The Masque of Kings

The Masque of Kings.

Denne Artikel skrev Kaj Munk samme Aften som „Mayerling-Dramaet“ havde Premiere.

Thorvald Larsen bad mig oversætte Stykket; jeg havde ikke megen Lyst; dels kan jeg ikke Engelsk (hvad dog er forholdsvis ligegyldigt), og dels har jeg liden Fidus til moderne Dramatik (hvad tæller mere). Men Thorvald Larsen er en af dansk Teater saa højt fortjent Mand, at det falder En brydsomt at nægte ham noget. Jeg læste da Stykket og havde endnu mindre Lyst. Men min Arbejdsgiver pressede paa, og jeg læste det anden Gang, grundigt. Da saa jeg, og se, hvilket Mesterværk! Man er saa lidet vant til at opleve saadanne, at man ikke kender dem, naar de endelig sker.

Johannes Meyer og Katy Valentin som Kejser Franz Joseph og hans Hustru, Elisabeth, i „Mayerling Dramaet“.

Berthe Quistgaard og Angelo Bruun som Marie Vetsera og Kronprins Rudolf i „Mayerling Dramaet“.

*

Disse Linier skrives en blændende sommerskøn Maanenat, da alt aander Fred omkring mig undtagen Radioen. Sitrende bleg som en yndig ung Piges Kind mod Sygelejets Pude smiler Cassiopeia paa Himlen sit fjerne Smil; luerød og truende nær svinger Mars sin blodige Fakkel. Det Stykke, jeg her skriver om og som i Aften fylder mine Tanker omkap med Radioens kradse Ord, har just i disse Timer Première paa Folketeatret. Maaske i dette Nu staar Kejsersønnen, Tronarvingen, derinde og synger sin Svanesang, før han løfter Revolveren mod sin Tinding:

Nu koger Jorden op igen, nu rejser
sig nye Mænd og Folkeslag i Flammer
og bli'r til Lavablokke, ny Forsyning af Djævleansigter, Ikoner lavet
af Menneskenes Haab om Frihed, dyrket som Bringere af Lys, men Voldsmænd kun
som dem, vi fulgte. Lad dem arve Verden
bagefter mig, og de vil eje den som
et Antal Hjerneskallers Grin paa Stabler
af Dødningben. Europas Ungdom skænker
jeg denne evigt søde Nydelse
at stable deres Knokler op i Dynger
og øverst oppe deres Herres Grin – som det var Skik og er og bli'r igen fra
umindelige Tider til den sidste,
evindeligt.

I Morgen vil Anmelderne berømme Maxwell Anderson for hans Hyperaktualitet. Men Anderson er ikke aktuel. Havde han været det, havde han skrevet om Napoleon i Stedel for om Hamlet. Det er ikke Tvivlere og Spørgere, der nu regerer Verden; det er ikke Mænd, der er skambidt af en Idé; det er end ikke Franz-Josepher, der af Pligtfølelse tager sig det beskidte Job paa at regere et Folk. Nej, de Karle, der nu bestemmer Farten, det er Folk, der har slæbt sig op af Skyttegravenes Slambad af Dynd og Last og Blod og Livskraft under Dødens Hav. Leben und leben lassen – nej, saadan hed det ikke; leben und sterben lassen det gik deres Ungdem med.

Ak nej; mine Herrer Critici, Anderson er ikke aktuel. Hele hans Indstilling er saa passé, saa passé. Tidligst om 50 Aar vil han være aktuel. I kan overhovedet ikke rose denne amerikanske Digter for meget i dette Arbejde, for det bestaar af Fejl paa Fejl. Det er ordgyderisk, ikke sandt, det er haabløst langstrakt, det er stillestaaende gennem lange Partier med bratte folkekomedieagtige Handlingseruptioner og derpaa Hesteomgang igen. Hovedpersonerne er usympatiske, Bipersonerne ubetydelige eller kedeligt traditionelle, Skurken sort som et Skorstensrør indvendigt. Endvidere ved vi jo alle, at der ikke kan digtes Skuespil paa Vers længere, at Replikkerne skal være korte, at Monologer er utilstedelige, at Spøg skal veksle med Alvor, og at intet Drama mere tør ende med, at alle stikker sig.

*

Store Maxwell Anderson! Næsten skulde man tro, at han havde sat sig for at skrive et Drama paa Trods. At han har fulgt den Regel at bryde alle Regler og foretage sig netop det, der er forlængst opgivet og under Fiaskostraf forbudt. Der er nemlig intet godt at sige ont dette Stykke, andet end at her har vi en Mand, der mestrer Ordet. Et blødende og hamrende Hjerte, der tror paa, at i Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, ja, var Gud.

*

Poëtam habemus ɔ: her har vi en Dramatiker, for her er en Ridder af Ordet. Med Ordet bygger han sine Skikkelser op; det er ikke Folk, vi bryder os alt for meget om, og der lefles ikke for at faa os til det; ikke en Teskefuld Sukkerglasur tages i Brug. Hør her Kronprins Rudolf tale til Vetsera:

Der har været andre Kvinder
i dette Værelse, en udsøgt Samling
paa Æresord, og hvor de siden gik,
kom mig kun lidet ved. Naar du er gaaet,
saa hører jeg, hvordan ned gennem Gangen
din Latter dør, og tror jo, du er borte,
men se, saa løber du i mine Aarer
som Solskin over Donaus Vand, og mellem
mig og Papiret i min Haand dèr flimrer
dit Haar, og for en Hex jeg bander dig.
For Drenge passer sig en saadan sær
vaarsaftig Galskab, Trolddom i en Fjer,
den røde Fjer i Pigers mørke Haar,
den Drøm i Vindueskarm, den Mindelse
om en Parfume – alt det er for Drenge
og Pigebørn, og ikke mer for mig,
men mit igen hos dig.

Og hør, hvad Vetsera kan sige til Rudolf:

Engang da vi marchered' ud af Skolen,
vi 30 Pigebørn, red du forbi
med din Prinsesse, ned ad Prateren.
Jeg saa dig første Gang blandt disse Hunkøn
i Ægget, alle rede til at falde
paa Knæ for deres Konge over Mænd.
Jeg elsked' denne Konge fra den Stund;
selv i et lille smudsigt Eventyr med
en Officer var det kun ham, jeg elsked',
— — —
og saa faa mærke, at han er afsindig
forelsket i En som En selv i ham,
at en af Verdens Store, ja den største,
den eneste, den – den guddommeligste
ser fra det høje ned og elsker dette
dit lille tomme Ansigt – aah, jeg kunde
ha' ønsket dig, min Rudi, noget bedre
at elske, end hvor der var ingenting.
Saa tog jeg da min Sjæl i mine Hænder
og sagde, er den tavs, saa maa jeg gøre
den værdig til ham, og jeg agted paa dig
og lytted til dig, elsked dig og lytted,
indtil jeg vidste bedre end du selv,
hvad dine Drømme var, og til det blev mig,
som var der vokset noget frem herinde
mer ædelt end Zigøjnerpigers Hjerte.

Og dette er Franz Joseph (til sin Hustru):

for første Gang – ja, du var ikke 17
og af en Skønhed som et mat Krystal
saa langt udover, hvad en gammel Mand
formaar at finde Udtryk for, en Mand,
der har for længe siden gjort sig til
et Riges Kontorist og mistet Evnen
til smukke Ord.
Og vi blev gift, og som et Kornmodsglimt
svandt Aaret for os, men da saa jeg bag
dit Ansigts Smil – og fandt en Anarkist, en
leende Djævel, stærkere end jeg,
mer rap i Vid, barnagtig i sin Vilje,
dæmonisk i Begær. Alligevel
blev jeg dog ved at elske dig, og Rudolf
blev født, og se, han var sin Moders Barn,
igen en Ærkeengels Smil og Tunge
og med en Djævels Sind, en Wittelsbach.
Han hader og forrader mig, og jeg –
jeg elsker ham. Mit hele lange Liv
gaar med at trampe paa mit eget Hjerte —
for Rigets Skyld – i dette Kammers Støv
og Stilhed, her hvor ingen træder ind.
Gaa nu! Mit Arbejd venter.

De store Dramatikere skaber de store sjældne Mennesker, som kun de store Scenekunstnere kan efterføle og indleve. Kun det brændende Sind kender det brændende Sinds Hemmelighed. Alligevel er jeg spændt paa, om nogen „kunstkyndig“ vover, hvordan saa end Forsøget i Nørregade falder ud, at sige Tirade om saa fortvivlet kæmpende en Trosbekendelse paa Aand som denne:

Hvis man gaar ned
og standser 3 Forretningsmænd paa Gaden
og spørger dem, hvoraf de lever, vil
de svare straks, af Brød og Kød og noget
at drikke, og det er de visse paa.
De tre vil intet sige om en Tro paa
Usynligheden eller om at „vandre
i Lyset“ – nej, der er kun Brød og Kød og
en Kande Vin at skylle efter med.
Men kender man dem dybere end blot
til Fiskeøjnene og Vommen, kender
dem endnu bedre, end de gør det selv,
saa brænder dog hver enkelt af dem Lys paa
et Alter i det skjulte i sit Sind.
Tit skjult endogsaa for ham selv, er han
sin egen Præst for et Mysterium,
hvoraf han lever. Flaa det fra ham: Brød
og Kød og Yin er ikke Næring mer.
Med Fiskeøjne og Topmave hænger
han over Diskene og dør foruden
en saadan skjult og idiotisk Tro
og bli'r til Støv. – Min Tro den ligned' Vindens
Palads, der er forankret til en Sky,
den Tro, at jeg var naaet til at finde
en Norm for Konger – jeg, al Habsburgs Arving,
jeg skulde slaa en ny Frihedens Møntfod,
omstøbe Mennesker og løfte dem
ved deres Støvlestropper, til de vandred'
i Æteren. Det er en Tro for Taaber,
men den var min, og jeg har mistet den.
I Blinde strakte jeg da Haanden efter
min Kvindes Kærlighed, ej store Ting
at be' om, naar Ens Verden er brudt sammen.
Hvad saa jeg saa? En lille snavset Elskov,
beregnende og lugtende af billig
Champagne og af dito Cigaretter
og Pigeskolegramsen. Egnet til
at gaa til Sengs med og gi' Penge for. — —

Ak nej; her er ingen Fanfare, intet Sieg Heil, ikke noget, man „ser sig glad i“. Ingen Toner, faar os til at løfte Hovederne og marchere syngende ind i det Helvedmulm, Fremtiden er. Snarere er fin de siècle og Herman Bang i Overstørrelse. Men er der lidet Aktualitet i det, er der desmere Evighed. Det er Ordet, der løfter sig midt i Spektaklet og taler saa stille, at selv Radioen tystner. Og naar vi er naaet Digterværket igennem og er ført frem – ikke til noget overraskende, ikke til nogen 5. Akts-Eksplosion, men til, at det gik, som det maatte gaa, og tilbage er kun den store tavse Smerte, – da bekender vi, at vi har mødt en Digter, som med Ordet, med Ordet alene griber os i Barmen og ryster os, saa vore Hjerter kommer at hamre som hans.

Kaj Munk.