Mine unge Medstuderende!

Mine unge Medstuderende!

Saaledes betitlede Pastor Ricard engang os, sine Tilhørere, i et Foredrag, han holdt for os i Kristeligt Studenterforbund. Det lyder ved første Ørekast, om jeg saa maa sige, en Smule skabagtigt; men tænk over det! ikke ganske ueffent fundet paa, vel?

Altsaa: mine unge Medstuderende!

naar man er født i forrige Aarhundrede, nøjere bestemt 1898, kan det passere, at man med-et kan føle sig ældgammel i Aaret 1938. En sildig Nattetime som denne, da jeg skriver dette – Kl. er 2.45 – Tankerne glider tilbage over Antisemitisme og Abessinienkrig, Nazi og Fasci, Oprustning og Fredsbestræbelser, Versaillesfred og Verdenskrig, og Sommereftermiddage i Kløverenge inden alt det der … og man kan føle sig saa uhyre gammel, som om man virkelig havde oplevet Atlantis … og saa uhyre træt af alle Sensationerne, der ret beset er Gentagelse paa Gentagelse, en March paa Stedet som Svar paa Sjælens Støn efter et Fremad.

Men hvilke syge Nattetanker! Kom, gamle Marchanel, du, der er ældre endnu end Atlantis, kom med dit hukommelsessejge Sind, hvorudaf din Vilje har ryddet Ordet Nederlag, kom og tigerhvæs os det ind i Sjælen, at selv om ikke paa andre Vilkaar end Kamp og Sejr og Død er dog Jorden god og Livet Livet værd.

Vedersø Pgd. i Nov. 1938.

Kaj Munk.