Kollegapassiar efter „Nora“

KOLLEGAPASSIAR EFTER „NORA“

Af Kaj Munk

Vor Medarbejder, Forfatteren Kaj Munk var forleden i Folketeatret og saa „Et Dukkehjem,“. Han havde Snue, og naar han har det, er han i Stand til at komme i Snak med de store Afdøde. Som bekendt har han jo tidligere haft tankevækkende Samtaler med Shakespeare og Sankt Peder, det kan derfor ikke undre, at han i Folketeatret traf paa afdøde Ibsen og slog Følge med ham ned ad Gaden efter Forestillingen. Gamle Ibsen troede, at Munk var Svend Borberg, og der udspandt sig en livlig Samtale mellem den store Digter og vor Medarbejder – om Else Skouboe, Nora'er før og nu, selv-i erhvervende Kvinder og meget andet.

Det sker undertiden, naar jeg er stærkt forkølet, at jeg ser, hvad ingen andre og ikke jeg selv i normal Tilstand kan se. I Aftes i Folketeatret havde jeg det Held at have en velsignet Snue. Pladsen lige foran mig var tom, da Spillet begyndte. Men ret langt ind i første Akt var vi ikke naaet, inden jeg syntes, der sad nogen. Jeg lod saa være med at pudse Næse et Kvarters Tid, og ganske rigtigt: foran mig fremtonede en ikke høj, men kraftig, firskaaren gammel Herre, mærkværdig nok i tilknappet Overfrakke og saagar med høj Hat paa, en Hat, som dog havde den Egenskab, at jeg kunde følge Spillet paa Scenen igennem den. Da Lyset tændtes i Mellemakten, blev Manden paa sin Plads, og hele Aftenen igennem sad han der som en Blok, løftede ikke Haanden til Klap, drejede ikke Hovedet, bevægede sig ikke i Sædet, stirrede blot ligefrem. Nu vidste jeg, hvem jeg havde for mig, og holdt derfor skarpt Udkig ved Tæppefald, overbevist om, at han vilde opløse sig i Luft og forsvinde. Men om det var, fordi han følte sig iagttaget eller, hvad nu Grunden kunde være: værdigt bevægede han sig ud sammen med os andre, og skønt jeg er vis paa, at ingen undtagen jeg vidste ham, var der alligevel, hele Tiden Rum om ham. Da han begyndte at trisse hen ad Nørregade, omgjordede jeg mig med Frækhed, traadte frem, løftede paa Hatten og sagde: „Godaften, Ibsen.“

„Hvilken Ibsen?“ svarede han og gik videre.

„Ih, Aftenens Forfatter,“ lo jeg.

„Hvem er De?“ han standsede.

„Ogsaa en Dramatiker.“

Han snøftede.

„Ikke ukendt i Norden,“ føjede jeg hurtigt til.

„Er der saadanne endnu? Det vidste jeg ikke.“ Og han klaskede Hænderne sammen paa Ryggen og begyndte igen at gaa.

„Der er mig,“ sagde jeg skarpt.

Og min Sandten, det lykkedes.

Næsten forbindtlig drejede han sig om imod mig og lettede paa Hatten: „Altsaa Hr. Svend Borberg, forstaar jeg.“

Et Jordskælv fo'r igennem mig. Men den Aandsnærværelse, jeg ofte mangler i smaa Tilfælde, har jeg stundom i store.

„Truffet, Mester,“ nikkede jeg. „

„„Ingen“ var ikke daarlig,“ sagde Ibsen.

Jeg bukkede.

„Men „Circus juris“ var noget Narreværk,“ fortsatte han.

„Det finder jeg ogsaa,“ bekræftede jeg.

„Men sig mig nu, hvad Aftenen i Aften angaar -“ han slog ud med Haanden ned ad Nørregade og satte sig i Gang med korte, faste Skridt

– „thi foruden en betydelig Dramatiker er De jo ogsaa en stor Kritiker, ikke sandt?“

„Det finder i hvert Fald jeg selv,“ indrømmede jeg beskedent.

„Hvad synes De saa om mit Dukkehjem i 1936?“

„Hvad synes jeg, Mester? Jeg synes, at – at -“ og min Tunge stammede i ægte, spillende Begejstring – „jeg synes, at – ja, at Deres Mesterskab straaler og flammer saa godt som nogensinde før. Jeg er sikker paa, at Teatret maa forlade disse Baner – ja, forstaa mig ret, Mester – vi maa forlade Dem, fordi den absolute Tinde er naaet. Der vil aldrig mere dages en Dramatiker, der kommer paa Siden af Dem, end sige over Dem. Var jeg et Svin af Freudsk Aand, vilde jeg sige, at De maa have været bisexuel – alt det, De har fortalt mig om Kvinden i Aften. Noras flagrende Liv i Stuerne, hendes Reaktion, da Husvennen vil avancere, et bitte Træk, som at hun tænder Lyset, et Egerns Forvandling paa 3 Minuter til et mellemeuropæisk Menneske – og videre igen, at Helmer – nej, det er haabløst at regne det op. Og ikke en Stavelse for meget i Stykket, og hver en Mulighed i hver en Stavelse udnyttet! Mester! Mester! Mester!“

Jeg standsede i min Ordstrøm, angst for at virke hysterisk. Vi var drejet ned! ad Skt. Pederstræde. Der var saa stille omkring os. Velsignet stille. Ja, næsten ubehageligt stille? Jeg fik med eet en Følelse af, at Skt. Petri Kirke laa der og misbilligede, hvad jeg havde sagt.

„Har jeg sagt for meget, Mester?“

„De har glædet en gammel Digter,“ lød det halvvejs blødt fra min Sidemand; „jeg troede ikke, en Kritiker kunde føle saa varmt og umiddelbart. Hvordan gaar det for Resten til, at De overhovedet kan se mig?“

„Det hænger noget sammen med, at jeg jo ogsaa er et lille Stykke af en Digter. De er saamænd ikke den eneste Afdøde, jeg har snakket med. Sankt Peder ramlede jeg paa en Gang nede i Rom, og Shakespeare har besøgt mig ovre i Præste – jeg mener, herhjemme i Danmark. Men, Mester, maa jeg spørge Dem, hvad synes De om Udførelsen i Aften?“

„Jeg synes, at Stykket ikke hed Et Dukkehjem, men Nora.“

„Er det en Kritik, Mester?“

Ibsen standsede. Vi var naaet ind i Larslejstræde, der i Foraarsaftenens Stilhed og begyndende Lunhed var eventyrlig smuk. Vi stod lige under en Gadelygte, og Ibsen løftede Hovedet saa meget, at jeg kunde se den strenge Mund vibrere. Saa saa han lige paa mig med de hvasse Øjne og sagde: „De kan hilse Fru Skouboe fra mig og sige, jeg ikke vidste, at Nora kunde spilles saa godt.“

Vi gik videre ned mod Nørrevold. Det varede længe, inden jeg fik Mod til atter at sige noget. Saa nærmest hviskede jeg: „Og altsaa er De da lykkelig, Mester?“

Og som et Ekko svarede han – men jeg véd ikke, om han selv vidste, hvad han sagde -: „Og altsaa er jeg lykkelig, naturligvis.“

Saa drejede han brat om, og gik modsat Vej midt ude paa Gaden, pludselig hurtigt og haardt.

„Og hvad fik jeg saa ud af Et Dukkehjem? En Knaldsucces fik jeg, en Verdensberømmelse, en Formue. Det var det hele. Nej, det var ikke det hele. Jeg var Tidens Mand. Udviklingen fulgte de Veje, jeg var med til at stikke ud. Og hvordan ser saa alle de Noraer ud, der afløste Dukkehjemmets? Hvad med Fru Helmer, efter at hun i passende Tid har været borte fra Manden og ret faaet tænkt sig om? Denne graa Hær af selverhvervende Kvinder, der slaas for Ligeberettigelsen, for i hvert Fald at opnaa det Surrogat for den Plads i Dukkehjemmet, Skæbnen har nægtet dem. Og hvad har de udrettet, dér hvor de er trængt ind? Er Tonen i det offentlige Liv blevet ridderligere, Forstaaelsen mellem Menneskene større? Er der opnaaet andet, efter at Solvejg er blevet Skrivemaskinistinde, end at den unge Mand, der skulde sidde netop paa den Stol, driver arbejdsløs rundt paa Gaden?

Og saa den anden Del af Kvinderne, dem jeg lærte at smække med Porten og gaa, hvordan med dem? Javist er de Mændenes Lige med deres Pudderkvast og Læbestifter og kolorerede Negle. I Letfærdigheden og Begæret vandt de i Kappestriden, saa Naturen, der gjorde Fasanhanen spraglet og dum og Hønen graa og beskeden, er stillet paa Hovedet i Kulturen, hvor det er Damerne, der straaler i alle laante Kulører og svanser og byder sig til. Jeg fik lært Kvinden at glemme, hun var Kvinde – den ene Trediedel af dem blev afkønnet, og de to andre Trediedele overkønnet. Kammeratægteskab, Skilsmisser med Slagsmaal om Barnet, kunstige Aborter, barnløse Hjem – puh, jeg syntes den Gang, at vi sejlede med et Lig i Lasten, men naar jeg nu ser ud over den civiliserede Verden, synes jeg, den har Lasten stuvet med Lig. De har en Digter her i Danmark, der sagde: „Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven og aad med hver lysten Gorilla i Haven.“ Jeg vilde give al min Berømmelse for at leve i Dag og skrive „Et Funkishjem“ med Udgangspunkt i de to Verslinier. Jeg kunde i Aften, da den geniale Skuespillerinde stod deroppe og kastede med et Nakkeslag min Replik ud i Teatret: „Jeg er først og fremmest Menneske“ – jeg kunde have rejst mig op i Stolen og raabt op imod hende: Tro ham ikke, han lyver, den gamle Samfundsfjende Henrik Ibsen. Kvinde var du, Nora, Kvinde fra Undfangelsens Stund.“

Han standsede. Jeg følte, jeg var bleg i Ansigtet som et Maaneskin., saa voldsomt et Raseri havde der ligget i den sidste Del af hans Tale. Jeg vidste intet at svare og saa mig om som efter en Hjælp. Det var udenfor Frue Kirke, vi stod.

„Naa, naa, naa,“ kom det fra ham med helt forandret Røst; „dette lille Anfald røber De jo ikke for nogen, Hr. Borberg. Vi maa jo holde sammen De og jeg. Jeg synes, det var en dejlig Aften, Stykket lyner stadig af sit gamle Mesterskab, og Fremførelsen var simpelthen eminent.“

Og pludselig lettede han paa Hatten, og næsten vævert forsvandt han ind mellem Søjlerne.

Kaj Munk.

Henrik Ibsen, som Kaj Munk traf forleden i Folketeatret. Efter Olaf Gulbranssons berømte Tegning.