Min Dreng –

Min Dreng, saa tit du kommer hen og putter
din lille Haand i min, det læsker mere
end Duggens friske Svaling mod min Pande
en ørkhed Sommeraften, – kvæger mere
end Solsortsangens Kilde mod mit Hjerte
den sidste Vinteraften, Vaarens første.
– Min Sjæl, der synes støvet, graa og gammel,
bli'r frisk og ny, som dengang den var dig.
Du er den Dugg, du er den Solsortkvidren,
der lærer mig at tvivle paa min Død.