Himmel og Jord

Kronikker m.m.

Kaj Munk

HIMMEL OG JORD

NYT NORDISK FORLAG. ARNOLD BUSCK

HIMMEL OG JORD

Kronikker m.m.
af

KAJ MUNK

NYT NORDISK FORLAG. ARNOLD BUSCK

Til min kære afdøde Ven

O. B. Gram

Præst i Tim og Madum 1923-1934

FRA TROENS VERDEN

VED REFORMATIONSJUBILÆET

Hvad der skete.

Hvis man vilde forklare smaa Børn, hvad det er for et Jubilæum, vi gaar til at fejre, hvad saadan et uhandterligt Ord som Reformationen betyder — og det er ingen daarlig Maade at forsøge sig med; smaa Børn kræver Saglighed og Umiddelbarhed, man maa gaa helt ned til Tingenes Rod og den simple klare Enkelhed, hvorfra alt indviklet har sit Udspring for at komme paa Talefod med de blanke, ukrusede Sind — hvis man altsaa vilde forklare smaa Børn, hvad Reformationen var for noget, saa kunde man vel prøve i en Retning som denne:

Se, først var der jo Jesus; han kom ned oppe fra Gud til os Mennesker for at fortælle os, hvordan Gud er, for det var der ingen, der rigtig vidste, men det vidste jo Jesus, fordi han kom lige deroppefra, og Folk blev saa glade ved at faa Besked om den kære Gud, og Gud og Mennesker blev saa inderlig gode Venner; men der var ogsaa nogen, der var onde, og de slog den kære Herre Jesus ihjel, men saa tog Gud ham bare op til sig; men alt det, han havde fortalt os, det blev jo hernede paa Jorden, for det fortalte jo Far og Mor til deres Børn, og de fortalte det igen til deres Børn, da de blev store og fik nogen, og saadan blev det ved igennem mange Hundrede Aar.

Men saa gik det alligevel saadan, at naar noget skal fortælles saa forfærdelig mange Gange, saa bliver der let lavet lidt om ved det, og tilsidst var der blevet lavet saa meget om ved det, saa det slet ikke var saadan mere, som Jesus havde fortalt det, og der var ingen, der rigtig vidste, hvordan det var, og det var slet ikke rart. Men saa kom der nede i Tyskland saadan en god Mand, han hed Morten Luther, og ved I, hvad han fandt paa? Jo, han sagde: »Hør, Godtfolk, I glemmer rent, at det staar i Bibelen, tag den og læs i den!« Og det var da ogsaa sandt, sagde Folk, det var da kunstigt, de slet ikke havde tænkt paa det. Og nu blev der en Studeren i Bibelen, for dér har jo nogle Mænd, som hed Mattæus og Lukas og saadan noget, nogen, der kendte Jesus eller ogsaa hans nærmeste Venner godt, de har skrevet op, hvad Jesus sagde, og hvordan han gjorde, og at han døde og gik op til Gud, hvor han var kommet fra.

Det læste Folk nu om igen, og mange syntes, det var saa dejligt, for nu kendte de Gud rigtigt igen, og det var jo saa Morten Luthers Skyld, fordi han var kommet i Tanker om det med Bibelen. »Og nu skal I ikke bryde jer om, hvad Præsterne siger, eller hvad andre siger, men bare om, hvad der staar i Bibelen«, sagde Morten Luther, og nede i Rom var der ellers saadan en stor Præst, han hed Paven, og han havde haft saa meget at sige, men han havde ogsaa glemt at læse i Bibelen, saa ham skal I heller ikke bryde jer om, sagde Morten Luther. Og det er da det, vi kalder for Re-for-ma-sjo-nen i Danmark, det er det, at vi Danske, vi rettede os efter Morten Luther og begyndte at læse i Bibelen og blev saa glade for den kære Gud igen.

Er denne Forklaring nu rigtig? Lad os oversætte den til de Voksnes Sprog.

Saa er der altsaa sagt: Den Gud, som alle Religioner og Religiøsiteter med større eller mindre Instinkt har famlet efter gennem Tiderne, er fundet i Kristendommen — fundet, fordi han selv fremtraadte i Jesus. I Augustus’ Regeringstid skete der det i Verdenshistoriens Løb enestaaende, at selve Sandheden i nogle dyrebare Minutter blev givet Menneskeheden. Sandheden givet.

Den Kirke, der regner sin Herkomst fra Jesus, blev til, for at denne Gave ikke skulde være spildt; denne Kirke skulde være Sandhedens Opbevaringssted; for den vankundige og for den glemsomme Menneskeslægt skulde Guds Ansigt være at skue ned gennem Tiderne inde i denne Kirke.

Men Mennesker vogtede Skatten ilde. Pligtforsømmelse skiftede med denne overdrevne Iver, der glemmer Juvelen for at pudse paa Indfatningen. Alterbilledet var stadig det gamle rigtige, selve Guds Ansigt, men der var saa pyntet op med Billeder og Blomster, og det drev med Røgelse og dinglede med Klokker, og der trængtes i Kirkerummet med Indsamlingsbøsser og gudelige Forretninger, og der var Processioner og Sjælemesser baade her og der, saa det næsten var blevet umuligt for et ganske almindeligt Menneske at faa selve Altret at se, og de ualmindelige Mennesker, der havde Adgang til de højere Pladser, var saa optaget af Gudstjenesten, at de over Tjenesten glemte Gud.

*

Da traadte Bonden Morten Luther frem og raabte op gennem Skibet: »Væk med alt det Dingeldangel! Lad os faa selve det Hellige at se!« Og mange blev vrede og protesterede mod denne profane. Men nogle blev grebet af Fortvivlelsen i den myndige Bonderøst; de syntes ogsaa med et, at de manglede noget, det ikke var til at holde ud at undvære. Og det var jo Gud selv: De havde en Kirke, men de havde ingen Gud. »Men han er herinde«, raabte Morten Luther, »faa alle de Dikkedarer til Side; saa er jeg vis paa, vi skal se, han er her endnu.«

Men nu blev det Kardinalerne for meget; de var ikke vant til, at der blev brølt saadan op, oven i Købet paa et Sprog, som alle kunde forstaa, herinde i deres Kirke; skulde Ord lyde herinde, skulde det være deres, og de skulde messes, og det paa Latin. »Verf ham ud«, sagde Kardinalerne til Paven, og saa verfede Paven ham ud.

Der stod Morten Luther; det var ham til liden Lyst; det var et sidste af alt, han vilde; han havde det saadan, at uden Gud unde han ikke leve, og nu havde de jaget ham ud fra det Sted, han vidste, Gud var. Ikke andet end sin Bibel havde han reddet med sig ud. Det var ikke meget.

Men da han af gammel Vane lukkede den op, saa han, at den var forvandlet: alle Bogstaverne i den skinnede som af det pure Guld; hvor kom dog den Straaleglans fra? Da opdagede han, at der stod nogen bag ham; han turde ikke vende sig, for han vidste, at det var Lys over Lys; han forstod, at da de smed ham ud derindefra, var han gaaet selvanden; den, han havde søgt saa inderligt derinde, havde fulgt ham ud. Maatte de ikke være sammen derinde, kunde de være sammen udenfor. Og stønnende i lige Grad af Angst og af Lykke bøjede han sig ned over Bogen i et: »Min Frelser og Genløser!«

II. Den bange Luther.

Mange historiske Personligheder synes lidet prægede af det Milieu, de er udgaaet fra. Det gælder f.Eks. Mænd som Martinius Nielsen eller Jesus. Martinius førte sig som en Grevesøn, og Jesus kunde lige saa godt have tilhørt et Fyrstehus som et Boelshus; han er large; han er grand seigneur.

Morten Luther er Almuesmand; Bolshevismen flammer af og til igennem ham; der gaar disse romerske Gallamænd og ejer Gud som en Selvfølge, og skal vi tyske Vadmelskofter have med ham at gøre, maa vi købe ham i Smaapartier af dem i dyre Domme. Det var ikke for ingenting, at det blev paa Afladsforretningen, Parterne tørnede sammen. Fra et gudfrygtigt og fattigt Hjem vidste Morten, at man skal respektere baade Gud og Smaapengene. Guds Navn slæbte man i Støvet ved denne oplagte Svindel; og de tyske Smaaskillinger slæbte man til Rom. Det var et Par Transporter, det nok var til at forarges over.

Jo, han var Bondesøn, og den Tids Bondes to Reaktioner var Trods og Frygt. Sikke en Underdanighed han viser overfor Fyrsterne, men naar den ikke længere slaar til, saa trækker han skam Grovfilen op af Lommen. Skidt eller Kanel. Saadan skal de have det. Megen Balance i Sindet er der ikke Tale om. Nej, det er sikkert, han kunde ikke have været andet end Midttysker fra et Almueshjem. Men ellers skal man vogte sig for disse Forklaringer, der udleder alt fra enkelte Omstændigheder. Saa forunderlig en Sammensættelse som et Menneske lader sig jo slet ikke forklare. Man kan sige: Saadan og saadan var han. Hvorfor var han det? Det ved Vorherre och inte jag.

*

Hans Far var meget streng. Derfor frygtede han Gud saa voldsomt. Frygter da alle strengt opdragne Børn Gud? Et Lyn slog ned, og han raabte: »Hjælp, St. Anna, saa vil jeg blive Munk!« Hvorfor var han en saadan Natur, at naar Lyn slog ned, vilde han blive Munk?

Vi ved det ikke, men vi ved, han var det. Det faar være os nok. Hvis ikke vi vil tage et dristigt Skridt og sige: »Det var han, fordi Gud havde Brug for netop den Natur.« En Hovedegenskab ved Luther var nemlig, at han manglede Mod. Dette er hans Storhed og Ære. Han var frygtagtig. Som Dreng løb han hjemmefra af Angst for Tæv af Faderen. Som Munk gøs han, naar Katten skramlede ude paa Trappegangen, for at det skulde være Djævelen. Scenen med Lynnedslaget viser hans Nervøsitet. I Worms, da alle ventede Heltens stolte Udfordring i Ansigtet paa Kejseren og Pavens Legat, stod der en bleg og fumlende Mand, der med Tungen klæbende til Ganen bad om en Dags Betænkningstid. Da lo den unge Kejser en af sine faa Lattere: »Den Fyr gør ikke mig til Kætter.« De store Ord om, at »jeg tager til Worms, om der saa paa Vejen brænder en Ild, som naar fra Jord til Himmel«, og »jeg vil derind, om der saa er lige saa mange Djævle i Byen som Tagsten paa Husene«, — disse bombastiske Talemaader er jo bare skummende dunkles Bier, som den rædde drikker sig Mod til i. Hans Fasten og Pisken sig, hans Spekulationer om Helvedes Prædestination til Fortabelse — det er altsammen Angst, Angst, Angst.

Ja, det er hans Storhed, at han var bange. En nerveløs raa børste, en vild Landsknægtsjæl, en Fanatiker med Galskab luende i Øjnene, kan sagtens træde op imod Kejser og Pave, men det er Stordaad af en Mand, der skælver af Frygt.

Jo, Gud havde Brug for en frygtsom Mand. Netop fordi Luther var bange, forstod Mennesker, hvad der drev ham. Hvor stor end hans Rædsel var, saa var Gud dog større. Dette var hans Adelsmærke Livet igennem. Naar Gud sagde: »Gaa!«, saa sad Morten Luther lidt og samlede sig, og sagde saa: »Ja ja, saa gaar vi altsaa,« og gik saa, hvor nødigt han ogsaa vilde.

Det er dér, vor Kirkefader faar Rang med de største imellem Profeterne: De protesterede ogsaa, naar Gud kommanderede med dem, og lystrede saa Parole, meget imod deres Vilje.

Jo, det var aabenbart for alle, at denne Wittenbergmunk var ikke ude paa sin egen Boldgade. Havde han maattet være der, hvor han helst vilde, saa var han ikke kommet i Nærheden af Baal, der kan svide Skindet, eller Spørgsmaal, der kan svide Samvittigheden, naar man skal svare Ja eller Nej. Saa havde han hellere, langt hellere, siddet i en Klostercelles Fred og fortolket Paulus og drevet det til Professorgage og Rektormagnificus-Kæde, og hvem ved, maaske en Kardinalhat tilsidst. Han havde jo skrevet en meget smuk, meget følt, meget beaandet Fortolkning til Romerbrevet; den var lige til en Guldmedaille; maaske var der lidt Kætteri i den, men hvad, han er en lydig Søn af den store Moder, Kirken, saa kalder vi bare Kætterierne for Dybsindigheder, ikke sandt, Eminence?

Hoho, hoho, fuldstændig rigtigt, ganske enig med Dem, Eminence. Den er lovlig fersk, denne Vin, de laver i Mosel! Ikke lagret nok, ikke lagret nok! Bondevin! Slaa Dem paa de rumænske, Kollega!

*

— Saa ringede alle officielle Kirkeklokker i Tyskland saa godt som ved noget Reformationsjubilæum. Det var Afladshandelen, der indledede sin Kampagne med en Reklame, som stiller selv Oxford i Skyggen. Hallo — hallo — hallo, det er her, det foregaar! Har De skrevet et Tal forkert paa Skatteskemaet, har De gaaet en lille Tur i Anlægget uden Fruens Vidende, ligegyldigt hvad som helst der trykker Deres Samvittighed, kom til os! Kom til os! Vi realiserer et Kæmpeoplag af Afladsbreve lige fra 50 Øre op til to eller flere Plovmænd Stykket. Hvorfor gaa og hænge med Næbbet? Livet bliver som nyt. Og har De en gammel Moster derovre hinsidan, som De ikke er helt sikker paa hvordan har det, saa køb et Brev eller to for hende ogsaa.

Naar Pengene flyver i Kassemaskinen,
straks flyver Sjælen af Skærsildspinen.

Se, det var da noget med Gang i og noget, Folk kunde forstaa. Ork, det gik strygende. Folk fik Aflad, og Paven fik Penge, og Agenten fik 25 pCt. Saadan fik alle noget. Det er ikke enhver Forretning, hvor det spænder saa heldigt af.

*

Naar Vinden bar paa, naaede Larmen ad det aabne Vindue ind i den fjerne, hvidskurede Celle, hvor en stille Forsker sad og kommenterede Paulus’ Breve. Det varede noget, inden han hørte den, og noget, inden han tog Notits af den. Var det røget Makrel, de solgte? Eller var det Lotterisedler? Omsider gik det op for ham, at det var Kirken, der var ude paa Torvet. Langsomt, langsomt blev han hed om Ørene. Det skulde dog alligevel bare den hellige Fader vide, tænkte den naive, verdensuvante Munk, Skade blot, at Rom laa saa langt fra Tyskland.

Endnu en Dags Tid holdt han Kommersen ud. Saa blev han klar over, at Paulus kom til at skøtte sig selv et Par Dage. Og saa slog han de 95 Teses op paa Kirkedøren, o: saa for han ud i »Jyllandsposten« med en stor Artikel; for nu var det alligevel hans Kristenpligt at sige hele Landet Besked. Gud kunde blive vred paa ham, hvis han unddrog sig sin Pligt. Han mente vist bare selv, at han blæste i Trompeten, men det Trompetstød voksede til en Storm.

Saadan gik det arme Morten Luther. Han havde ikke haft megen Lykke til nu: En haard Barndom, en sur Overgangsalder og en Ungdom sønderflænget af Anfægtelser; dem mente han nu han havde skrevet sig ud af med disse Fortolkninger til de paulinske Breve; nu laa Livet virkelig venligt og roligt foran ham, maaske med mange lykkelige Arbejdsaar; det var godt for en Mand med en stor, grov Krop og en forsagt Sjæl inde i den. Og saa ved blot at skrive en Artikel med en Protest mod et Misgreb, der maatte være vitterligt for alle, som bare vilde tænke sig en lille Smule om, aabner han for en Storm imod sig, hvor alle Helvedes hylende Aander er sluppet løs! Hjælp, Sancte Anna, jeg skal aldrig gøre det mere, aldrig mere være Journalist!

Men det skulde han netop. En Journalist af Guds Naade. Eller maaske af Guds Strenghed. En Journalist, hvis Artikler blev revet væk, slugt af alle over hele Riget og drøftet med lige Iver i Slotte og Krostuer og Kirker.

III. Mandfolket Hr. Morten.

Vi gentager: Morten Luthers Styrkes Hemmelighed er den, at han var fuld af Mindreværdskomplekser. Han var intet i sig selv. Havde han været en Eventyrer, der var beredt til hvad som helst for at faa en god Dag ud af det, havde han været en Fanatiker, der i sin Besættelse glemte baade Sjæl og Legeme, havde han været en Sensationsmager, som det kildrede sødt i Maven at fyre en Bombe af, havde han været en verdslig Beregner, der var ude efter Kirkegods og national Uafhængighed, saa var der aldrig blevet Reformationsbukser af det Skind. Sandheden er jo den, at midt i al sin Verdsliggjorthed var Kirken dog Kirken, d. v. s. Aand, og skulde den overvindes, maatte det være med Aand. I hvert Fald i en Tid saa dybt religiøs som Reformationstiden.

Man hører ikke sjældent Lighedspunkter fremdraget mellem vor Tid og dengang. Er der saa mange? Det forekommer mig, at nu er det Verden, der er afkristnet, mens det dengang var Kirken, der var det. De uhyre Summer, som Afladshandelen indbragte, viser, hvor Menigmand greb efter Gud. Men fandt Menigmand Gud i Kirken? Nej, han følte sig bedraget. Lad gaa, at to Trediedele af Landets Jord tilhørte Kirken, lad gaa, at Abbeder og Munke sov hos ens Kone og Døtre, lad gaa med baade det ene og det andet Overgreb og Misbrug, saa længe endda Kirken gav Lys og Ly til mørkerædde og forfrosne Sjæle. Men gjorde den det længere? Fik man virkelig Forbindelse med Gud, Frelse og Sjælefred gennem disse højtbetalte Messer og Afladsbreve? Her var det, der maatte lyde et Nej. Alle de verdslige Uforsvarligheder kunde det ikke hjælpe at raabe op om; dem kunde enhver se, og de angik dog til syvende og sidst ikke Sagens Kerne. Men det Nej, der skulde lyde, maatte lyde fra Gud selv. Thi Paven var mægtigere end alle Mennesker; ham kunde ingen overtrumfe; det vidste Menigmand.

Men nu kom Morten Luther, en sølle Munk, plaget af Syndsbevidsthed, plaget af Selvforkastelse, plaget af Tvivl og Angst. Men han kom med Gud ved Haanden. Eller rettere i Ryggen. Det kunde man let se, hvordan han blev puffet frem. Han vilde ikke, men han skulde. »Her staar jeg. Jeg kan ikke anderledes. Gud hjælpe mig!«

Det kunde Menigmand forstaa: Skulde den mægtige Pave overvindes, maatte det være af den almægtige Gud selv. Luthers dybe Religiøsitet, hans fuldstændige Gudsafhængighed, gav ham i en religiøs Tid Reformatorens sejrende Styrke. Først naar han havde hugget ud, kunde den spinkle Calvin bore sig igennem, og den fede Henrik VIII med sine 6 Koner labbe efter.

Vi spørger i Dag: Hvad vil Styrken blive hos Fremtidens Reformator, den nye Udsending fra Gud, ham, vi alle sukker efter aabent og i Løn, han, der atter skal rydde op i Kirkerne og føre dem frem imod Enheden? Maaske skal vi vente i Aarhundreder, maaske er han nær. Knust er den græsk-katolske Kirke, og Tamerlan rykker frem, ful og fraadende, mod baade de protestantiske Samfund og det romersk-katolske. Vil Gud bruge Smeden i Helvede til atter at svejse de søndrede Dele sammen?

Luthers Hemmelighed var hans egen Svaghed i stort og smaat, den, der blev til Styrke i Guds Hænder. Om det saa var paa Vej til Brudeskamlen, traskede han modvillig af Sted.

Men naar Djævlen nu havde Yndest i Coelibatet, var der vel ikke andet for end at gøre den kære Gud den Glæde at lade Katrine faa sin Vilje.

*

Derefter, naar han havde føjet sig under Guds Befaling, og Kampen var overstaaet, og Sagen ført igennem, var Luther, som den Slags Gemytter jo er det, en Allerpokkers til Karl. Saa blev der ikke sparet paa Konfekten.

Det hørte Tidens Tone til, at hvis ikke Modstanderne fik Titulater, som bragte en Retiradedør til at rødme, var der ikke rigtig Kraft i Bevisførelsen. Det polemiske Sprog naaede helt op ved Siden af vor Tids i Grovhed (Julius Streicher mod Jøderne f.Eks.), om end ikke i Gemenhed. Morten, Ætling efter Slagsbroderbønder, var ikke den Mand, der fornemt holdt igen. Jeg skal formene mig selv den Fornøjelse at citere et Udvalg af de Kraftudtryk, det faldt ham naturligt at afsende mod Paver og Konger.

Men gad jo nok vidst, hvad han vilde have sagt til et Skrift som det, den danske Præsteforening har udgivet nu til Jubilæet, hvor der paa halvtredie Hundrede brede, sirlige, lavendelduftende Sider tales med og uden Fløjlsmave, men overalt med Fløjlsstemme for Pogeskolelærerinder af ældre Aargange og begge Køn om dette sachsiske Krater, uden at en eneste anstændig Uanstændighed affyres og gør Stoffet chokerende og levende og sandt. Mon han ikke er blevet saa meget klogere i de 400 Aar, der er gaaet efter hans Død, saa han i Abrahams Skød vil brække sig ved at høre disse Tenorer himle op af Lykke over hans daværende Kæphest, der paa hebraiskgræsklatinmiddelaldertyskteologdansk hedder saadan noget som Retfærdiggørelse af Troen, et Kunstudtryk, Paulus efter Sigende ogsaa skal have anvendt og været svært lyksalig ved at koturnere paa.

Mon ikke? spørger vi; vi skulde næsten tro det; allerede inden sin Død var han godt paa Vej væk fra Abracadabraerne. Det var mest i sin Ungdom, inden han fik Kone og Børn og lærte Livet at kende, at han i Klosterluftens Usundhed snuskede rundt i den Spøgelsesverden, Teologerne gulsotter Kristendommen ud i.

*

Foruden Grovhedens og Overmodets Reaktion kendte han ogsaa Kaadhedens. Hvad for Ting han kunde finde paa, den glade barnlige Sjæl!

Hvo ikke elsker Kvinder, Vin og Sang,
han bliver en Taabe Livet lang.

Det skal indrømmes alle kristelige Sippenipper, at disse Ord, som paaduttes ham, har han aldrig bevisligt sagt, og det skal skænkes os andre og Sandheden, at han i et eller andet muntert Øjeblik udmærket kunde have »ærgret Djævelen« ved at nævne dem. Han sad gerne i glade Venners Lag, kunde ogsaa klemme en Fele, saa den gav de rigtige Skrig fra sig. Han havde Evne til at snakke med baade Kvinder og Børn, og saa staar det aldrig rent galt til med et Menneske. Og han havde et Hjerte, der kunde løbe af med ham, han kunde ikke taale at se Næstens Nød, hellere gav han sine egne Strømper væk end lod en barfodet Bisse gaa ud i Vinteren. Han havde saadan en Sans for Mennesker, havde Gudsmanden Morten Luther.

Underligt er Menneskesindet! Han, der næsten ingen »Synder« begik, havde Brug som kun de færreste for »Syndernes Forladelse«, han, der havde kæmpet som kun de faa, fandt sin Frelse i Ordet om »uforskyldt af Naade«. Saadan maatte altsaa den Hammer være, som Gud kunde bruge til at slaa sin Kirke i Stykker med, saa blød. Og da Slaget var ført, havde Gud Brug for hans Overmod til at rydde Tomten med, hans Ydmyghed til at bygge den nye Fløj op med, hans glade Sind til at gøre den lys og frisk, hans frodige Krops Sundhed til at bandlyse Unaturligheder fra den, hans Musiksans til at lave den et Orgel af, hans jævne Afstamning til at gøre den folkelig og hjemlig og hans Tyskhed, saa Modersmaalene kunde lære at føje sig efter Herrens Tankegang og laane Aand og Ild og Kræfter af Sions Heltesang.

Saa rigt et Sind, saa mangefolds en Personlighed! Hvor er den danske Digter henne, der evner, nu, i Jubilæumsaaret, at give os ham, ham Bjergværkersønnen fra Eisleben, den grove Bondetamp, den kløgtige Professorhjerne, den blodrige Asket, den blidsomme Sprogskaber og grovkæftede Flab, Oprører og Bedsteborger, Fyrstebespytter og Fyrstemaaseslikker, ham, for hvem det var lige betegnende i Kaadhed at slippe en Fjært ved Taflet og med sin Barnetillids Patos at ryste Verden ved at tilraabe den:

Vor Gud han er saa fast en Borg,
han kan os vel bevare.

IV. I Dag og i Overmorgen.

I den Skaaltalestrøm, der sig hør om ikke bør ved Jubilæer, rejser der sig et Par Spørgsmaal. Det ene er dette: Hvad betyder de lutherske Tanker for Dagens Liv i Dag? Svaret maa blive: Ikke stort. Med sin sygeligt udviklede Syndsbevidsthed staar Luther den moderne Tids sygeligt udviklede Sundhedsbevidsthed løjerligt fjern. Det brændende Spørgsmaal nu om Dage for Mennesker er ikke saa meget, om hvordan vi skal faa vore Synders naadige Forladelse, som om hvordan vi skal faa Raad til at anskaffe os en Ford. Og i saa Henseende henter man sig ikke mange Direktiver i Luthers samlede Værker.

Hans Kamp for Coelibatets Afskaffelse kan heller ikke i protestantiske Lande siges at være synderlig aktuel, da Interessen her er nok saa brændende for at blive skilt. Hans Teologi om Retfærdiggørelse af Troen alene svæver nu fuldstændig i Luften; hvor meget dybsindigt og bitterligt tilkæmpet der end er i den, er den dog nu blot en Raritet for Teologer; vor Tids Fare er saavist ikke de gode Gerninger; langt snarere, at det efterhaanden er gaaet os helt ud af Bevidstheden, at der er noget, der hedder Ofre til Gud, Lydighed og Tjeneste.

Det er da ogsaa nærmest en Bjørnetjeneste at gøre vor Reformator, naar man lader hans Prædikener udgive i vor Tid. 

Ofte viser de ham kun som stædig Kæphesterytter og ensporet Teolog. Hvad skal man f.Eks. sige om denne ideligt bejublede Bravade, at gode Gerninger gør ikke en god Mand, men en god Mand gør gode Gerninger. Tag den op i Haanden for at veje den! Den er Kviksand, hvor blev den af? Den er lige saa haabløst raffineret som salig Ibsens gevaldige Genistreg om at være sig selv og at være sig selv nok, altsammen med Streg under og med to Streger under nok! Nej, de lutherske Tanker har ikke meget Bud til 1936; snart er de for tunge, og snart er de for lette, og Middelalderen hænger ved de fleste, som rimeligt er. Men hans Bedrift er jo stadig et af Grundlagene for vort Liv.

*

Det andet oppositionelle Spørgsmaal, der løfter sit Hoved midt i Skaaltalefloden, er Spørgsmaalet om selve denne Bedrift: Var hin Hr. Luther nu virkelig Dagens Mand til Dagens Stol? Danmark-Norge og Sverige og et Stykke af Tyskland, ikke engang hele hans egen Stamme, fulgte ham. Er det saa stolt en Bedrift at have indgydt et Par Smaakonger i Udkanten af Verden Dristighed nok til at rane Kirkegods? Maa man ikke sige, at enten reformerede han for lidt eller for meget? For lidt, dermed menes, at havde der været de rette Krummer i ham, havde han forstaaet at samle Norden, Tyskland, England, Holland, Schweiz m.m., gerne m. m.m. til en virkelig Modkirke over for Papismen. Mystikken i ham var udviklet paa det organisatoriskes Bekostning; derfor faldt hans Værk ud i Smaastykker, uafhængige af hinanden, men til Gengæld afhængige af alt muligt andet, saa Kirken i de protestantiske Lande nu blot er at ligne ved en Højttaler i en tom Stue? Eller man kunde modsat sige, at det havde været at ønske, at han havde reformeret mindre, hvormed menes: Haft den heldige Haand, at han kunde have muget Augiasstalden uden at behøve eller komme til at vælte den ene Væg?

Jeg skynder mig hertil at svare, at det er mit inderlige Haab, at den lutherske Gerning just skal blive dette: En Gennemlutring af den kristne Kirke uden Hidføring af den Svækkelse, som hedder et Brud. Med andre Ord, at Bruddet kun er midlertidigt. Jeg kan ikke ved denne Lejlighed holde en personlig Tak og Hyldest tilbage. Som 3 Aars Dreng har jeg siddet ved min dødsmærkede Mors Side imellem de lollandske Roepolakker i den katolske Kirke i Maribo og været Gud saa nær som i dens Søster, den langt ældre og langt skønnere Søster, den protestantiske Klosterdom ved Søen. Som Student midt under Stormagternes Menneskeslagteri og Smaamagternes vellystige Laben Blodet i sig er jeg mangen Gang flygtet ind i Evighedens Stilhed i den katholske Kirke i Stenosgade og har dér fundet et Fristed for en ung Sjæl i Vildrede og Vaade. Min Respekt for Romerkirken i dens Praksis er stor, min Ærbødighed for den efter dens Idé er grænseløs. Thi hvad er dens Idé? Menneskeheden som een Nation paa Jordens Rige, styret af Aand, dog med fuld Forstaaelse af de enkelte »Provinser«s nationale Ret og Kald.

*

I Griskhed, i Kødslyst, i Magtbrynde, kort sagt i Verdslighed havde Kirken bundløst forraadt sin høje, hellige Idé. Reformationen maatte komme, og Luther var netop den rette Mand baade i sin Svaghed og i sin Styrke. Det er jo ikke sandt, at Kirken staar ringere i de protestantiske end i de katolske Lande. I Ærkeparis rævepolitiseres og hores der som intet andet Steds i Europa.

Sandt er det, at havde Luther været større Organisator, kunde han vel have skabt en fastsluttet og sammenbidt Modkirke; men det var ikke Meningen. De lutherske Kirkestrømme skulde ikke ledes ind i et Kløftleje, der for evigt skilte dem fra Moderfloden. Paa den anden Side: Et midlertidigt Brud maatte til; de høje Kirkeherrer kunde ikke længere tales til Rette; de maatte chokeres, før de forstod, at nu var det virkelig Alvor. Der er ingen Tvivl om, at Morten Luther har spillet en lige saa stor Rolle for den Del af Kirken, der blev tilbage, som for den, der fulgte ham. For de lutherske Kirkesamfund er hans personlige Betydning ikke længere stor, men for Romerkirken vil den være levende og virksom, maaske i Aarhundreder endnu. Meget har den efter hans Bedrift maatte gaa ind paa at slippe, Afladshandel, Forretning med Kirkeembeder, men endnu en hel Række Udskejelser maa den lære af ham at opgive: Verdslighedsbegæret, Coelibatsvineriet, Helgensvindelen, Oplysningsmistroen. Og hvor vi smed Barnet ud med Badevandet, maa vi til at fiske det op igen. Skriftemaalet og Skærsildforestillingen og Trosfølelsen af, at Helgen her og Helgen hisset er i samme Menighed, turde vel være Velsignelser, en Kirke i Længden ikke kan vanskøtte og lade upaaagtede uden at tage Skade paa sin Sjæl.

Naar den Dag kommer, da den katolske Kirkes sjældent svigtende Storsyn faar udvidet Peterskirken med en Helgenfløj for den Søn, der lydig gik ind under saa tungt et Hverv som at være Ris over sin egen Mors Nakke, da skal vi Lutheranere ikke i provinsiel Individualitetsforfængelighed og i Selvhævdelseshovmod holde os for at være for renlivede til at gaa derind. Og efter den saa paakrævede Forsinkelse skal Kirken atter gøre et Skridt fremad mod sit høje Maal: At være hele Menneskehedens tjenende Herre, om dog denne Jord, der nu synes at styrte brændende og svimlende gennem det øde Rum, kunde standses i sin vilde Fart, faa sine Brandsaar plejet og atter løftes opad imod den Himmel, for hvilken den dog er bestemt.

________________

JUBILÆUMS-SKRUPLER

ALLE Sønderjyllands Kirkeklokker begynder pludselig at kime. Sønderborgs højest, for det er i Sønderborg, jeg staar. Men i den rene Aftenluft kommer Klangene herover mange Steder fra. Et Kor af Jubel over, at Reformationen lykkedes, og at dens Gerning nu er øvet i Danmark gennem 400 Aar. Kun en 900 Aar har den kristne Kirke spredt Vinger over Norden. Den lutherske Kirkeskik er altsaa snart lige saa gammel i Gaarde her som den katolske. Er det da sært, der er Lovsang i Luften? Jeg synes næsten aldrig, jeg har hørt Kirkeklokker raabe saa højt og saa dansk.

Hvorfor hopper ikke ogsaa mit Hjerte i Brystet af Glæde omkap med Kneblerne i Taarnene? Protestantisk Præst er jeg, og dansk i Sind og Skind er jeg ogsaa. Og her falder det nu i min Lod at gaa langs en sønderjydsk Strand, der atter er dansk, og høre Kirkerne festjuble paa Luthersk. Min Sjæl, hvad vil du mer?

Glade Mennesker gaar forbi mig og nyder den vaarlige Oktoberaften. Sorgfrit snakker de. Unge Mænd og Kvinder hvisker sammen paa et Sprog, der har været nogenlunde ens i Odins og i Pavens og i Hans Tausens Dage. Mødre advarer deres Børn mod at komme for nær ved Vandet. Gamle Damer fortæller højrøstet hinanden, at det er en smuk Aften. Nogle siger dejlig, og andre wunderschön, men Meningen er den samme.

At Klokkerne saadan ganske ekstraordinært har givet sig til at falde Folk i Talen, synes der ikke at være nogen, der tager videre Notits af.

Min Mistro begynder at vaagne. Der er dog vel ikke en Antydning af falsk Tone i denne Klokkesang? Hvad er det egentlig, du er saa glad over, Kirkeklokke? Jeg hører nok, du triumferende bliver ved at spørge: Vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg!! — Vist vandt du, det kan ingen Mennesker bestride. Vi har hverken Munke eller Nonner i Landet mer, vor Kirke er fattig og fyrsteløs, Præster og Bisper kan baade gifte sig og skilles, og at der er Menighedssang, fortæller Skænderiet om de Laubske Melodier højlydt. Vist fik du sat den katolske Kirke paa Døren. Vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg!! Ja, ja, ja, hvis det var saadan, du vilde vinde, saa vandt du umiskendelig.

Men det, der skulde besejres, var dog vist, naar det kom til Stykket, ikke Romerkirken, men Verden. Hvordan gaar det dig i den Kamp, protestantiske Kirke? Den Gang, du havde renset ud og altsaa var en lutret Kirke, genvandt du da den Magt over Sindene, som du hævdede Moderkirken havde sat til ved sin Verdsligforgjorthed? Er du et Banner for Folkene? Præger du dine Nationer paa en ganske anden Maade, end Pavekirken gør sine? Du vilde hævde dig ved Aand alene, derfor slap du al din verdslige Magt. Har du saa hævdet dig ved Aand?

Den standser med eet sin Kimen. Det er, som om den tænker sig om. Saa begynder den at svare med dybe, alvorlige Toner. Det er dem, den kalder Folk til Kirke med om Søndagen, dem, den lykønsker to Unge med, der har bestemt sig til at »følges gennem Livet«, dem, den velsigner den Dødes sidste Kirkegang med. Det er meget smukt, meget højtideligt; det er, som om den gør sig dyb i Stemmen og taler med Bas for rigtig at imponere mig. Men jeg kan ikke lade mig imponere. Ikke i Aften. Stædigt stiller jeg igen mine Spørgsmaal. Det er ikke nok, at du præsterer Søndagsstemning og leverer Højtid ved Bryllupper og Begravelser. Sætter du ogsaa Mennesker i Gang med det store Bud: »I skulle elske hverandre«, faar du gjort det til Hjertensalvor for dem, saa de enten virkelig gør det eller flygter til din Syndsforladelses Gave? Holder du dem i Live ved Troen paa Gud Almægtige, og hvælver du Haabets Himmel af Opstandelse og Evighed over deres Færd, saa de ikke kan lade være at kigge op i den? Svar mig, Kirke! Eller er Sandheden ikke den, at Ord som Gud og Synd og evigt Liv, dine Kerneord, at de er fremmede og sære i Folkets Flertals Øren, mystisk Sprog, forstaaet i Smaakliker, men uden Sind og Styrke hos Folket i dets Helhed, det Folk, der dog siger sig selv at høre dig til og ogsaa betaler for det?

Men nu opgiver Kirken mig, den simpelt hen ignorerer mig og mine syge Spørgsmaal, tager atter fat med at kime sit stærke overmodige: Vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg!!

Helt forsigtigt begynder Mørket at falde. Aldeles blankt er Sundet, Himlen næsten skyfri, alle venlige Solfaldsfarver blandes i Vest. Dybbøl Mølles Fugl Phønix staar i strunk Ro med sine 4 korsede Vinger. Smaa Kuttere tøffer udad til Nattens Fiskefangst. Bilerne trutter fornøjede inde i Byen. Rund og smilende løfter Maanen sit pluskæbede velvillige Ansigt over Slottets kraftige Murmasser. Og Klokkerne bliver ved med at nynne og danse og gotte sig.

Jeg ved nok, hvad der er i Vejen med mig. Jeg skulde have taget min Kone med. Det er ikke en Aften til at gaa alene. Eller min lille Datter. Vanke her med hendes tillidsfulde, varme Haand i min og fortælle om Sønderjylland og om Ansgar og om Morten Luther og Tausen — oh, der var meget, hun gerne vilde høre, tænk, saadan en Maaneaften, paa selve Aastedet for Begivenhederne, til Kirkeklokkemelodier! Eller kendte jeg endda en sød ung Pige i Sønderborg, en af dem med rigtig danmarksblaa Øjne og med Kinder, som Pudder aldrig har griset til — de er bare kysset af Vind og Vover og er friske og et lige stort Guds Under, hver Gang man stjæler sig til at kigge paa dem! Saa kunde der blive Mening i Klokkeklang og Maaneluft over en gyldenblank Fjord. Men der er langt, der er over 200 km til Fru Lise og Frk. Yrsa, og hvad de unge Piger i Sønderborg angaar — der har vi denne nagende Angst igen!

Sig mig nu, Kirke, hvad lærer du de unge Piger, du konfirmerede? Tror de paa det, du lægger dem paa Hjerte, og beholder du Magten over dem? Ved du, hvad Overlæge Lomholt siger? At af unge Piger, der indlægges for…. aah, jeg gider ikke tænke paa al den Elendighed igen.

Sagen er den, at jeg kan ikke lide Japanere. D. v. s., at de er til derovre i Østen, finder jeg ganske fortræffeligt. Men jeg kan ikke have dem her i Sønderborg. At Danmarks og Tysklands aartusindlange Kamp om denne vidunderlige 0, der hedder Als, skal ende med, at Japanerne indretter sig paa den og gør mine Børn til Trælle eller drukner dem i Østersø og Vesterhav, er mig en Fortvivlelse at tænke paa. Men hvordan skal det gaa til paa nogen anden Maade, naar du, Kirke, staar i det Forhold til dine Børn, at du lærer dem, at de skal elske hverandre, og de tager ved Lære paa den Maade, at de efter alle Kunstens Regler slaar hinanden ihjel? Kvinderne vil helst have de smaa Børn dræbt, inden de fødes, men Mændene foretrækker at lade dem vente en Snes Aar. Synes du virkelig, Kirke, at du har noget at raabe Hurra for? Eller er du gaaet fra Forstanden af Sorg og Afmagt og Elendighed og ler nu, som de Gale kan le?

Aah Sludder, Sludder, Pæresludder! Det er os Digtere, der er overfølsomme. Se nu forhenværende Henrik Ibsen, var det ikke ham, Undergangens Angst var gaaet i Blodet som en Art Sukkersyge? Og hvad har Henrik Pontoppidan bestilt andet end at male Fanden paa Væggene og svinge Krabasken og true med Dommedag? Men gamle Madam Jord, hun holdt salig Ibsen ud og vil ogsaa holde usalig Pontoppidan ud og svinge rundt om sig selv i nogenlunde Velgaaende i Aarmillioner endnu, saa I har Ret til at kime, I Klokker, det gaar magelig altsammen, lad os nu ikke blive hysteriske, men tag den med Ro og se efter Krydset i Almanaken, om der ikke nok skulde være et eller andet Jubilæum i Dag. Og hvad rager det for Resten Kirken, om der tales Tysk eller Dansk eller Japansk paa Als? Den skal hjælpe Mennesker ind i Himmeriget, og saa maa det gaa med Jorden, som det kan.

Ja, saa maa det gaa med Jorden, som det kan,« gentager en skummel Stemme oppe fra et Hjørne af Slottet; »thi os, der med villende og stærke Hænder griber fat i Historiens træge Hjul, os spærrer de inde, og til sløve og lade Frederik’er, der lader alting gaa efter bedste Beskub, giver de den Krone, vi fødtes til, og som er vor.«

»Vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg?!« kimer Klokken tungefærdigt, næsten nervøst nu, som er den ikke længere selv sikker. Og tier med-et og begynder saa tungsindig at runge. Begravelsesdystert toner det. Har min Underbevidsthed Næsebor, der kan indsuge Lugten af alt det Blod, som er udgydt her gennem Aarhundrederne? En Fisk svømmer hen imod mig. Jeg faar med-et den Tanke, at vil den komme helt hen til mig, er der Haab for Jorden endnu. Jeg rækker Haanden ud og naar naturligvis blot at skræmme den. Ja, der er Angst og Blod og Død mellem alle levende Skabninger. Maaske man skulde lægge Jagten af! De stakkels Dyr, de er dog vor Klodes Medbeboere. Hvad er det for et taabeligt Hovmod hos de Kristne, at Dyrene ikke kan komme i Himlen, som om de ikke var gode nok til at omgaas os. Gode nok! Ingen Dyr har begaaet de Djævlerier imod hinanden, som Menneskene har trakteret sig selv med. Buddhisterne de ved, Dyret har en Sjæl; de gaar af Vejen for en Ko, for de ved, at Koen er en Skabning, hellig. Maaske det endnu ikke var for silde at blive Buddhist!

Den bliver ved at ringe til Begravelse, den Klokke. Blod og Brand er Vesthimlen nu. Slottet fængselsskummelt. Med sit stive Ligblik stirrer Maanen ned. Træerne, nys piskede af to Orkaner, løfter deres endnu ikke aldeles afløvede Kroner som i en spotsk Triumf: »se bare, vi har staaet og løvet os her en Sommer, saa lang som 400 Aar, og vi har Blade endnu i Toppen, se blot, vi har Blade endnu!«

Jeg træder helt ned til Vandet. Der er en Køkkenmødding af Skaller. Liv var der i dem en Gang, nu er der kun Skallerne tilbage; de glimter hvide i Lyset fra den døde Maane, ogsaa dér var der Liv en Gang og nu kun et Genfærdsskin.

Saa lægger Kirkeklokken ud til sidste Kimen. »Vandt jeg, vandt jeg?« spørger den, nu rutinemæssigt, som en, der remser Bønner op til en Perlekrans. Men lidt efter er den alligevel kommen til at tænke over, hvad den siger. »Vandt jeg, vandt jeg, vandt jeg?« hvisker den bange og træt. Til sidst lyder det saa sørgmodigt, at jeg er ved at trøste den: »Maaske, lille Kirkeklokke; det er dog ikke godt at vide; maaske til sidst. Men det kan jo være, at vi hellere skulde sørge i Dag, at Reformationen skulde have forløbet saa helt anderledes, skulde have været en Gennemlutring af hele Kirken, saa den fornyet og sammensvejset og styrket i Renhed kunde have løftet sig selv og paa sine Arme med sig denne skrigende og raadvilde Verden, opad mod Godhed og Lykke.« ———

—— Da den falder i med Bedeslagene, er det mørkt — langt fra Evangelii lyse Dag. Nogle Drenge slaas under Skraal og Eder, et Par Lastbiler starter med infernalsk Spektakel, en Damper tuder, hidsigt og befalende, saa glider Broen op som et Par Kæber, der aabner sig slugende imod Himlen, og en Motorbaad tøffer stampende frem, forretningsmæssigt ivrig: her er det mig, der bestemmer. Jeg synes ikke, jeg har været saa forknyt og knuget i Aarevis. Det jager med Tanker gennem min Hjerne. Luthers Kaldsidé, at den jordiske Gerning er hellig, er jo blevet til, at den jordiske Gerning er nok, er alt. — Sikke et Held, at Svangerskabsbetænkningen ikke var Lov under Augustus, saa var Jomfru Maria da styrtet af Sted til en autoriseret Læge, inden Gabriel havde faaet talt ud, og hvad saa med Frelseren? — Hvor er det glædeligt, at Sønderjylland har skænket os vor Ærkebiskop, den gode Fuglsang Damgaard! Men hvorfor siger han »Reformationen« med tysk »tion«? Gaar Manden for lidt i Teater? — Dernede i det blanke, venlige Sund staar den første Stjerne nu tændt; mon man kunde fange den der?

Saa har det sidste Bedeslag tonet hen over Byen, som ikke har hørt det. Og nu kommer Natten, nu tændes Evighedens Stjerner. Evighedens Stjerner — bah! Stjernerne selv er jo ikke andet end smaa Lys, der brænder ud — smaa Lygtemænd, der blafrer en Stund over Uendelighedens bundløse Mosedyb af Tomhed.

________________

OM MIRAKLET

DEN Historie om Jesus, vi hører i Kirken den 16. Søndag efter Trinitatis, er fortalt af Johannes og handler om Lazarus’ Opvækkelse. Dagens Tekst efter den gamle Tekstrække fortælles af Lukas og handler om Opvækkelsen af Enkesønnen i Nain. Her er altsaa i begge Tilfælde Tale om den Undergerning af Jesus, vi kalder for Opvækkelsen af døde eller Genkaldelse til Liv.

Er det nu muligt? Efter almindelig menneskelig Erfaring maa vi svare Nej. Død er Død. Spørger vi Videnskaben, vil den ogsaa ryste paa Hovedet: udelukket! Blod, der er stivnet, Organer, der er i Opløsning, kan ikke atter træde i Funktion.

Skal vi saa ikke hellere opgive disse gamle Historier og sige, at det er nok Misforstaaelser og Tildigtning, og saadan en Eventyrkaabe fik Religionsstiftere altid i gamle Dage kastet over sig af Disciple, hvis Øjne Begejstringen fik det til at taage for? Ja, den Udvej har jo ofte været forsøgt, især i vor Tid, ogsaa af Kristne, hvis Hjerter banker varmt nok af Kristenkærlighed til Gud og Næsten, men som var i Stand til at holde Forstanden køligt kritisk alligevel. Eller maaske snarere: som ikke var i Stand til andet.

Men det har nu altid kun været enkelte Kristne inden for Kirken. Selve Kirken har aldrig kunnet dele det Synspunkt og vil heller aldrig komme til det. Uden at bansætte nogen eller være ophidset for at komme til at sætte nogen ud vil Kirken i vor Tid sige i Hovedsagen om de to Historier, der her er Tale om: vi tager dem som historiske Dokumenter, dvs. regner med, at der er Fejltagelser og Unøjagtigheder i dem, men det egentlige, der berettes om i dem, det staar fast.

Altsaa, at Jesus har opvakt døde.

Og over for Indsigelserne fra Erfaring og Videnskab svarer vi:

Allerede J. C. Christensen havde iagttaget, at »man oplever immer noget nyt«. Aldrig kan man stole blindt paa, at det hundrede Tilfælde forløber som de 99 foregaaende. Ligbærerne i Nain gjorde den Erfaring, at deres Erfaring om, at død er død, ikke duede som Klippegrund for Sandhedens Hus. Og Videnskabens Umulighedsattest ryster os ikke. Thi saa længe Videnskaben ikke restløs har blotlagt os Tilværelsen, er der Mulighed for, at der fra det ukendte Omraade kan komme Kræfter og Paavirkninger, der kan omkuldslaa selv den omhyggeligste og sikreste Beregning.

Dette maa Videnskaben vide; den maa bare ikke regne med det. Den har bidt Mærke i, at i det Udsnit af Tilværelsen, den hidtil er kommen i Berøring med, dér raader Love, strenge, ubønhørlige Love, sikre, velsignede. Uden disse Love var der Kaos i Stedet for Tilværelse. Lov er Liv. At opspore disse Love, at gaa til Værks i Overensstemmelse med dem, at regne med deres absolute Udbredelse og Præcision har været Videnskabens stolte Pligt og Opgave og har sat den i Stand til at skænke Menneskeslægten alle de Sejre, moderne Kultur udspringer af.

Men de gamle Ordsprog har ofte boret sig nærmere ind til Kærnen af Sandheden, end nogen sylespids moderne Tanke kan bore sig. Et af dem siger: Ingen Regel uden Undtagelse; til det laaner Kristentroen Øre, og mens Videnskaben med skarp Logik dyrker Regelen, omfavner den troende begejstret Undtagelsen.

Den troende ved jo ogsaa om Lovene; han tror ydermere, at Gud har skrevet dem, og naar han grænseløst beundrer disse Loves Visdom og Vælde, ærefrygter han altsaa Gud. Men den Gud, der har skrevet dem og staar bag dem, staar saa ogsaa tillige over dem. Hvem vilde forbyde Urmageren at røre ved den lange Viser med Fingeren?

Saa har da baade Videnskab og Erfaring Ret i, at »død er død«. Dette er Regelen. I ti, i tusinde, i Billioner af Tilfælde er dette Regelen; men saa indtræffer Undtagelsen, den, Erfaringen har glemt fra sidste Gang, og den, Videnskaben for sin Eksistens’ Skyld maa benægte, Undtagelsen, at »død er levende«.

Hvordan kan Mennesker tro paa det? Det var de skam nødt til; for de saa med deres Øjne. Jamen vi, der hører om det saa længe efter, hvordan kan vi tro det? Det kan vi, ikke fordi vi overbevises med Argumenter og diskuteres i Knæ og overvældes med Veltalenhed, men bare ganske simpelt, fordi vi er kommet til at tro paa Gud. Vi er døbt ind i en Menighed, der Slægt efter Slægt har rakt denne Tro til de enkelte, saa de slet ikke kunde komme af Sted med at skyde den fra sig. Nej, det kunde vi ikke. Midt i en Verden, hvor Lovenes Visdom dog tit for den enkelte føltes som Had og Tilfældighed, blev Troen paa en kærlig og styrende Gud Forudsætningen for vort Liv. En urimelig Forudsætning, javist, den urimeligste af alle. Men overfor Virkeligheden preller jo alle Indvendinger af. Og da vi først havde antaget denne store Urimelighed, for ikke at sige, at den havde antaget sig os, da var andre Urimeligheder rimelige. Hvorfor skulde ikke døde kunne opstaa? Naar Gud er til, er intet mere umuligt.