Sang til Danmark

Sang til Danmark

Danmark, lille Havfru, slumret ind

ved at høre Havet for dig nynne

i den lyse Nat, paa Bølgens Hynde

hvilende med Armen under Kind.

Vinden knæler ned paa dine Sletter,

og med varsom Haand dit Haar den fletter.

Taus paa Hedens tause Bakkedrag

sætter Maanen sig. I Løvskovstillet

følger Nattergaleklokkespillet

Nattens Timers Gang, til Gøg slaar Dag.

Danmark, da staar Lærkers Vimpler hejst.

Frisk til Dont har Bonden snart sig strækket.

Baaden med sit sprælske Sølv paa Dækket

staar i Fjorden ind med Sejlet rejst.

Til Kontorerne i Byen kimer

Cyklerne sig Vej i kaade Stimer.

Biler snor sig syngende forbi

ud, hvor Agre staar som tunge Løfter,

og hvor selv graa Asfaltvejes Grøfter

er en vild og broget Poesi.

Danmark, men naar Vinter rykker nær,

ser vi, hvor din Jævnhed er et Værge,

der staar Maal med Trods af stejle Bjerge;

trætte raser Magterne sig her:

Storm mod Skovens bøjelige Gitter,

Hav mod Sandets føjelige Klitter.

Som en Dronning blid og stærk du staar

i den vrede Isgangs Hyldestbulder,

Sneens Hermelin omkring din Skulder,

Rimens Diamanter i dit Haar.

Danmark, herlig har du Fortid haft;

alle Have dine Sønner pløjed,

alle Farer saa de djærvt i Øjet,

Sammenhold og Nøjsomhed gav Kraft,

ja, og præger endnu Bondedaaden,

naar den daglig sender Englandsbaaden

over Hav med Flæsk og Smør og Ost.

Andersen og Thorvaldsen og Ørsted

rakte Verden, der mod Skønhed tørsted,

dansk Aands Humlehavers bedste Most.

Danmark, har du døjet Vanheld før,

tit af overmægtig Fjende stækket,

tit af Modløshed og Ladhed svækket?

slaar nu Storm igen imod din Dør?

aah, vi beder: som vor sunde Latter

altid fandt vor Vej og Vilje atter,

giv os: med vor Sang, vort Taal, vor Daad

gennem Tiden bølgestærkt at bære

under Smilets Glans vor Moder kære –

giv os altid til at smile Raad.

Kaj Munk.