Mit bedste Juleminde

Mit bedste Juleminde

Kaj Munk: Aldrig har jeg været Englene saa nær

JULEMINDE, siger De? Jeg synes kun, jeg har et eneste. Mor har ganske vist fortalt mig, at da Mor var død, og min nye Mor vilde have, at jeg skulde kalde hende for Mor, nægtede jeg det, for man svigter jo ikke saadan de døde, vel? og allermindst sin egen Mor, selv om man saa ogsaa kun er fem Vintre gammel, men Juleaften udbrød jeg: »Naar du har pyntet saa smukt et Træ til mig, saa vil jeg ogsaa kalde dig Mor.« Denne Begivenhed burde være mit bedste Juleminde, men jeg husker det ikke. Men Julene husker jeg som een eneste Jul, uden at jeg kan skelne i Erindringen, hvornaar det begyndte, og hvornaar det holdt op. Rammen er den samme og Indholdet det samme: det begynder med Skumringen, med den løjerlige festlige Forventning i Loen, Køernes Ringlen med Halsringene og Hestenes Gumlen, Indsamlingen af Kattene og Anbringelsen af dem i Sofaen (det var ikke let, for de var vant til at faa Hyp, naar de viste sig inde, og var ikke religiøse nok til omgaaende at fatte denne Aftens særlige Karakter, saadan som øjensynligt Køer og Heste gjorde det), den skinnende hvide Dug paa Bordet, de levende Lys, den lollandske Grønlangkaal, Mors højtidelige Fremsigen af Bordbønnen og Fadervor, Snaps til baade Far og Mor den Aften, Juletræet ventende under Maaltidet i Stuens mørkeste Krog. Og saa kom det – straks efter Maaltidet og før endnu Træet var tændt, maaske mens Mor tog af Bordet og satte til Side i Køkken og Kælder, Følelsen af, at nu var Englene der, de gik uhørligt iblandt os, de svævede usynligt i Træets Grene.

Naar Træet først var tændt, var der ligesom for lyst, og vi Mennesker blev for aktive, vi gik om Træet og sang: »Blomstre som en Rosengaard«, men de kostelige mystiske dybe Minutter inden – aldrig har jeg været Englene saa nær som da; nu er det længe siden, men jeg venter at komme det igen.

Kaj Munk.