Mit Fædreland er Norden

MIT FÆDRELAND ER NORDEN

Af KAJ MUNK

MIT Fædreland er Norden, hele Norden,

mit Hjertes Maal og Kilde, Liv og Lyst.

Et Land af Kraft og Smil – saa varm er Jorden,

at hede Kilder springer af dets Bryst;

blandt Klippers Stejlhed smyger ind sig Fjorden;

blidt gynger Kornet sig fra Kyst til Kyst;

med trodsig Travlhed knuser Elven Freden,

i Søer og Skove blunder Evigheden.

Den hugger haardt, gør Norsken. Islandsk springer

med faste Takter over Stok og Sten.

Vidt breder Svensken sine bløde Vinger,

men Dansken trilrer over Agerren.

I Blæsten Finsken længelig sig svinger

fast som en japanesisk Blomstergren.

Og Grønlandsk – Færøsk, hver en Bølgegave,

I Nordens Modersmaal, saa rig en Have!

Hvor er du spredt, mit Fædreland! du ligger

end ikke i den samme Verdensdel.

Som Rav i Havet, feltvis og i Prikker,

mod Polens nordlysfunklende Juvel.

Men dette Nordens Folk er Perlestikker,

den lange Kæde er nu een og hel.

Amerika, Europa, ligemeget!

her er vi selv, og dette er vort eget.

Helst smiler Nordens Søn. Med Smilet vinder

han mer end andre Folk med Bajonet.

Sundhedens Roser blomstrer paa hans Kinder,

og Ret og Frihed er hans Aandedræt.

Hvor de forgiftes, brat hans Smil forsvinder,

og da betales Fjenden paa et Bræt.

Thi Korsets Mærke brænder i hans Banner.

Og „Korsets Mærke sine Kæmper danner.“

Hen over Verdens Have Ryet toner

for Daad af Haand og Aand, som aldrig dør,

I Mænd af knudret Eg, I Bøgekoner,

granvoxne Karle, birkesvaje Møer.

Naar Blæstens Sang i høje Skoves Kroner

og Havets Salme under Kyst jeg hør,

da kender jeg min egen Moders Stemme,

og ved, jeg er i Norden, jeg er hjemme.

I Tak til ham, der spændte Maalesnoren

for Folkestammerne paa Klodens Bræm,

for han os gav af Landene paa Jorden

et saa mangfoldigt, krævende til Hjem

staa frem til Værn for Fædrelandet Norden,

for alle en og en for alle. frem!

at vi i Stormens Brag og Havets Brusen

kan staa, eet Folk, et nyt og stort Aartusind.

Kaj Munk.