3.000 kroner

3.000 Kroner

Af Kaj Munk

Naar gamle hæderværdige Folk i Maribo paastaar det, maa det jo staa til Troende; men det var ellers svært nok for den, der nu saa Urmager Saulus Gnierup stride sig sin daglige Tur til Trekanten, med de bitte, grønne, rødrandede Øjne skottende mistroisk og hadefuldt til alle Sider, den sig evig fornyende Draabe under den spidse rødblaa Næse, de fast sammenknebne, tynde skipperskraasorte Læber, de stive, næsten ubøjelige Knæled og saa den fedtede Kabuds ned i Panden, og den forslidte, oprindelig brune, nu rødskjoldede Overfrakke, der brugtes baade Sommer og Vinter, slaskende ham om de tynde Ben, der endte i korte, brede Fødder, som stak i udtraadte Fjedersko – altsaa: svært nok for den, der nu saa denne Fremtoning, at begribe, at den engang skulde have været sin Bys største Gavstrik. Det var heller ikke kendeligt paa Børnene, hverken paa det ældste, Datteren Dorthea, der holdt Hus for Faderen, og Sønnen Albert, som nu havde overtaget Urmagerforretningen, ej heller paa ham, der kun sjældent talte ud over det nødvendige, eller paa Gartneren Johannes, der stilfærdigt passede sit Gartneri i Byens Udkant og hægede om sin Kone, der var svagelig, eller paa de to Sønner – Josef og Teodor – der studerede i København og for Resten sagdes derinde at kunne være med paa den værste, men hjemme altid var lukkede og korrekte, eller paa – aah jo dog, den yngste, Datteren Alvilda, der var Sygeplejerske paa Sygehuset havde i hvert Fald altid det gladeste Smil om Munden og de venligste Ord paa Tungen, og kunde vist ogsaa være med paa en lille Streg, hvis det skulde være; hun var da ogsaa den eneste, der kunde sætte gamle Gnierup i nogenlunde Humør, næsten lige saa godt som naar en stakkels Bonde kom ind og tryglede om Henstand med Afdrag og Renter; thi Gnierup var Pengeudlaaner, havde altid drevet den Forretning sammen med Urmageriet, men var for Alvor slaaet ind paa den, efter at han paa Grund af Alder havde givet dette op; og det var en af hans store Dage, naar en af hans Slaver stod og vred sig for ham, truede med at melde sig fallit, saa han, Gnierup, skulde miste alle sine Penge, besvor ham ved den evige Barmhjertighed om at lade Naade gaa for Ret denne ene Gang, græd og bandede og græd igen, alt imens Gnierup selv ligesom interesseløs sad og studerede de blaa Aarer i den magre højre Haand – rolig som en Edderkop, der lader Fluen tumle sig dødsens mat i Nettet, før den falder over den, indtil han greb efter sin Stok, som altid, naar han sad, stod mellem hans Ben, saa venstre Haand kunde hvile paa Haandtaget, slog tre korte, smældende Slag i Bordet, der var helt strimet, og sagde med et lille skødesløst Snøft: „Pengene betales Forfaldsdagen, eller Gaarden kommer til Tvangsauktion.“ Hvilket skete.

„Verden er en Jammerdal, fuld af Løgn og Uretfærdighed og Elendighed,“ sagde han saa helt oprømt til Datteren Dorthea, naar han kom ind til Aftensbordet efter saadan en Holmgang; „passe paa deres Skillinger, det kan de ikke; men laane, det kan de, og saa snyde sig fra Betalingen, det tror de ogsaa, de kan; men jeg skal lære dem noget andet. – Slyngler! Kæltringpak!“

Saa fik han et ekstra Æg til sin Aftensmad og gik i Kirke om Søndagen derefter; for Gnierup havde slaaet sig svært paa Gudsfrygt paa det sidste; ja han havde saamænd.

„Jeg er færdig til at forlade denne Jammerdal, mit Barn“, kunde han sige til Alvilda en Søndag Aften, hun havde fri; „men jeg er sund som en Okse og kan leve 20 Aar endnu, er det saadan bestemt; sund som en Okse; kom og se min Pige, synes du vel min Tunge er hvidere, end sidst du saa?“

Men lille Alvilda svarede ikke, skottede bare aandsfraværende hen til ham; hun havde bestemt sig til, at hun paa egen Regning og Risiko vilde tage en Sag op i Aften, der trængte til at tages op; men nu var hun alligevel bange for at komme til at ødelægge noget, forfærdelig bange.

„Saa nu maa vi gaa“ sagde Johannes Gnierup til sin unge Kone, da hun hostede lidt, de sad paa en Bænk i Trekanten mellem svaje Birkefrøkener og saa Solnedgangshimmelen spejle sin fyrige Rødme i Søens stille, venlige, alvorlige Blik. – „Nu maa vi gaa“, hviskede han igen og glemte alt for at betragte hendes Kind, der blussede af en Rødme, stærk som og dog sartere end Aftenhimlens Genskær, en Rødme, der snørede hans Hjerte sammen, skønt den syntes ham usigelig smuk. Hun lagde sin lille, faste, af Plantearbejde og Jord mærkede Haand hen, saa den dækkede hans Øjne, og hviskede med en Stemme, der, nu da han ikke kunde se hende, forekom ham helt aandeagtig: „Saadan at sidde og se paa Solnedgang, saadan en Aften, med saadan en Sø, og saa sammen med dig – saadan tror jeg, der er i Guds Rige.“ Han lo med Graaden i Halsen og fjernede hendes Haand: „Saa du tror, Vorherre skal nok flytte Maribo op til sig; ja, den er køn nok til det. Men kom nu, saa du ikke bliver forkølet.“ „Maribo er den kønneste Plet i Verden“, sagde hun og lukkede Øjnene; „og jeg vil blive her altid.“ „Altid!“ han gentog det, og et Hulk vristede sig op af hans Hals; han kvalte det straks, men hun havde dog hørt det, rejste sig, svøbte Sjalet om sig og tog hans Arm; og under Stjerner, der tændtes, vandrede de to unge Mennesker Arm i Arm i Sommeraftenens lune Brise langs med Søen ad den gyngende Sti mellem Sivene, hjem til Blomsterne i det lille Gartneri.

Klokken var blevet 10 – og den lille Alvilda skulde ud til Sygehuset og havde endnu ikke faaet udført sit planlagte Ærinde. Nu tog hun sig sammen, lige saa meget som hendes spinkle Person kunde, og sagde skødesløst: „Johannes' Kone er begyndt at hoste, Far“ – „Er hun det?“ sagde den Gamle og gned sig i Hænderne; „saa dør hun! saa dør hun!“ Alvilda stod med et forsagt Forslag paa Læben; men dette Svar gav hende Kraft, ja, Raseri. „Det tænker jeg ogsaa“, sagde hun, og Stemmen dirrede; „for jeg har spurgt Doktoren, og han siger, at kun en Rejse til Syden kan redde hende; den vil koste 3.000 Kr., og du vil vel hellere myrde hende end give hende dem.“

Den Gamle saa forbløffet op og begreb ikke Grunden til denne Heftighed; indtil det pludselig gik op for hans Mistros Sporsans, at hun var kommet for at franarre ham 3000 Kr., og nu vældede Raseriet op i ham.

„Hvad Pokker bilder du dig ind?“ skreg han og huggede Stokken i Gulvet, og han kom paa Benene og begyndte at humpe rundt, stødende Dupskoen ned mod Brædderne for hvert Skridt, han tog; „har jeg bedt ham gifte sig? har jeg anbefalet ham en af Portørens Rottekuld? har jeg befalet ham at tage en, der er smadderfuld af Sygdom og Elendighed? Skal jeg undgælde, fordi han ikke har Øjne i Hovedet, og ikke ser sig for i Tide? Hvis jeg giver 90 Kr. for et Ur hos Trutner paa Torvet, skal jeg saa komme to Aar efter til Sadelmager Wall og sige: jeg har købt et Ur hos Trutner; der var Rust i Tandhjulene; du maa give mig 100 Kr. i Erstatning. Hvad vil Wall sige: Jeg har solgt Seletøj hele mit Liv, og det har været prima Varer; hvad kommer Trutners Ure mig ved? Du maa jo være splittertosset, Tøs. Jeg har sørget for den bedste Uddannelse til alle mine Børn. Hvorlænge skal jeg blive ved? Urmagerlære for en, Gartnerlære for en anden; nu sender jeg maanedlig 200 Kr. til København, for at de to Labaner derinde kan svire og ryge Tobak og læse lidt engang imellem. Jeg siger, hun derude, hun kan leve, hvis hun vil, og hun kan dø, hvis hun vil; det blander jeg mig ikke i; men der falder ikke en Øre af til dem, før jeg er død, og jeg lever 20 Aar endnu, for jeg føler mig som en nysmurt Bornholmer. Hils det Tiggerpak og sig dem det.“

Den lille Sygeplejerske havde Taarer i Øjnene, men svarede nok saa tappert: „Hvis din Svigerdatter dør, saa faar du aldrig en rolig Time mer, Far. Godnat.“

Men Gnierup hørte hende ikke; han var naaet hen til Spejlet og stod og saa paa sin Tunge.

Johannes kæmpede Sommeren igennem for sin Kones Liv; han prøvede fra Sted til Sted i Byen, og da han var afholdt, påhørtes han overalt med Velvilje; og da Forretningen var lille og usikker, nøjedes man overalt med Velviljen. – Saa gik han den tunge Gang til sin Broder, Urmageren. Han saa på ham med sit skumle Blik og sagde de fire Ord: „Gaar aldrig i Kaution.“

Han tog tre Trin op ad Trappen for at gaa op og prøve paa at tale til sin Far om det. Men han opgav det, vendte om og gik hjem. Og dér mødte der ham en overraskelse; for dér sad begge hans Brødre fra København, stud.med.'en Josef og stud.theol.'en Teodor. Et Øjeblik efter stillede hans Søster Alvilda, og nu fik han da at vide, at det var dette lille tapre Kvindemenneske, der havde skrevet til dem, de skulde komme, og at nu skulde der holdes Familieraad. Og der blev holdt Raad, og der drøftedes og kasseredes Planer i lange Baner; men da Klokken var over Midnat, sprang Josef op og huggede begge de flade Hænder ned mod Bordpladen: „Kan I faa gamle Søster over paa vort Parti, skal jeg se, om jeg ikke kan klare den, hvis I alle staar mig bi og er forsigtige og snedige; for I ved jo, at dengang Krudtet skulde opfindes, var det den Gamle, der foreslog, at de skulde putte Salpeter i.“

Saa udviklede han Planen for dem, og skønt det maaske var en Sag om Liv og Død, lo de dog og trykkede hinandens Hænder, alt som de drøftede dens Forløb.

„Hvad vil I?“ spurgte den Gamle forbavset og stirrede paa de to Studenter foran sig; „hvad vil I her paa denne Aarstid?“

„Aah, det trak saadan i os“, svarede Josef og saa undersøgende paa ham. – „Ja, Skovene her omkring Søerne er jo saa skønne i Oktober“, fortsatte Teodor og betragtede ham med Broderens mønstrende Blik. „I betaler Rejsen selv“, hamrede Faderen med Stokken.

„Ja, kære Far, ja“, bekræftede Teologen; „vi har jo faaet vore 200 Kr. for denne Maaned.“ Og han vekslede et Blik med Broderen, der spurgte: „Hvordan har du det, Far?“ – „Jeg er frisk som en Fisk.“ – „Ja, du ser jo da heller ikke ud til at fejle noget saadan“, smilede Sønnen. Ved Ordet „saadan“ for den Gamle umærkelig sammen, men gentog barsk: „Jeg er frisk som en Fisk.“ Men i hans Hjerne arbejdede det: „hvorfor glor de saadan paa mig? hvad veksler de Blikke for? hvad skal det „saadan“ betyde?“ Og han længtes efter at blive af med dem for at komme til at se sin Tunge i Spejlet, denne Tunge, som kun han og Alvilda vidste, der maaske var noget i Vejen med.

Ved Bordet blev han nye Paafald var. De skænkede Øl for ham, Fade og Asietter i een Køre, og viede ham en Opmærksomhed og Kærlighed, der aldrig før var blevet ham til Del. „Du spiser vel noget, Far?“ spurgte Medicineren sorgløst og rakte ham Rullepølse. „Jeg spiser, som jeg har spist alle mine Dage.“ – „Ja, for du er jo lidt tynd i det“, lo han og rakte ham en nykøbt Schweizerost. – „Jeg er, som det er sundt at være – Hvad Pokker øser vi Penge ud til Lærdom til dig for, hvis du endnu ikke ved, det er skadeligt at være fed?“ – „Jo, fed! men du er nu ogsaa…“ Han standsede brat-der lød en Skraben under Bordet. Den Gamle skelede ned, ganske rigtigt! Teodor sad og traadte Josef over Tæerne.

„De tror, jeg er syg“, noterede han for sig selv; „de tror, jeg er syg, og gør sig al Umage for at skjule det for mig; det er mærkeligt; jeg forstaar det ikke“ – Han følte Blodet stige sig til Hovedet; „men jeg er ikke syg“, sagde han vredt til sig selv; og højt og forbitret til de andre: „Giv mig Brødbakken og nok en Sardin.“

Ved den anden Bordende sad Albert og Dorthea og spiste.

Dorthea var indviet i Planen og var modvillig og tvær gaaet med. Albert var ikke indviet i noget; men det behøvedes heller ikke. Kort efter, at han havde overtaget Forretningen, var han og Faderen blevet uenige om en Fejl i Ankergangen i et Ur; Sønnen havde ment, at Takkerne i et Tandhjul var slidt uforholdsmæssigt i venstre Side – Faderen havde haanleet, at en Grovsmed kunde føle paa Uret udenpaa, at det var i højre Side; fra den Dag af havde de to ikke talt til hinanden; var det nødvendigt med en Besked fra den ene til den anden, maatte den Vejen udenom over Dorthea.

Den Gamle gik op i sit Soveværelse og klædte sig af foran Spejlet; han befølte sig over det hele, stak Fingrene op i Næsen og ind i Ørene, klemte sig paa Maven, holdt sig for det ene Øje og saa med det andet, og omvendt, løftede skiftevis den ene og den anden Fod, gabede højt og kiggede sig i Halsen; det var ham ikke muligt at opdage noget, det var galt med; om det saa var Tungen, syntes den mindre hvid, end den plejede; men naturligvis, man kunde tage fejl; han saa igen, jo, hvid var den, maaske endda lidt hvidere, end den havde været i sidste Uge. Han kravlede i Seng og laa og funderede. Og saa kom Teodor med et Tæppe, han skulde have over sig, „for du maa endelig ikke fryse, Far.“

Da han kom ind til Frokostbordet næste Morgen, undgik det ikke hans Opmærksomhed, at Teodor betragtede ham stjaalent, og det gav et lille Sæt i Josef, da han saa hans Ansigt. Dette lille Sæt gav et Sæt i ham selv; men han fastslog for sig selv, at han følte sig fuldkommen vel, satte sig, spiste og drak med god Appetit. Men paa Vejen ud til Trekanten syntes det ham, at han blev mere træt, end han plejede, ogsaa at Folk saa saa ransagende paa ham. Han gjorde sig haard, gik længere end han plejede, gik endog paa Hjemvejen ind paa Kirkegaarden for at se til sin Kones Grav. Da kom der ud af Epheuen en Snog, der saa ham, hvislede, krøb hastigt væk. Det var ham saa modbydeligt, han løftede Stokken, som for at værge sig mod Synet, vendte sig og stavrede af. De gamle tykmavede Sirtræer, der ligner værdige Nonner, som med Hænderne paa Maven og streng Alvor betragter de Besøgende, saa haanligt efter ham, som sagde de til hverandre: „Lad ham bare rende! Han kommer snart igen.“ Da han kom hjem igen, var han forpustet, appetitløs, træt og svedt. Han lukkede sin Dør i Laas og gik i Seng.

Men næste Dag var han atter ovenpaa; og alligevel paavirkede den megen Hensyntagen, de diskrete Forespørgsler, den forsigtige Samtale, hvor Ordene blev vejet, og de stjaalne Blikke ham saadan, at han med eet huggede sin Kno i Bordet og galede: „Hvad er Hensigten? Vil I bilde mig ind, jeg er syg? Er I kommet hjem for at arve mig?“ – Teodor saa med et ligesom medfølende Blik paa ham og sagde: „Men Far dog, du ser jo raskere ud end nogensinde.“ Men Josef udbrød forskrækket: „Kære Far, hvad er det med dine Nerver? Som du med eet bruser op! Dine Nerver har der da ellers ikke været noget i Vejen med.“

Den Gamle faldt tilbage i Stolen; nej, denne Kamp var for ulige. Tusinde Gange i sit Liv var han blevet hidsig; men nu var det ikke Hidsighed længere, nu var det Nervesygdom. Aldrig, aldrig skulde Forældre lade deres Børn lære, saa de blev klogere end dem selv.

Pludselig begyndte de to Starusser at snakke Latin tværs over Bordet. Han lyttede anspændt efter, men forstod det jo ikke; dog var der to Ord, „sanguis“ og „cor“, der stadig kom igen; dem hagede han sig fast i. Da Maaltidet var til Ende, skaffede han sig alene med Dorthea. – „Véd du noget?“ hviskede han til hende; „hvad vil de to her?“ Hun rystede paa Hovedet og med hele Overkroppen, saa det store og ganske unødvendige Bryst gyngede. „Lad mig være“, sagde hun; „jeg er uden for det.“ „Det er, som man tager det“, sagde Teodor, som pludselig stod bag ved dem, „for det er, naar du nu endelig spørger, Far, Dorthea, der har sendt Bud efter os, fordi – fordi hun mente, vi maaske kunde oplive dig lidt.“ Gnierup tilkastede Datteren et forbitret Blik og gik ud af Stuen. Dagen efter var han paa Apoteket og købte lidt – æh, lidt Hofmansdraaber, hvis – æh, hvis man skulde faa Kvalme; og dér fik han saa opspurgt, at sanguis betyder Blod, og cor betyder Hjerte. Om Aftenen kom Alvilda hjem fra Sygehuset for at være lidt sammen med Brødrene; Faderen lod som ingenting og var glad ved at se hende; han spurgte til sin Tunge, hun saa paa den og nikkede og sagde: „Den ser godt ud; men din Ansigtskulør, Far, den er rigtignok ikke saa heldig.“ Han greb sig til Kinderne, som om han vilde tørre dem af, og spurgte, hvad der var i Vejen.

Hun svarede alvorligt: „Du ser ud, som om du havde Alephani.“ Men lo saa og tilføjede: „Pyt, det skal du ikke blive bange for; det kan du godt komme dig af igen.“ Og saa løb hun ned til sine Brødre.

Ved Kaffebordet fortalte hun dem, hvor daarligt det stod til med deres Svigerinde. Den Gamle sad paa Lur. Josef saa uinteresseret ud og sagde: „Vi burde jo have været dernede, Teodor, forlængst.“ Teodor sagde med lidt gejstlig Medfølelse i Stemmen: „Det er jo trist for vor Bror, skal han miste hende. Men, hvad? Han er ung og pæn; han kan sagtens blive godt gift igen.“

„Og bedre“, tilføjede Doktoren. „I skulde skamme jer“, sagde Alvilda vredt. Gnierup saa hen til sine to Sønner, ikke uden Stolthed i Blikket; forstandige unge Mennesker, ikke slet saa ormstukne af Sentimentalitet som andre Folk.

„Hun har vel ikke Alephani tillige?“ – spurgte Josef skarpt og nu noget interesseret. „Det er vist ikke fri“, mente Alvilda. – „Ja, saa er hun dødsdømt“, sagde Doktoren afgjort. „Det er nu alligevel strengt“, mente Teologen; „Døden er den haarde Ting for os Mennesker. Altid har man noget, der piner Samvittigheden.“ „Og de fysiske Processer kan være frygtelige“, nikkede Medicineren dystert, og han gav nu nogle Historier til Bedste, der unægtelig tydede paa, at det ikke altid gik saa smertefrit af, indtil hans Blik pludselig traf Faderen, og han standsede med et Ryk, – hvorpaa fulgte en Pause, hvori Stilheden sang.

Den Nat var Urmager Gnierup ikke saa allerbedst; derfor vaagnede han sent og hørte de høje Stemmer nedenunder; han ned ad Trappen med et Tæppe om sig. Det var Teodor og Josef, der skændtes. „Det er min Pligt som Læge“, hørte han Josef gentage, og Teodor raabte: „Hvad kan det hjælpe at forskrække ham, hvis I saa ikke kan kurere ham alligevel?“ „Det er min Pligt som Læge at gøre ham opmærksom paa Faren og hjælpe ham til at tage Forholdsregler imod den.“ „Og hvis han saa slet ikke fejler det alligevel?“ „Ja, saa maa der jo være noget andet. Vi maa da kunne finde, hvad det er.“

Gnierup gik ned i Knæene, dér han stod paa Trappen, greb sig til Hjertet og stønnede højt; men pludselig bandede han, hvad han ikke havde gjort i flere Aar. „Nu var denne Spøg drevet vidt nok; nu maatte den have en Ende.“ Og han gik op, klædte sig paa, stavrede til Badeanstalten og derfra til en af Byens Læger og lod sig undersøge paa Kryds og tværs. „De fejler ikke det mindste, fastslog Doktoren og tog sine Høreklapper af, „De er en Kernekarl, Hr. Gnierup, naar man tager Deres Alder i Betragtning.“ Gnierup saa mistroisk paa ham og betalte ærgerlig Honoraret; da han var naaet hen til Døren, vendte han sig: „De fandt ikke noget af noget?“ „Rene Bagateller.“ „Altsaa dog noget?“ „Nej, ingenting, siger jeg Dem.“ „Heller ikke – heller ikke Spor af – af – af Alephani?“ „Af hvad for noget?“ „Alephani.“ „Alephani, nej min gode Hr. Gnierup, ikke det mindste Spor af Alephani.“ „Hm!“ Saa gik Gnierup; men i den følgende Tid var alle Lægerne i Maribo glade.

Gnierup stolprede ned ad Gaden i den milde lollandske Oktoberluft, oprømt som en Yngling, der lige har faaet Ja; det havde nu lettet svært af en rigtig udlært Doktors Mund at erfare, at det hele var noget Hjernespind. Gnierup gik op og var ved at angre, at han ikke havde skudt en ekstra Femmer hen til Doktoren. Hvad hans Børn havde til Hensigt med denne Forestilling, var ham endnu uklart, men lur ham, om han ikke nok skulde faa regnet det ud. Saa oprømt var han, at han ved Maaltidet følte Trang til igen at tage Del i Samtalen, og da han et Par Gange havde hørt Glosen fraus pia, spurgte han, hvad det vel var. Straks forklarede Medicineren ham beredvilligt, at det var den Pligt, Lægerne havde til overfor Patienter at benægte Tilstedeværelsen af en lønlig, uheldbredelig til Døden hastigt førende Sygdom. Og Gnierup sank sammen, Appetitten veg fra ham, Blodet sang i hans Øren, nu var han lige vidt.

Ved Aftensbordet docerede Teologen en Historie om en Kvinde, som i et Par Aar havde lidt af en Sygdom, hvis Aarsag var umulig at finde; alle Læger erklærede hende rask, og dog tæredes hun synligt hen; da røbede hun i en Drøm et Samvittighedsnag, som hun bagefter erklærede vaagen ikke at være sig bevidst; det var et Tyveri fra hendes Ungdom; hun havde glemt det, men det havde pint hendes underbevidstlige Samvittighed – hun fik nu erstattet Folkene, der endnu levede, Tabet, meldte sig til Øvrigheden, blev dømt, men benaadet, og kom sig. Et saadant Tilfælde kaldtes i Teologien poenitentia saliens og var allerede kendt paa Luthers, Melanchtons og Hugo van Rheyns Tid; man kunde frit oversætte det ved: Orm i Hjertet.

To Nætter efter blev der hamret haardt og hysterisk i Gulvet oppe fra den Gamles Værelse; da Dorthea kom derop, blev hun sendt efter Teodor. Da denne saa sin Fars Tilstand, spurgte han virkelig forskrækket: „Vil du ikke hellere have fat i Josef end mig?“ – „Kom herhen“, hviskede den Gamle og stemte Haanden ind mod Hjertet; „og sig mig en Ting: tror du, jeg skulde spendere 3000 Kr. paa Johannesses Kone?“ Der for en Flamme af Glæde over den unge Mands Ansigt; men heldigvis saa han sin Fars Øjne, inden han svarede; og i sidste Sekund fik han lagt sin Stemme og sit Svar om. „Det ved jeg ikke“, mumlede han halvt ærgerlig; „det synes jeg, at det bliver Johannesses egen Sag. Men det maa du jo selv vide bedst, hvad du vil. Det er jo af vore Penge, du tager. Jeg synes i hvert Fald ikke, du skulde gøre det, inden du har samlet os og spurgt om vor Mening. Pigerne har vel ikke stort imod det, og Josef og mig kan du vel ogsaa faa med til det; men Albert bliver da ganske sikkert rasende.“ – „Tror du, han bliver rasende?“ hviskede den Gamle og smilede ondt. „Det tror jeg ganske bestemt“, nikkede Teodor; „vi andre – ja, det er jo ærgerlige Penge at miste; men vi behøver dem jo ikke, og maaske han ogsaa kan betale nogle af dem tilbage engang. Men hvordan er du dog kommet paa den besynderlige Idé?“ – „Aah, man bliver gammel, min Søn, og har jo ikke alle Dage været, som man skulde, trænger ligesom til at gøre noget godt. Men gaa nu ned! Saa betænker jeg det til i Morgen.“

Næste Dag ved Bordet sagde den Gamle: „Jeg har noget at meddele jer, mine Børn, og beder jer være her alle i Morgen Kl. 4. Jeg har sendt Bud til Johannes, og“ – seende lige ned paa Albert, som om han saa tværs igennem ham ud paa Gaden – „hvis du, Dorthea, ser Albert, saa bringer du ham vel min Besked.“

Næste Dag var alle seks Børn paa Stedet 5 Minutter i 4. Johannes var tør i Halsen af Spænding, parat til at kysse sin Fars Haand i det store Øjeblik, og de andre drev nervøse om. Albert vidste ikke, hvad det drejede sig om, men saa ogsaa, mørk og skummel som altid ud, som om det aldrig kunde blive noget, der interesserede ham. Paa Slaget 4 stod den Gamle i Døren med Stokken i højre og et stort Papir i venstre Haand.

„Børn“, begyndte han, „jeg bliver gammel og har ikke følt mig saa stærk i den sidste Tid. Jeg har Synder, der trykker mig, og vilde nu gerne gøre lidt godt, inden jeg kaldes bort fra denne Jammerdal, lidt godt til at bøde paa det med, saadan lidt, som – som Han – Ham, de præker om i Kirkerne, kunde være tilfreds med. Jeg har nu gjort op, og det viser sig – jeg har jo nogle udestaaende Fordringer, der ikke alle er helt sikre – men saadan godt og vel en 23.000, det har jeg vel nok. Saa er der jer to Piger, jeg har ladet jer lære Husvæsen og Sygepleje, og du har staaet i Gartnerlære, og saa er der en Søn, jeg har ladet uddanne til Urmager – de fire regner jeg med, jeg ikke skylder mere. Saa er der jer to; dér regner jeg med, at du, Teodor, har eet Aar endnu, inden du kan være i Stilling, og du, Josef, henved to; jeg plejer at sende jer hver 100 Kr. pr. Maaned; det bliver saa rundt regnet en 3.500; dem kan I hæve i Banken i Morgen. – Tilbage er der saa en 20.000; dem har jeg skrevet op paa dette Papir, at de skal gaa til Negermissionen i Santalistan.“

Han rettede sig op ved sin Stok, og hans Øjne blev ligefrem store for fuldt ud at kunne nyde Triumfen; han saa paa dem alle, endog paa Albert, og havde dér den Glæde at fange et lumsk og truende Blik, inden det veg. Teodor stirrede vantro og uforstaaende paa ham; Josef blev ved med at knytte Hænderne og aabne dem igen; det dirrede i Johannesses Kinder; begge Piger var begyndt at snøfte under Indtrykket af Luftens Elektricitet. Da rakte Teodor Haanden ud og ruskede Johannes i Armen: „Jeg afbryder mine Studier for et Par Aar og tager Huslærerplads, Bror min; saa mine Penge kan du faa med det samme.“ – „Ogsaa mine“, raabte Medicineren trodsigt, „jeg kan tage den Eksamen senere; ogsaa mine, og saa har du dem jo.“ Johannes løftede afværgende Hænderne; men da begyndte den Gamle at le. Det lød lige straks, som naar en Hund skal kaste op, og blev værre og værre: „Saa, det var derfor, jeg skulde laves dødssyg. I skulde narre Penge fra mig til Udenlandsrejser. I skulde spille gamle Urmager Gnierup i Maribo et Puds.“ Stokken faldt fra ham, han trimlede om i en Stol og laa der og lo og snappede efter Vejret og lo og blev blaasort i Ansigtet og stønnede og lo; og det var ikke smukt at se paa.

„Lad os gaa“, sagde Johannes og tilkastede ham et Blik midt imellem Væmmelse og Ynk. Men nu var han kommet op af Stolen igen, Latterbrølene var blevet til indeklemt Gurglen; pludselig rev han Papiret midt over, og viftende med seks forkrøllede 500 Kr.-Sedler humpede han frem mod Sønnen og sagde blot: „Værsgod, Johannes.“

Atter blev der en kort Pause; saa opstod der en Raaben og Skrigen, der gennemrystede det gamle Hus fra Kvistlejlighed til Kælder. De kastede sig over ham, de trimlede ham rundt paa Gulvet, de løftede ham i Guldstol, de satte ham paa Bordet, de kneb ham i Laarene, de puffede ham i Maven og klaskede ham paa Ryggen, og de raabte Hurra. Og Albert, ham, der skulede, han rendte, for en Gangs Skyld, voldført af en Stemning, over til A.W. Christensen og købte en Flaske Portvin, dog paa den Gamles Regning.