteløst sit Raseri.

Hvas var mig Tørken, Vinterfrosten haard.

I onde som i knap saa onde Kaar

jeg stod mig Hundredaar paa Hundredaar.

„Hvor gold, hvor grim!“ har tit de om mig sagt.

Men slaas man for sit Liv mod Overmagt

saa blir der ikke Raad til Glans og Pragt.

Og er det sandt, jeg var kun taterarm,

gol fra min Skulder Ur dog Dagen varm,

og lunt laa Hjejlens Rede ved min Barm.

Og grim er ikke Ordet om mig just,

naar under Lokemandens Flimrepust

jeg kaster Kroningskaabe om August.

Se, hvor jeg blaaner rødt og rødmer blaat

og klæder Knøsen Jylland ganske godt,

ja, mer end Mælkevejen Himlens Drot.

Ak, und dig, travle Vandringsmand et Hvil

i Mos og Lav, hvor ydmygt Potentil

dig hilser med sit lille Solesmil.

Jeg lader Timian danse om din Fod.

Jeg lader Myntens Dufte slaa dit Blod

og hilder dig for Spøg i Ulvefod.

Mens Tranbær-Barnekinden rød og trind

paa Mossets Pude sødt er slumret ind,

basuner Revlingen sin Negerkind.

Og drigstig titter Tyttebærret frem,

men Blaabær søger nedre Egnes Gem

blufærdig i sin Drøms blaa Natteem.

Kast saa dit Blik som i en Urkok-Skøjt,

der splintrer Luften lig en Spoves Fløjt,

ad Bakkens Flade ud i Himlen højt.

Ja, tilgiv mig, jeg kvæder selv min Pris

– men egentlig er jeg et Paradis,

har alt, en Slange selv, naturligvis.

Tja, saadan er jeg – og alligevel:

med Ild og Traktorplov og Fyrretræ!

skal jeg nu slaas ihjel, skal slaas ihjel.

Nuvel! at klynke aldrig var min Skik.

Kun lad mig sunde mig et Øjeblik.

Maaske jeg sejred størst, da jeg forgik.

Jeg husker jo, at der, hvor nu jeg staar,

laa Skov og Mark engang i Danmarks Gaard;

og i min Død jeg drømmer om en Vaar,

da Landet, jeg fik frelst, mit Hjertes Digt,

med Korn og Træer atter bølger rigt.

Saa dør jeg gerne; jeg har gjort min Pligt.

Kaj Munk.