Den blaa Anemone

Den blaa Anemone

HVAD var det dog, der skete?

Mit Hjerte frosset haardt som Kvarts

maa smelte ved at se det

den første Dag i Marts.

Hvad gennembrød den sorte Jord

og gav den med sit søblaa Flor

et Stænk af Himlens Tone?

Den lille Anemone,

jeg planted der i Fjor.

Paa Lolland jeg den hented,

et Kærtegn fra min Fødeø.

Saa gik jeg her og vented

og tænkte, den maa dø,

den savner jo sit Skovkvarter,

sin lune Luft, sit fede Ler;

i denne fjendske Zone

forgaar min Anemone,

jeg ser den aldrig mer.

Nu staar den der og nikker

saa sejrssæl i Jyllands Grus

ukuelig og sikker

trods Ensomhed og Gus,

som om Alverdens Modgang her

har givet den et større Værd;

en lille Amazone

og dog min Anemone

som Søens Bølge skær.

Hvad var det dog, der skete?

Mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts

det smelter ved at se det

den første Dag i Marts.

Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad

min Sjæl og Glæden«, da jeg sad

i Vintrens grumme Done.

Nu gør min Anemone

mit Hjerte atter glad.

For denne rene Farve,

der er mig som en Vaarens Daab,

den la'r mig nyfødt arve

en Evighed af Haab.

Saa bøjer jeg mig da mod Jord

og stryger ømt dit Silkeflor,

en Flig af Naadens Trone.

Du lille Anemone,

hvor er vor Skaber stor!

Kaj Munk.