- KMF Journalistik ID:
- J030637-Nat
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 3. juni 1937
- Kommentar:
- Radioforedrag, så vidt vides ikke optaget og bevaret. Del et af to. Del to "Skuespillerne – og ikke Postyret!" i Nationaltidende 4/6 1937. Optrykt i „Saa fast en Borg“ s. 111 flg.
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1937-06-03
Vi kan ikke leve uden Teater
Digteren Kaj Munk snakkede i Aftes i Radioen fra Leveren. – Her gengives første Part af den kendte Dramatikers Syn paa Tidens Teater. – I Morgen kommer Resten.
Mine tilhørere, at tale i Radio om Dagens Spørgsmaal er en lidt kilden Sag. Man kan naturligvis staa og taage sig bort i Almindeligheder og saa hæve sit Honorar og dermed lade den halve Time være ude af Æteren. Saa fornærmer man ingen – undtagen lige Lytterne. Man kan ogsaa snakke fra Leveren, men saa er det uundgaaeligt at nævne Navne; og er de Navne, man nævner, til Stede, eller er de ikke til Stede? Jeg har i Aften valgt at regne med, at de er til Stede, saaledes forstaaet, at det Svup, det giver i dem ved Aftenkaffen, har de Lov til at sætte i Avisen i Morgen og frit slaa løs paa mig for alt, hvad jeg har udtalt mig med, som de ikke synes om.
Maaske bør jeg gaa ud fra, at der til dette Foredrag er en Del flere Lyttere, end Tilfældet plejer at være, naar der tales om Teater i Radioen. Har jeg Ret, er Grunden dertil ikke den, at det er en særlig benyttet Taler, der holder det, eller en i Emnet særlig indsigtsfuld. For det er det slet ikke. Men Foredragsholderen er foruden at være Teatermand ogsaa Præst i den danske Folkekirke, og paa den Konto kunde jeg tænke mig at have Tilhørere, som ellers er ligeglade med Emnet eller maaske endog forholder sig fjendtligt over for det. Det kunde more mig at udæske saadanne, ved nemlig at begynde med at fastslaa, at man vel nok kunde leve uden Kirke, derimod ikke uden Teater. Hov! stop et Øjeblik med at knalde Afbryderen fra: Giv mig lige Lov til at forklare, hvad jeg mener. Man kan virkelig ikke leve uden Komediespil, bogstavelig leve, klare Eksistensen. Vil De gøre mig den Ære at gaa en Tur med mig nedover Markerne. Et Stykke henne ligger en lille graa Sten. Eller er det bare en Tot Græs. Det gaar knap ind i vor Bevidsthed, og vi gaar Totten forbi uden at skænke den Opmærksomhed. Men nu ler jeg ad Dem, for vend Dem om, der springer den, det var en Hare, der har siddet og givet Rollen som Høklat – med dette Komediespil har den reddet sit Liv de Hundreder af Gange. Eller vil De med paa en Tur ud i de fjerne Enge, der, hvor Land og Fjord mødes! Saa skal De se, naar vi nærmer os Kobbersnæppens Rede, hvor syg Hunnen bliver, hun har da vist knækket en Vinge, sikke hun tumler sidelæns rundt og hinker af Sted og faar os til at følge sig, til hun har narret os passende langt fra Reden, saa stiger hun stolt og flygtigt paa rappe Vinger. Altsaa lutter Komediespil for at frelse de smaa. Eller skal vi se paa Brushønsene, hvor Hanerne puster Kraven op og træder Dansen for at imponere de Skønne, eller i dette Fald vel rettere: Grimme. Sandelig, de er klar over Ballettens Betydning for Livets Bestaaen, saa klar over det, som Nattergalen er over Operaens. Jo, det staar knippelfint til med Teatret ude i Naturen; den forener alle 3 Kunstarter paa samme Scene med endnu Større éclat end Andreas Møller.
Men nu i Menneskelivet, hvordan saa dér? Oh, der florerer Teaterkunsten saa godt som nogensinde. Spørg bare Diplomaterne! Spørg bare Politikerne! Det er blegt, det, Digterne og Instruktørerne sætter op paa de skraa Brædder, i Sammenligning med de Intriger og Maskespil, Virkeligheden lader opføre paa sine endnu mere hældende Brædder. Hvortil kommer „Revyerne“ – en morsom Tepotte, ikke? Allerede i den farvespillende Oldtid vidste man, at Skuespil var et lige saa stort Behov for den brede Masse som Brød. Panem et circenses, Brød og Skuespil. Det er ikke blevet mindre med Tiden. Kongekroninger og Førerfødselsdage og historiske Optog –, Udviklingen er snarere i den Retning, at Skuespil er mere nødvendigt for Folket end Brød.
Men det var vel egentlig Bodil Ipsen, vi skulde snakke om, og ikke alt det andet. Musens Teater altsaa. Dukketeatret, om man vil, i Forhold til Tilværelsens store Teater. Hvordan staar det til med det? Ganske kort: det spiller saa dominerende en Rolle som aldrig før i Tidernes Gang. Teatret i sin gamle uforgængelige Form og i sine nye, ufærdige: Grammofonen, Højttaleren, Filmen, har daglig Millioner og atter Millioner af Mennesker i Tale.
Men for nu ikke længere at agere uvidende om, hvad Stileopgaven egentlig gik ud paa, vil vi vende os til selve det gamle Teater, og for ikke totalt at sprænge de 27 paa hinanden følgende, tilstaaede Minuter i Luften, vil vi fornemmelig blive paa dansk Grund. Hvordan staar det saa til med dansk Teater for Tiden? Herpaa skal der svares højt og tydeligt, at det staar overraskende godt. Det skal straks indrømmes, at man med lige saa stor Ret kunde sige det stik modsatte. Men lad os glæde os over, at man ikke kunde gøre det med større Ret.
Der skriges op over, at Teatret ikke fornyer sig, at Dramaet ikke længere har Bud til Tiden og Ungdommen, at Publikum svigter Teatret, at Skuespillerstanden proletariseres osv. osv. Men hvorfor skal Teatret egentlig forny sig, naar det er godt, som det er? Har Leck Fischer ikke med „Barnet“ taget Dagens Problemer op? Har Kjeld Abell ikke med „Melodien, der blev væk“, talt de Unges eget Sprog, saa baade Unge og Gamle forstod det? Har de store Skuespillere ikke Gager, saa selv en rød Minister maa blegne af Misundelse? Og har de smaa Skuespillere kun smaa Lønninger, er det utvivlsomt ofte, fordi de ikke er Skuespillere. Hvad det angaar, at Publikum svigter Teatret – der har staaet et Ramaskrig over, at et enkelt Teater rives ned. Jeg synes, det er nærmest et Lyspunkt, at et Teater, som ikke længere har kunnet løse sin Opgave eller yde nogen afgørende kunstnerisk Indsats, forsvinder fra Jordens Overflade. Det maa give friskere Luft til de Teatre, der virkelig vil noget.
Lad mig prøve en Smule Dokumentation, naar jeg saa frimodigt siger, at dansk Teater for Tiden staar overraskende godt. Bare slaa nogle enkelte Punkter fast. Noget, vi allesammen ved, men alligevel kan have godt af at faa holdt for Øje engang imellem, naar vi er ved at miste Sansen for de store Goder, fordi vi til Hverdags trasker i en Del daarligt smaat. Det lille Danmark har et Folk, der uden at blinke – i hvert Fald uden at blinke altfor hørligt – ofrer Millioner paa et Statsteaters Alter; det har denne kongelige Scene med prægtige Traditioner og en Direktør, der dygtigt og med forsigtigt Vovemod har forstaaet at holde den stolte, men kæntrevorne Sejler i passelig Kurs mellem gammelt og nyt; det har endvidere, dette Danmark, et Publikum, som stormer Nørregade, naar den foretagsomme og behjertede Thorvald Larsen inviterer til Aftenselskab sammen med Fru Skouboe og Herr Ibsen, og som ikke engang ganske lader sig skræmme, naar Mr. Shakespeare flytter ind, det har – ja, hvad har det mere ? – det har en Instruktør, der er intet mindre end et Geni, og i hvert Fald een Skuespiller af Verdensformat, foruden en hel Armé af straalende Talenter, og det har indtil to Teaterkritikere, der – trods enkelte Anfald af Idiotisme og Uartighed – – som jo kan overfalde os alle – forbinder Ubestikkelighed og levende Klarsyn med ædel Følelse for Kunsten. Endelig har det ogsaa en Teaterdigtning, i det mindste er der det sidste Tiaar skrevet eet Drama med Evighedsværdi (og det er uden al Ironi meget), nemlig Valdemar Rørdams Buddha, Lykkens Yndling. – Og til allersidst: i Aften staar jo selveste Hamlet igen paa den Jord, hvor han aldrig har staaet før. Maa jeg standse og trække Vejret og spørge: Er det ikke ganske godt? det har næppe nogensinde staaet bedre til.
Men jeg sikrede mig jo før til den anden Side ved at gaa ud fra, at man med lige saa stor Ret kunde sige, at det stod fortvivlet til med Teaterkunsten i Danmark. Jeg vil da som første Mørkepunkt nævne det danske Teaterpublikums næsten alt for høje Kultur, dets for Teatret stundom skæbnesvangre Kræsenhed, naar det gælder den „gode“ Kunst. Mens man i Variété og Revy nogenlunde protestløs tager til Takke med det middelmaadige, finder man sig ikke i at ofre Penge og Tid paa en jævn god Forestilling. „Du siger, du har til Lyset Trang og flyr dog den brudte Straale“, synger Kaalund. Den brudte Straale har ikke mange Tillidsmænd blandt Teatergængere i disse Aar. Paa en Maade er den jo prisværdig, denne Fordringsfuldhed, der ikke vil nøjes med noget ringere end det bedste. Alligevel er der vistnok en god Portion Sensationshunger i den. Og intet Teater evner jo at staa paa Taaspidsen hele Livet igennem. Det kan blive til en bitter, anspændt Kamp for de Privatteatre, der vil sætte noget ind for den alvorlige Kunst. Det kgl. Teater har saa indarbejdet et Ry og saa megen Festlighed i sig selv samt endelig Abonnementet, saa dér kan man, uden at Besøget lider alt for haardt under det, tillade sig f. Eks. en Flothed som at lade den Digter, man flittigst benytter i en Sæson, være en Mand, der ikke i Aaremaal har haft anden Tilknytning til Teater end den, at han benyttede sin Jubilæumsdag til at udøse sin Foragt over netop Teatret.
Naturligvis maa det ogsaa bitterlig beklages, at Storhederne ikke har kunnet se bort fra alt det skillende og forene sig under det ene store Fælles, der gælder: Kunsten. Andreas Møller har siddet paa Kongens Nytorv, Fru Nansen staaet paa Frederiksberg, Reumert spadseret paa Gaden i Ølgod, og Buddha ligget i Rørdams Skrivebordsskuffe uænset, altsammen gennem mangfoldige Aar. Men nu aner vi jo Begyndelsen til, at disse Forkrænkelser skubber sig i Lave.
Saa er der Billetpriserne, som i hvert Fald paa Folkets Teater er mere end dobbelt saa høje, som de maatte have Lov til at være. – Og saa er der Skuespillernes besynderlige Idé om, at det er vigtigere for dem at være Socialdemokrater end Kunstnere. Ja, og der er Arbejderne. Hvor gøres der dog lidt for at aabne Øjnene paa vor store, veloplagte og veloplyste Arbejderstand for Teatrets høje Værdi! Det er vanskeligt at forstaa, at vi har og længe har haft en Arbejderregering, hvis Chef endda selv er forhenværende dramatisk Forfatter, og hvis øvrige Medlemmer, de døde og de levende, ingenlunde har savnet Sans for Kunsten – de af dem da, der betød noget. De har været gode Støtter for Folkets fine Teater, Overklassens Teater, om man vil; men hvad har de gjort for Arbejdernes eller blot for, at det fornemme Nationens Teater ogsaa kunde blive Arbejdernes? Med udmærkede Tournéer af Det Kgl., af Gerda Christophersen og andre fremtrædende Provinsteaterledere er der snart sørget bedre for Bønderne end for Storbyens Arbejderbefolkning.