Forord til „Puslespil“

FORORD til „Puslespil“

Den bærende Idé i dette Skuespil er den urgamle Forestilling om homo variabilis. Allerede hos Kaldæerne træffer vi en Skikkelse Masqueroth Panim (ikke at forvexle med den langt senere Panoth Masquerim), hvis fornemste Karakteregenskaber er, at han ingen har. Der er utvivlsomt Tale om Paavirkning fra interglaciale Lag, idet præhistoriske Fund i de saakaldte Kalebashuler i Sydfrankrig sammenholdt med nogle Revner i en Klippehvælving i Formosa (sammenlign ogsaa Stenskikkelserne paa Paaskeøen) viser den samme Figur i forskellig Tilsyneladelse. (Her bortses fra Oplysningerne i de valmyrenske Indskrifter). I Folkesagn Middelalderen igennem og i Behandlinger i vor Tid (Mertz, Wildenwower-Kobutzski og Hansen for blot at nævne nogle) finder vi den samme Idé: Mangfoldigheden, anskueliggjort i en enkelts Omnipotens [det saakaldte fedtede Princip (Dorp) eller: hvad skal vi med de mange, naar vi kan nøjes med een (Brandstolpe)].

Hvad Ideens Udførelse angaar, er der her forsøgt en – vi betænker os ikke paa at sige banebrydende – Sammensmeltning af den shakespearske (Cecil B. de Mille) og den ibsenske (Karl Schlüter) Teknik. Allerede Sofokles indførte jo det Træk (trick) at lade flere Personer tale i Munden paa hinanden. (Sammenlign Lysvirkningerne hos de store Flamlændere, f. Ex. Caleido Scopos og en Juleudstilling hos Illum). Den Stilling, Koret havde hos de græske Tragikere, og Pamfletismen havde hos en Digter som Aristofan, er her simplificeret til et Tretaleprincip stukket afvekslende ind i Monologeriet (Tid til Omklædning) baseret paa Loven om den tit nok gentagne Gentagelses Ophævelse af Illusionen i Begrebet: den trættende Væren.

K.M.