Nordens Moder

Nordens Moder

Af KAJ MUNK

Ved den festlige Premiere paa Kaj Munks Skuespil „Egelykke“ i Stockholm i Gaar Aftes oplæste kgl. Skuespiller Thorkild Roose en Prolog, som Digteren havde skrevet til denne Anledning. Vi bringer her det pompøse Digt.

Hvem er den Kvinde høj og streng,

der uden Blik hen for sig ser,

– mens over Himlens frosne Eng

de skarpe Diamanter ler

af Menneskenes Vaande?

Hun har en Dronnings Majestæt,

men kun i en forreven Flig

og i sin Smerte er hun klædt

– som lever, mens hun selv er Lig,

kun hendes hvide Aande.

Vaagn, Kvinde, rejs dig, søg dit Hjem!

snart stivner selv dit Aandedræt;

det vilde Nordlys farer frem

og dækker Himlens Eng med Net

af istillagte Floder.

Da hører jeg et Klagestøn.

O ve, jeg kender denne Røst,

og med et Raab af Angst og Bøn

jeg kaster mig til hendes Bryst:

min egen Moders Moder.

Jeg ved, hvorfor du sidder her

i denne grumme Vinternat,

hvorfor du uden Stav og Klæder

med et har Hus og Hjem forladt

med Døden i dit Hjerte,

hvorfor, som under Kransens Tjørn

vor Frelsers Tinding, din er bleg.

Af Sorrig over dine Børn,

fordi de sveg, fordi de sveg

og sank i Skam og Smerte.

Men Moder, vil du høre mig,

igen staa op og stævne frem,

saa skal jeg gaa til dem fra dig,

skal ile til dem alle fem

og hilse dem og sige:

Om Sammenhold har jeg jer bedt,

I spildte Kræfter, spildte Tid,

nu ligger I, som I har redt,

nu lyder Ordren: ti og lid!

Javisst, men: haab tillige.

Og Skeler Ørn og snuser Bjørn

i Morgen til mit Hjerte koldt,

jer er det, mine egne Børn,

der jeres Moders Død har voldt.

I vilde ikke høre.

Men har I tømt saa bedsk en Skaal,

at I omsider vedgaar rent,

nu fik I Øre for mit Maal,

da er det endnu ej for sent

til Haand paa Værk at føre.

Blot husk, der er raabt Hurra nok

og præket mer end rigeligt

og holdt Banketter Skok paa Skok

og skrevet Alenvis af Digt,

og det gav Skaar og Splinter.

Nu gælder det med praktisk Tag

og Viljen stejl og Troen stærk

at forberede Vaarens Dag,

da Dækket falder for det Værk,

I vandt af denne Vinter.

Og Moders Moder, Dronning stolt,

nu tror jeg, at de dog forstaar.

Har aldrig før de sammen holdt,

nu bygger de den brede Gaard

i søskendtrofast Enhed

og hjælpes smukt i hver en Tørn,

om end de stadig frit tør le,

og du skal bo hos dine Børn

og hele Verden faa at se

dit Ansigts Kraft og Renhed.

Kaj Munk.