Juleaften – da er jeg Lollik…!

JULEAFTEN – DA ER JEG LOLLIK…!

KAJ MUNK fortæller Minder fra sin Barndoms og Ungdoms lollandske Jul.

VI HAR haft den Glæde at modtage et Bidrag fra Pastor Kaj Munk til vort Julenummer. Vi havde bedt Kaj Munk fortælle et Juleminde fra Lolland, og han svarede med denne smukke Skildring af sin Barndoms og Ungdoms Jul »hos de to smaa lollandske Parcellistfolk, der gjorde den fremmede Dreng alt det gode, de bare orked…«

DER KOMMER ET Brev fra min Barndoms Avis til mig og beder mig om nogle Juleminder derhjemmefra. Det er den 4. December; havde Far og Mor levet, kunde de have fejret deres Guldbryllup i Dag. Det er nok godt for dem, at de ikke gør det. – deres Legemer slog ikke længere til. De ligger vel, hvor de ligger, paa Landet Kirkegaard.

Og dog – hvor vilde man gerne have haft dem her i Aften og sat dem midt for Bordet mellem de Venner, vi i Dagens Anledning har kaldt sammen! Hvor vilde man i det mindste gerne have kunnet være sammen i Dag med de gode, gamle Venner og Naboer fra Opagerskov. Men Tiderne er blevet onde, og Afstandene i vort lille Land med ét utrolige. Danmark er pludselig vokset til en hel Verdensdel.

Saa maa jeg nøjes med at tage Fotografierne frem og lade dem faa Hæderspladsen ved Bordet. Og bede Gud hilse Far og Mor, dér hvor han nu gemmer dem, og sige dem, hvor inderligt de lever i mit Hjerte, nu da de ikke mere lever i mit Hus.

Mon jeg kunde bo i Jylland saa mange Aar, at jeg til sidst blev Jyde Aaret rundt? Jeg tror det ikke. I hvert Fald Juleaften da er jeg Lollik i al Evighed! Juleaften – det er den Aften da Verdens Frelser blev født, men det er ogsaa den Aften, da alle Lolliker spiser Grønlangkaal og Sembesul. Det gør vi ogsaa her i Jyllands Hjerte (husk, Hjertet ligger i venstre Side). Selv min Kone er naaet til at sige, at hun ikke kan tænke sig en Julenadver uden Grønlangkaal; det er Lollikernes eneste Sejr over Jyderne, jeg véd om; men den er ogsaa stor.

***

JEG MAA med Skam tilstaa, at jeg ikke længere kan holde dem ude fra hinanden, min Barndoms og min Ungdoms Julekvælde. De er nok forløbet lykkelig ens. Men i Studentertiden begynder de med, at Far holder med den brune for Poney-vognen ved Ryde Station, hvor Expressen og jeg dundrer frem. Det stille »Goddag og Velkommen«, den sindige Kørsel den lange, skønne Vej gennem Christianssædeskoven (med Tryk paa Christian), saa dukker det straatækkede hvide Hus under Kastanierne frem, Hunden og Kattene og sidst Mor, i sit nystivede Forklæde og med Kinderne svagt røde af Komfurvarmen. Gaarden var fejet til Festen, propert var der ude og inde, og i Spisekammer og Kælder Mad i Guds Overflod paa alle Hylder – hvilket Skue for en maver Student og hvilken Lugt for hans Næsebor! Noget større Velkomst-maaltid blev dog ikke sluppet løs; det hørte med til Ritualet, at man skulde halvsulte Dagen for Jul.

»Lille Juleavtn æ saa spidsk som en Søjl (Syl),

store Juleavtn æ saa bree som en Skøul (Skovl)«.

Og snart gik man til Ro i sit eget Kammer, i Hørgarnslagenernes velsignede Duft.

 Kaj Munks Barndomshjem i Opager" width="474" height="348" />

Kaj Munks Barndomshjem i Opager.

***

DEN SKUMRING, der faldt over Verden i de fjerne Aars Juleaften – hvem husker noget mere lægende og dulmende. Den kom som et langsomt og roligt Kærtegn, der strøg al Travlhed og Uro bort, gjorde En forventningsfuld tom indvendig, saa man med sin hele Person var rede til at modtage. Beaandet af denne Naturens undseelige Blidhed gik man fra Gaardens Skumring ind i Staldens Halvmørke. Næsen indsnusede taknemmelig Duften af nyskabt Renhed overalt. Hestene fik en extra Gift Korn, Koerne ligesaa, Høns og Ænder blev heller ikke glemt, og man bød dem et Glædelig Jul, halvt forsorent og halvt i Alvor. Arme Børn i Byen, der ingen Dyr har at holde Jul med og daarligt nok Søskende. I kan da vist ikke heltud blive til Mennesker nogensinde! Naar man gik ind fra Stalden igen, var de første Julelys paa Himlens store Grantræ ved at tændes. Nu skulde Kattene fanges og sidde i Sofaen hos mig; i Begyndelsen tog de højst mistroisk Del i Festen ;og Hunden nød dette Særsyn med blandede Følelser. I Køkkenet bød vi hinanden Glædelig Jul; og se, i Stuen stod Julebordet dækket med Skinker og hjemmelavet letsaltet Medister og salt And, med Rugbrød og Sigtebrød og Franskbrød, der kaldes for Ka'e – og ved Siden af Bordet i Krogens Halvmørke hvor baade Engle og Nisser med Lethed kunde holde sig skjult, stod Grantræet ydmygt ventende, pyntet med alt Barndommens Minder, hægede fra Aar til Aar, nogle unægteligt skjoldede og pjaltede, stearindryppede og svedne, men ogsaa med des større Ærværdighed.

***

NU KOM MOR med det dampende Kaalfad, stillede det fra sig paa Bordet, foldede Hænderne og bad staaende:

»I Jesu Navn gaar vi til Bord

at spise drikke paa dit Ord.

Dig Gud til Ære, os til Gavn,

saa faar vi Mad i Jesu Navn «

»Fadervor, du som er i Himlen…«

Menneskeslægtens Barnebøn paa Skriftsprog med lollandsk Tone.

»Gi os i Dagh vort daghlige Brø«.

Og der var saa højtidsfuldt i Stuen, som om Kattene og Hunden og Nissen i Krogen bad med.

Og saa fik Far og Mor sig en Snaps.

Ogsaa det hørte den Aften til.

Grønlangkaalen – der burde skrives en Hymne til den. Hele Juleferien, to Gange om Dagen, ved Gry og Kvæld, og lige liflig blev den ved at smage. Til Gengæld eksisterede den ogsaa kun som Juleret.

Saa hjalp jeg Mor at tage af Bordet og vaske op, og Far fyrede med Bøgebrændet. Hundrede Somres Solskin i Christianssædeskoven sprang ud af den gamle Kakkelovn og bød os »hyggelig Fest«.

Og Juletræet blev tændt. Gaver var der ikke mange af. De spillede ingen Hovedrolle. Men Salmebøgerne kom frem. Mor havde Troen og Far Stemmen, saa det kunde jo nok blive til noget. »Blomstre som en Rosengaard«, det var Fars Salme. Var det for Melodiens Skyld? Og »Glade Jul« og »Et Barn er født« og »Julen har bragt velsignet Bud«. Hvor er de dejlige vore danske Julesalmer, især hvis man tror, der er Mening i dem.

***

JEG KOM UD til Opager, da jeg var 5 Aar gammel. Siden var jeg i Kathedralskolen i Nykøbing F. i 3 Aar og som Student i København i 6; derefter fik jeg Embedet saa langt i Vest, som det overhovedet er muligt i Danmark, hvis man ikke skal dratte i Vandet. I alle de mange mange Aar fik Far og Mor og jeg Lov at fejre Julen sammen. De to gamle forslidte trætte Mennesker trodsede Aar efter Aar den lange Vinterrejses Besværligheder for at opleve den lollandske Jul omplantet til vestjydsk Grund. I Aar bliver det første Gang, de begge to mangler til Grønlangkaalen. Men jeg vil gaa ud og se Julelysene tændes paa Himlens vældige Grantræ som i min Barndoms Jul. Og jeg vil sige Gud Tak for al den Kærlighed, han lod mig møde hos de to smaa lollandske Parcellistfolk, der gjorde den fremmede Dreng alt det gode, de bare orke, langt langt ud over, hvad man kunde forlange og vente. Vestjylland og Lolland har Himmel sammen; hvad I mangler i Bakker, har I i Udsyn. Jeg vil staa op og se paa de himmelske Julelys og lytte efter – man skulde dog vel aldrig kunne høre deroppe fra Tonen af »Blomstre som en Rosengaard«…

Kaj Munk.