Præsten fra Vedersø knipser nogle Snapshots

Præsten fra Vedersø knipser nogle Snapshots

Et besøg i Klitlands Præstegaard, hvorfra Præsten og Digteren Kaj Munk glæder de mange og forarger de faa.

Det havde været mit Ønske gennem mange Aar at træffe Præsten i Vedersø. Som tusinde andre blev jeg selvfølgelig vippet lidt ud af Balance af Kaj Munks stormende Entré paa det danske Parnas; han kom med Drøn og Bulder, proppet til Randen med Ideer og Meninger; Præst og Digter, Kristendomsforkynder og Døgnskribent – og altid midt i en Hvirvel af Aktualitet, altid med Fingeren paa Døgnets Puls. Godtfolk slog vel Kors for sig imellem, naar det sproglige Fyrværkeri knaldede lidt vel rigeligt, og en og anden Præstebroder fløj vel ogsaa i Blækhuset og sendte en Salut til Vedersø; men Stemmen deroppe fra Klitlandet lød med umindsket Kraft .. og den steg i Velklang og Fylde og trængte ind i Hvermands Stue og trængte ind paa det danske Teater, hvor den iklædte sig Fløjl og Silke, Zobel og Maar, og genskabte Troen paa Scenens kostelige Kunst i den 11. Time.

Kaj Munks Fødehjem i Maribo. Huset foran Skorstenen.

Forleden sad jeg overfor den mærkelige Mand i hans fjerne Præstegaard ved Vesterhavet, og paany forbavsede han mig ved sit Gemyt og sit Temperaments Foranderlighed. Under en vældig Inspiration, der strakte sig over halvtredie Time og som næsten havde Karakter af en Seance, lod han Minderne blomstre frem .. sin Barndoms og sin Ungdoms Minder — smaa henrivende Foraarsblomster, der foldede sig ud i al deres skære Ynde under hans Sinds og hans Godheds Varme.

Op gennem det fattige Vesterhavsland kom jeg med Lyntoget til Ringkøbing og videre til Ulfborg, for derefter ad krogede Veje, langs tynde jorder med store Lyngpletter at naa frem til Vedersø Præstegaard, fra hvis Vinduer man øjner den lysende Klitrække mod Vest. Sært øde og ensomt for én, der kommer fra Lollands Overdaadighed .. og sandt at sige: her er mere Himmel og Jord end Folk.

Og saa sidder jeg i Stuen. Fru Munk har budt mig Velkommen paa sit gode jydske Maal og er forsvundet i Køkkenet; men lille Yrsa Munk underholder mig med blanke Øjne og et lille Strikketøj mellem Hænderne.

–  Hvad hedder du .. og hvor kommer du fra? .. Vi kommer paa Bølgelængde sammen, og snart udfolder Yrsa sig som en lille gul Krokus i Solskin og fortæller løst og fast .. hun har læst »Smeltediglen« to Gange og har set det 6 Gange, tre Gange i København, en Gang i Ringkøbing, en Gang i Aarhus og en Gang i Vedersø Forsamlingshus .. hun har ogsaa læst »En Idealist« og alle Hostrups Komedier.

Yrsa er seks Aar!

Og saa kommer Præsti hjem; han har været ovre og præke i Nabosognet for en Kollega. Han har sin gamle Mor med i Vognen. Hun holder af at sidde under sin Drengs Prædikestol. Det var nok, naar alt kommer til alt, hende, der var Aarsagen til, at han blev Præst.

Snart sidder vi oppe i Vedersøpræstens Studerekammer paa Loftet. Dér helt bagude i Gavlen har han indrettet sin »Hule«, fjernt fra Børnenes Tummel og fra Dagens Gerning i Præstegaarden. Her er hyggeligt og varmt i Petroleumslampens Skær.

Paa Væggen over den store Skrivepult hænger en Vrimmel af Scenebilleder fra de Munk'ske Skuespil, og et bitte Billede ogsaa fra Maribo med Barndomshjemmet og Fætter Hjalmar staaende foran. Paa en Hylde henne ved Tagvinduet den store, pragtfulde Billedbibel i Læder og med gyldne Spænder.

Kaj Munk sætter sig tilrette, lukker sine Øjne og drømmer sig bort til en Verden, der var .. Drengen Kajs Verden i en lille smilende lollandsk Landsbyidyl ..

Kaj Munks Barndomshjem i Opager.

— Jeg kan huske en hel Del smaa snapshots .. forunderligt, hvad der brænder sig fast i en Hjerne; det store gaar fløjten .. det smaa bliver stikkende. Jeg ser mig selv som 3- aarig gaa med Mor gennem Gaderne i Maribo .. husker min grænseløse Forundring over, at Maanen gik med. Naar jeg var ud for en Tværgade, stod den for Enden af den, og naar jeg var ud for den næste Tværgade, saa stod den minsandten ogsaa for Enden af den .. ufatteligt.

I det hele taget spadserede jeg meget med Mor – bare aldrig ud til Lysemose; thi paa Hjemvejen derfra døde Far portionsvis. Jeg husker, at jeg en Dag skulde over til Bouchinger .. og da jeg kiggede tilbage, stod Mor i ved Trappen, og i et Anfald af drengeligt Overmod raabte jeg himmelhøjt til hende: Farvel Mathilde! Ha, ha.. jeg kender det med mine egne, naar de faar Griller og med et Fnis siger: God Dag, Kaj! eller: Farvel Kaj!

Og saa begyndte Mor al blive daarlig.. det var Tuberkulose .. Brystsyge, kaldte man det .. og der blev indrettet et Lysthus nede i Haven til hende. Det var i Stedet for en Rejse til Syden .. men jeg var meget bange for at komme i Lysthuset, for der var et »Dødningeur« dernede .. en Faarekylling kalder man vist saadan en Svend i daglig Tale.

Siger De Legekammerater .. hvem det var? Det var Gadens Drenge et allestedsnærværende Folkefærd .. Vi arrangerede vældige Cirkusforestillinger. Jeg mindes et Arrangement med to tomme Tønder og 4-5 snottede Hvalpe bag noget Sækkelærred .. ha, ha, ha .. det var overdaadigt. Rædsler var der ogsaa i min Tilværelse .. som da Naboens Dreng fik Skarlagensfeber, eller da Kongens Foged troppede op ovre hos Genboen, og Konen stod bag Døren og ikke vilde lukke op. Det pirrede min Fantasi .. og den var livlig. I Drengenes Lag berettede jeg saaledes stolt om en Stork, jeg havde set ude hos Onkel Munk paa Landet. Det var en vældig stor Stork .. og den havde nappet Korn i Lommen paa mig .. og ved at strø Korn paa Jorden havde jeg faaet lokket den helt med ind i Stuen derovre i Opager .. Beundrende Tavshed i Kredsen, indtil en af de store Drenge erklærede, at Storke aad ikke Korn .. Hvabehar? Det gjorde min i hvert Fald!

Saa kom Tiden omkring Mors Død .. jeg kan genske tydeligt huske selve Dødsøjeblikket .. Hun havde forudset, at det bar mod Døden, og truffet sine Foranstaltninger. Selv mistede hun tidligt sine Forældre og blev opdraget hos fremmede, og helst havde hun taget sin Dreng med sig i Graven; men da det saa ud til, at jeg hængte ved Livet, saa havde hun faaet ordnet det saaledes, at jeg skulde sendes til en barnløs Kusine og hendes Mand i Opager .. det var Peter Munk og hans Kone. Først kom jeg dog et Par Maaneder til Tanle Marie i Skørringe, men en Dag erklærede Peter Munk, at skulde de have Drengen, saa skulde det være nu, og saa kom jeg da til Opager .. men jeg fattede ikke, at min rigtige Mor var død. Hun havde lært mig at slutte min Aftenbøn med et: God Nat Gud, God Nat Jesus, God Nat Far og God Nat alle hellige smaa Engle! Nu havde jeg selv føjet et »God Nat, Mor« til.

Men jeg kom altsaa til Opager .. det var Saddelmager Christensen, senere Sokkehavegaard i Arninge, der øjnede mig, og han rystede nok paa Hovedet og erklærede: Han faar vi vist ikke megen Glæde af! Men jeg fik et dejligt Barndomshjem i Opager. Der var jo ingen Børn i Forvejen, saa der blev ikke Tale om Stedmoder. Jeg levede sammen med andre Børn et glad og lykkeligt Landsbyliv med Leg og med Fuglesang og Blomsterduft.

Mergelgravene hørte til de forbudte Omraader .. der boede Lossen .. et forfærdeligt Uhyre. Det kunde ske, at man lige kunde skimte ham, naar man stod og trykkede sig mod sin Fars Ben .. et slimet, svampet Hoved … det var Frøæg .. naa, efterhaanden anede jeg jo Uraad og tog Hævn ved ikke at kunne vande Køerne i Mergelgraven .. for der nede var jo Lossen.

Min bedste Ven var Karetmager Madsens Dreng, Svend, nede fra Vejleby Skov .. de bor nu i Nakskov. Svend og jeg legede i mange Aar »Los« oppe paa hans Fars Græsplæne og dansede om og snappede Smaabørn .. og jeg husker min Fortrydelse, da Svend en Dag, efter at vi i flere Aar havde været fra hinanden, kom ud i Haven og skulde lege. Jeg foreslog straks, at vi skulde lege Los .. men Svend trak haanligt paa Skuldrene: Saadan noget Barnevrøvl..! Det var mig en grænseløs Skuffelse .. der var noget der skred indeni mig ved den Lejlighed.

Svend kom ogsaa til mig, naar jeg laa syg og stablet op med Puder hjemme i Opager … og han kom med Favnen fuld af Ugeblade og sad troligt og læste Knold og Tot for mig.

Og saa var der Saddelmager Christensens Anna … vi var ene hjemme og sad ved det store Bord og klippede Medlemslisten til Marker Madsens Brandkasse i Stykker og syede smaa Salmebøger af Stumperne og sang, saa det rystede, for hinanden, Medlemsnavnene paa Salmemelodi!

Kaj Munk er nu paa Vandring .. op og ned .. op og ned gaar det i Studerekammeret .. hen til Skrivepulten og tilbage til Tagvinduet. Hver Gang han sætter af ved Vinduet for at starte Tilbageturen, giver Gulvbrædderne sig med et Svup, og Petroleumslampen paa Bordet slaar et rask lille Slag.

—  Ja, hvad ser man ikke af Herligheder, naar man lukker sine Øjne .. de stille Stunder .. den lollandske Kløvermark, hvor jeg laa som Dreng med Bierne summende om mig og kiggende lige op i den blaa Himmel … og jeg ser Mor inde i den lille Stue en Søndag Eftermiddag, siddende i Solen med et Haandarbejde … hvilken Fred … Jeg ser ogsaa alle de vilde Blomster langs Vejgrøften, Skarntyderne, som kunde laves til Fløjter – og som ogsaa kunde agere Tyskere, som man huggede Hovederne af, naar man indtog Sønderjylland og gav det tilbage til Moderlandet. Man gik og drømte om, at man kunde blive Pave … og Carl Reinholdt, han var saadan en pæn Dreng, han kunde blive ens højre Haand og styre Riget for en.

Og se for Enden af vor Mark gik der en dyb Grøft, »Hovedrenden«, der voksede Stikkelsbærbuske dér med smaa røde Stikkelsbær … her var Teskadelæg (Kodriver) og Tjørnekrat, og ved Skræderens Dige var der Martsvioler. Sammen med Naboens Søn Johannes huserede jeg i Hovedrenden; vi var flinke til at have Tændstikker med … Båal blev til nede i Grøften, uden at vi tænkte paa, at Far gik og pløjede og saa Offerrøgen stige til Vejrs … og saa pludseligt tordnede Gud Herrens Stemme: Va' æ det I laver? Noget maatte der findes paa i en Fart, og jeg beordrede omgaaende Johannes til at smøge Bukserne ned om Rumpen og gjorde selv ligesaa, for at det kunde se ud, som om vi var i Grøften i et lovligt Ærinde, men vi glemte jo Røgen … og maatte da ogsaa tage Flugten, begge med Bukserne nede om Benene … men kom da derfra med Livet.

De spørger om Kærlighed? Ak ja! I Maribo Skole nej, vi nævner ikke Navne, men der var altsaa en sød frisk Pige fra Bandholmkanten … det blev en Dag refereret mig, at Tandlægens Søn havde bedt hende om et Kys; men hun skulde have svaret: Pu ha .. hvis det saa endda havde været Kaj Munk! I Aarevis saa jeg ingen Stjerne falde uden at ønske, at det kunde ske. Til hende skrev jeg et stort og brændende Digt i en Stilebog og viste det offentligt frem med et Billede paa den anden Side af Vaarens Gudinde, som jeg havde klippet ud af TIDENDE … det var altsaa til Vaarens Gudinde officielt … og kun jeg kendte det lumske Dobbeltspil.

Siden kom Nykøbing Latinskole. I Klassen under mig gik, hvad skal vi kalde hende? oh, hun var dejlig, aldrig glemmer jeg hendes Kinders Morgenrødme, naar jeg fik Lov til at hjælpe hende med Matematikken ved den store Tavle om Morgenen, inden de andre kom, maaske har hun »staaet Model«  til Julia i »Pilatus« … ak, man var 18 Aar.

Ja, dette var nogle af mine Drengeminder … en lykkelig Tid … velsignet at tænke tilbage paa … siden ja, siden … Kaj Munk gør en lang Pause og fortsætter saa … men jeg elsker Lolland endnu. Det er hjemme for mig, selvom jeg ogsaa fandt et Hjem her i Viddernes Verden, hvor der er mere Himmel og Jord end Folk.

Jean.

I en senere Artikel fortæller Kaj Munk om Lærdommens Skole og om det, der medvirkede til at forme og præge ham til Livets Løb.