Begivenhedsrig Aften paa Det kgl.

Begivenhedsrig Aften paa Det kgl.

Af Kaj Munk

„Nederlaget“ er et Skuespil om Pariser-Kommunen i 4 Akter (14 Billeder), af Nordahl Grieg. Iscenesættelse: Svend Gade. Dekorationerne efter Skitser af Svend Gade.

„Nederlaget“  er et Skuespil, som Det kgl. Teater har Pligt til at spille.

Men som det var forstaaeligt, om det løb fra. Det er en Kæmpeopgave at opføre det. Og det vil skaffe Ledelsen en Masse knubbede Ord fra Folk, der taler af kunstuvedkommende Grunde. Des mere bør vor gamle kongelige Scene roses for vaagen Forstaaelse af sin Pligt over for vor unge Tid (Menneskeheden er jo nu naaet til Pubertetsalderen) og for Mod til at følge sin Overbevisning. Af og til sker det dejlige, at man er ganske tilpas med at være dansk. Som de første spillede vi Ibsen – under Protester og Forargelse. Nu er der en ny Nordmand, der – lad os i Himlens Navn saa udæske og sige: der lægger Torpedo under Arken. Skønt er det at have Det kgl. Teater til at fortælle sig, at vi Danske ikke er blevet ringere end dengang.

Selvfølgelig er Grieg ikke af Ibsens Format. Han er jo bl. a. slet ikke død endnu. Men vær nogenlunde vis paa, at om 50 Aar vil Kritikerne sukke: „Nej, dengang Nordahl Grieg skrev sine Stykker, da skete der endnu Skuespil i Norden!“

Hvad er det, man bebrejder Hr. Andr. Møller? Bolsjevikpropaganda for Skatteydernes Penge! vor nationale Statsscene laant ud til ét kommunistisk Forehavende! Saadan raabes der. Lad os se lidt paa denne Anklage.

Bodil Ipsen, Ebbe Rode, John Price, Elith Pio, Henrik Malberg, Thorkild Roose, Holger Gabrielsen

For det første, hvad er Kommunisme for noget? Det er at slagte Godsejere og sprænge Kirker i Luften, Ja, men det er ogsaa mere. Nemlig en Idé. Som – ak, ikke i sin Praksis – midtsamler sig i en Vilje til at de Fattige bør ikke være fattige. At vi med alle Midler bør gøre Jorden saa opholdsmæssig som mulig for saa mange af dens Børn som mulig.

Dernæst er vi her i Danmark i hvert Fald endnu foreløbig Demokrater. Hvad er en Demokrat for noget? En Demokrat er en Person, der lider af den Fordom, at han vil høre sin Modstander. I Kraft af Tillid til egen Skønneevne. Teatret paa Folkets Nytorv er ingen nazistisk Statsanstalt, der gendriver ved Hjælp af Etiketter. Det holder ikke Eksamen i Vandel eller Livsanskuelse. Det spørger efter det ene: Kunst.

Og her er vi ved det tredie, det vigtigste. „Nederlaget“ er ikke Kommunisme, for det er Kunst.

*

Vis mig den Særudgave af et Menneske, som tør blotte sig for det følgende Aarhundrede ved at hævde, at Grieg ikke har den Naadegave, som er den eneste afgørende for Dramatikeren: Replikens. End ikke Situationens (som han for Resten ogsaa har) kommer op paa Siden af den. Saa længe Repliken lever, lever Stykket.

Lad os kigge i Programmet og tælle Personerne. Der er 50. 50 foruden Masseopbudet af Statister. Arbejdere, Bankchefer, Studenter, Ministre, Skøger, Helgeninder, Kunstnere, Børn – det skal nok løbe sammen til en køn Pærevælling i Teatrets Gryde, tænker vi. Og hvad sker saa? Personerne aabner Munden, og straks Staar de for os, gjort tydelige, levende, personlige gennem deres Tale, ofte ganske faa Ord.

Ord, skabt med dramatisk Fynd og Farve; det er een Ting. Og Ord, der siger noget; det ér en anden Ting. Ord, der aabner for Afgrunden, afdækker Skønheder, ægger til hidsig Modsigelse.

Sandelig er denne Mand Digter.

Poul Reumert som Thiers

Han maa jo være enig med Apostlen Johannes og med Hitler, 2 Stormænd, hver i sin Branche, om, at Ordet blev Kød. At af Ordets Substans bestaar vi Mennesker. Sommetider words, words, words, Og sommetider blot Ordet. Men i Ordet er det, at vi er. —

Nordahl Grieg overværer selv sit Stykke hos os. Og har lydig udtalt sig til Bladene. Oh, hvorfor? Jo bedre i Digtning, des slettere i Interviews. Sikke en Sæk Forkerthed, han fik læsset af sig i Spalterne, om sit eget Arbejde!

Heldigvis har Teatret forstaaet Digteren bedre end han selv. End han selv forstaar sig selv eller finder det opportunt at forstaa sig. Svend Gade har begrebet, at her drejer det sig ikke om at gøre Studier angaaende en eller anden Revolution i Fortiden, men her staar vi, hvor Tampen brænder nu. Alt det forfærdende, som sker lige uden for vor Dør i Dag, nej, som slipper ind gennem Døren ad Brevsprækken sammen med Avisen, og som maaske i Morgen vil sparke denne Dør op for selv at trampe ind i Stuen, hvad er det egentlig for noget, hvor kommer det fra, hvor fører det hen, og hvordan er de Mennesker, der staar midt i det, og vi selv, naar Turen kommer til os, hvordan bære saadanne Lidelser, og hvordan være indrettet for at ville dem og volde dem, og er der da intet Lyspunkt i dette kvalmende, gifttaagende Kaos, det er de Spørgsmaal, vi stiller Digteren, ikke for at han skal besvare dem, for det kan ingen kvindefødt, men dog for at han skal sige os nogle Ord om dem, som kun en Digter kan sige, og som vi synes vi ikke kan være foruden.

Og saa faar vi da disse Ord. Faar at se, hvor dyb de Elendiges Elendighed er, indtil vi forstaar Desperationens Udbrud. Saa maa altsaa Skudene knalde, og Elendigheden omskabe sig til ene vildene Rædsel, indtil des lede Satan selv – og Gudskelov for ham – dukker op i Thiers' forbenede Skikkelse og skaffer den Orden til Veje, uden hvilken Livet er værre end det værste. Saa slutter da Stykket med, at Mennesker skyder Mennesker ned for Fode, skyder  – og nu græder vi, Herre vor Gud, nu græder vi – skyder stakkels uskyldige Børn ned paa Kirkegaarden, hvor de er flygtet ind, og saa er der altsaa ikke mere, og dog endnu et, en spinkel Tone hæver sig pludselig, hvorfra kommer den, vi ved det ikke, men den er der i Mørket, en Tone af Beethoven, stærkere end Ordet, paa den vil vi bygge vort Haab.

*

Paa Svend Gades Skuldre har Teatret lagt Kæmpeansvaret for alt dette. Og de bar. Udmærkede Scenebilleder har han skabt, lige tro i Usseldom som i Skønhed, i Lærred som i Menneskemateriale, i Følgerigtighed som i Modsætningskraft. Der er Fart gennem de skiftende Optrin, der er Flimren og Fasthed, der er Støvletramp og Trommehvirvel, – Revolutionen, vi sad midt i den. Af og til med et Suk efter Hendes Almægtighed Dronning Film, men oftest med Tak for, at det var levende Liv, Kød og Blod og ikke blot Billeder, der græd og lo og rasede for vore Øjne.

Skuespillerne – ugørligt at nævne dem. Til hvad Nytte vel ogsaa. Midt i Virvarret og det tekniskes Ubeskedenhed fejrer Det kgl. Teaters Menneskekunst Triumf i Samspillets Renhed. Her faldt ingen Genipræstation af dem, der bider sig fast i Sindet for al Evighed. Men her oplevedes det, at „alle er gode“. Ikke mindst i den pure Ungdoms Ydelse ses det, hvor høj en kunstnerisk Standard Teatret har; intet er glemt i Travlheden, et Øje har hvilet paa hver enkelt, Dilettantisme er ikke taalt.

Og dog er der en og anden, man maa have Lov at give en særlig Tak. Tak til Hr. Roose for Feber og blid Fanatisme, Tak til Ilona Wieselmann, lige ægte i rødbluset  Dans paa Barrikaden og som lille stille Pige, der nu blot skal vise sin Elskede, at hun kan dø, Tak til Hr. Gabrielsen, der gav fuld Valuta i Stykkets herligste Scene, Tak til Laurus Paulsson, fordi han kunde sige det usigbare, kunde tale Musik. Hr. Reumert er et Kapitel for sig. Her var et af de Tilfælde, hvor Forfatteren svindler en Smule. Man havde haabet, at Skuespilleren havde fulgt Sandheden i Stedet for Digteren og ved lidt Charlataneri med Replikerne skabt den Thiers, der virkelig udførte det, som Stykket ikke kan nægte, han udførte. Men Reumert forærede Grieg hans Thiers og gjorde det med éclat.

Johannes Poulsen som Courbet

Noteres bør det, at vi savnede Eyvind Johan Svendsen, den sygemeldte. Hr. Pio havde af den terroristiske Politichef Rigauit, Stykkets geniale Rolle, formet et skrigende og springende Vilddyr, ingenlunde uden Virkning, men Manden skal være Matematik.

*

Atter lader vi Billederne glide gennem vor Tanke. Forfatteren har givet os saa meget, at vi springer over de Grøfter, det hede Digtersind af og til har hidset hans Pegasus i, Det kgl. Teater har ydet saa stor en Indsats, at vi ikke nænner at huske Glipningerne. Et Stykke af Livet er af Kunsten en rystende Aftenstund bragt os ind paa Livet. Kan vi nøjes med en Tone af Beethoven at bygge vor Fremtid paa? behøver vi ikke ogsaa en Tone fra Himlen?

Kaj Munk.