Maj

Har vi ikke hørt dem raabe
deres heil og hail og hil,
hver for sin, som om der ingen
anden var i Verden til!
Men jeg kender en Regent,
mod hvis Hyldest alle andres
kun er kummerlig bevendt –
– de tog fejl, de traf det ej,
frygt dog ikke, vi skal klandres,
for det er: Prinsesse Maj.

Hør kun! Svalens travle Kvidren,
Vibens svimle Lavt – og – Højt,
Gøgens Tilraab under Farten
og Solsortens Dvælefløjt,
Stærens frække Sammenflik,
Horsegummens Sætten selve
Aftenstjernen paa Musik,
al den Lykkens Toneleg,
der faar Luften til at skælve,
hylder smaa Prinsesse Maj.

Kobbersnæppen vingevugger
sig paa Bølgegang af Fryd.
Storken, Stakkel, der blev nægtet
Stemmens Brug, han gør dog Lyd.
Frøerne til Fugle tror
sig ophøjede – i Dammen
indstuderer de et Kor.
Liden Graaspurv kofteklædt
pipper med forlegen Stammen
paa et Maj – Maj – Majestæt.

Ja, og Fandens Mælkebøtter,
de er jo Guds Sole smaa,
Dagens Mælkevej hernede,
rig som Nattens i det blaa.
Birken! hvilket Underværk!
skønnere end alle Bøge
ser vi den sin Silkesærk
over Midien sval og svaj
halvt undseelig at smøge,
Kvinde, Barn, Prinsesse Maj.

Fugle, stem da i med Livets
stærke Lovsang over Jord!
Blomster, løft da jeres Farver
i det samme Troens Kor!
Slaa os Mennesker, der nu
Dødens Ærind' gaar i Verden,
med Fortvivlelse og Blu!
Og saa lys det paa vor Vej:
Efter Vinterens Forfærden
sejrer altid bliden Maj.

Digtet “Maj“ i den version, der blev trykt i Berlingske Aften. Digtet blev helt omskrevet af Kaj Munk, og denne omskrevne version blev trykt i bogen Navigare Necesse, nytår 1941, med månedsdigtene for hver måned i 1940.